Jeg husker tydeligt første gang vi sådan rigtigt mødtes. Jeg stod et sted i byen, hvor subwayen kørte lige under og dens gungren derfor var ekstra tydelig hele vejen op gennem lagene til gadeniveau. En fantastisk følelse i en by, med liv i flere lag.
Jeg blev dog aldrig helt vild med din undergrund.
Det var ganske vist underholdende at stå dernede i et tog, der grundet skinnernes alder og togenes beskaffenhed alt andet end gled derudaf. Din subway sukker og strider sig gennem rørene dernede, så det er absolut nødvendigt at holde fast. Det var også underholdende at sidde og glo på alle de andre passagere og digte forestillinger om levet liv her og der. Men jeg er et meget visuelt menneske, så jeg fortrak altså dine busser. Også selvom de sandt for dyden ikke var det hurtigste transportmiddel, men det er ikke deres skyld, det skyldes elendig trafikal planlægning fra et bystyre, der synes at have mere travlt med at sørge for at de rige bliver rigere og de fattige bliver hvor de er så er det sagt.
Kære New York.
Jeg fik mine favorit steder i løber af tiden med dig.
Steder, der kunne noget forskelligt, alt efter hvad mit humør nu var til.
At stå i Central Park, midt i noget der skal ligne natur (du har oven i købet puttet en bette zoo derind) og se byen tårne sig op langs kanterne var helt suverænt.
Det var også fedt at gå ture i din sydlige del, hvor husene er lavere, og det hele er lidt mere hyggeligt og genkendeligt.
Særligt East Village fik mit hjerte. Men jeg var der også meget, da det samtidig var her, jeg fandt mange af mine informanter. Tompkins Square Park blev, om ikke et andet hjem, så da et pejlemærke for mig og derfra gik trående ud i resten af byen som antropologigskarbejdsplads.
Jeg kom aldrig til at holde af midtown, heller ikke selvom jeg boede her det meste af tiden.
For at sige det lige ud min ven, så burde du bryde med Times Square. Jeres forhold er usundt og jeg fornemmer også at det er lidt smådyrt i længden for dig.
Jeg er klar over at mange, særligt turisterne, er vilde med al lyset derinde og betragter det som "det rigtige New York". Men både du og jeg ved godt, at det ikke passer og at ikke alt der glimrer er guld.
Jeg er glad for at jeg blev så længe som jeg gjorde. Jeg endte med at blive lidt småforelsket i dig må jeg tilstå. Men nok alligevel lidt som med en, man ikke helt ved om egner til noget mere permanent.
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om at bo i dig. Du virker en tand for ultimativ på mig. Der er ikke rigtigt noget midt i mellem med dig og det kan sådan en som jeg af og til godt have brug for. Ikke altid at skulle ud på overdrevet og hage sig fast, hvis du forstår hvad jeg mener?
Jeg ved dog, at når jeg sidder i flyet i aften og byens lys langsomt fosvinder under mig, så bliver det vemodigt.
Der er mennesker der bor i dig, som jeg ved, at jeg med sikkerhed aldrig ser igen (og nogle jeg gør, heldigvis). Historier jeg tager med mig videre og billeder - både dem på nethinden og de mere reelle af slagsen som skal blive til en del af noget større, når jeg får sat mig ned og sorteret det hele og gjort det mere brugbart.
Kære New York. Pas på dig selv til vi ses igen og vær lidt god ved dem, der har det svært med din ultimative natur. De er også en del af dig og det er vinter....
December 15, 2011
December 13, 2011
Det er et spørgsmål om at åbne op...
Det blev ganske tydeligt for mig her til aften, hvor jeg sad med min Ipad i subwayen på vej hjem fra Manhattan til Queens.
Jeg var havnet helt nede i downtown Manhattan efter arbejde. Trængte til lidt luft og bare at gåog ose lidt. Turen hjem var derfor lidt lang ogjeg satte mig for at spille i toget.
Omtrent ved siden af mig sidder en ung fyr på nogen og 20. Han følger nysgerrigt med og da jeg på et tidspunkt skifter fra en moden kabale til en mere vovet omgang bilrace på maskinen, bliver han helt optaget og jeg spørger ham så, om ikke han vil prøve og jo, det vil han mægtigt gerne.
Vi hygger os gevaldigt i den tid det tager at nå til bestemmelsstedet.
Der bliver grinet når spillet ikke lige vil som vi vil og han får lært mig nogle andre spil, som han er rigtig god til. Vi snakker ikke meget, men der er en god mellemmenneskelig forbindelse og jeg tager mig selv i at tænke, at ham her ville min søn gå skidegodt i spænd med. De har samme sociale og umiddelbare natur.
Jeg kan rigtigt godt lide hans varme attitude og da jeg skal af, får vi derfor også udvekslet mailadresser, for det kunne da være spændende at lære ham bedre at kende.
Og pludselig husker jeg, hvordan det var, før vi fik broen derhjemme og skulle med færge når vi ville til eks sjælland fra fyn. Eller dengang man havde kupeer og var tvunget flere sammen på mindre plads.
Man mødte rent faktisk mennesker på sine rejser rundt i landet dengang.
Spændende mennesker i alle afskygninger, aldre osv. Og jeg nød det. Jeg er nemlig hende, der er levende optaget af mennesket som fænomen - jeg forstår ikke, at man kan være andet.
Den subway tur var god. Jeg smiler endnu.
Jeg var havnet helt nede i downtown Manhattan efter arbejde. Trængte til lidt luft og bare at gåog ose lidt. Turen hjem var derfor lidt lang ogjeg satte mig for at spille i toget.
Omtrent ved siden af mig sidder en ung fyr på nogen og 20. Han følger nysgerrigt med og da jeg på et tidspunkt skifter fra en moden kabale til en mere vovet omgang bilrace på maskinen, bliver han helt optaget og jeg spørger ham så, om ikke han vil prøve og jo, det vil han mægtigt gerne.
Vi hygger os gevaldigt i den tid det tager at nå til bestemmelsstedet.
Der bliver grinet når spillet ikke lige vil som vi vil og han får lært mig nogle andre spil, som han er rigtig god til. Vi snakker ikke meget, men der er en god mellemmenneskelig forbindelse og jeg tager mig selv i at tænke, at ham her ville min søn gå skidegodt i spænd med. De har samme sociale og umiddelbare natur.
Jeg kan rigtigt godt lide hans varme attitude og da jeg skal af, får vi derfor også udvekslet mailadresser, for det kunne da være spændende at lære ham bedre at kende.
Og pludselig husker jeg, hvordan det var, før vi fik broen derhjemme og skulle med færge når vi ville til eks sjælland fra fyn. Eller dengang man havde kupeer og var tvunget flere sammen på mindre plads.
Man mødte rent faktisk mennesker på sine rejser rundt i landet dengang.
Spændende mennesker i alle afskygninger, aldre osv. Og jeg nød det. Jeg er nemlig hende, der er levende optaget af mennesket som fænomen - jeg forstår ikke, at man kan være andet.
Den subway tur var god. Jeg smiler endnu.
December 11, 2011
I never thought of myself as white...
Et af de mere interessante spørgsmål jeg er stødt på i mit arbejde herovre har været, hvordan jeg ville præsentere mig selv hvis det var, eller rettere, hvordan jeg ser mig selv.
Det blev stillet af en kvinde, ikke helt velforvaret, og helt sikker ikke et af de mere objektivt orienterede gemytter jeg er stødt på. Men hun havde mange gode tråde til eftertanke og som I nok har gættet er hun selv sort.
Spørgsmålet er siden dukket frem af hjernebarken ind i mellem. I går skete det igen, da jeg var til en fest.
Kvinden fortalte, at for hende, var hendes etniske baggrund yderst nærværende, som en del af den måde, hun så og præsenterede sig selv på.
New York ikke så slem på den front, og har så alligevel en tydelig rem af huden. Der er flere sorte hjemløse end hvide. Ihvertfsld iblandt de mere tunge cases og der er også tydelig opdeling ift. kvarterne i byen. I westend, Hells Kitchen f.eks. er sorte rigt repræsenteret, hvor du skaæ kigge lidt længere efter dem i Upper East side.
Vi har ikke så frygteligt mange i Danmark ift. her. Og jeg vil vove påstanden, at man ikke kan sammenligne med vores indvandrerproblematikker i forhold til etniske skel. Man fornemmer det går dybere, der er en anden slags historie bag som stadig lever, omend forsøgt udvisket her på østkysten, hvor man særligt i NYC godt kan lide tanken om, at være nået en del videre, især hvis man er hvid.
Men nej. Svaret jeg gav kvinden, mit umiddelbare svar, uden at have reflekteret længe var, at nej jeg tænker ikke på mig selv som hvid.
Min hudfarve er ikke noget jeg har beskæftiget mig så frygtelig meget med. Jeg præsenterer mig først og fremmest som Jette, studerende, måske som mor, kvinde og alle mulige andre ting, der er karakteritisk for mig. Men ikke som hvid.
Og hør så ....
Når jeg/vi beskriver de andre. De sorte.... Når jeg skal fortælle om, den ene eller anden jeg har snakket med og mødt. "så var der Ken, en sort mand sidt i 50'erne...." hvorfor bliver det væsentligt at få med?
Jeg ville nemlig ikke sige "og så var der Paul, en hvid mand i 30'erne" jeg ville bare sige "Paul, en mand i 30'erne"
Er det fordi han ligner mig og jeg, ligesom jeg ikke ser ham sm hvid, derfor ikke hæfter mig ved at bruge betegnelsen, eller hvad handler det her om?
Jeg har aldrig brugt det i en nedsættende mening.
Men kan det ikke opfattes som sådan, at jeg føler det "nødvendigt" at markere?
Tror jeg komer til at tænke længe over den her... Jeg synes jo den slags er møg spændende.
Hvad synes I?
Det blev stillet af en kvinde, ikke helt velforvaret, og helt sikker ikke et af de mere objektivt orienterede gemytter jeg er stødt på. Men hun havde mange gode tråde til eftertanke og som I nok har gættet er hun selv sort.
Spørgsmålet er siden dukket frem af hjernebarken ind i mellem. I går skete det igen, da jeg var til en fest.
Kvinden fortalte, at for hende, var hendes etniske baggrund yderst nærværende, som en del af den måde, hun så og præsenterede sig selv på.
New York ikke så slem på den front, og har så alligevel en tydelig rem af huden. Der er flere sorte hjemløse end hvide. Ihvertfsld iblandt de mere tunge cases og der er også tydelig opdeling ift. kvarterne i byen. I westend, Hells Kitchen f.eks. er sorte rigt repræsenteret, hvor du skaæ kigge lidt længere efter dem i Upper East side.
Vi har ikke så frygteligt mange i Danmark ift. her. Og jeg vil vove påstanden, at man ikke kan sammenligne med vores indvandrerproblematikker i forhold til etniske skel. Man fornemmer det går dybere, der er en anden slags historie bag som stadig lever, omend forsøgt udvisket her på østkysten, hvor man særligt i NYC godt kan lide tanken om, at være nået en del videre, især hvis man er hvid.
Men nej. Svaret jeg gav kvinden, mit umiddelbare svar, uden at have reflekteret længe var, at nej jeg tænker ikke på mig selv som hvid.
Min hudfarve er ikke noget jeg har beskæftiget mig så frygtelig meget med. Jeg præsenterer mig først og fremmest som Jette, studerende, måske som mor, kvinde og alle mulige andre ting, der er karakteritisk for mig. Men ikke som hvid.
Og hør så ....
Når jeg/vi beskriver de andre. De sorte.... Når jeg skal fortælle om, den ene eller anden jeg har snakket med og mødt. "så var der Ken, en sort mand sidt i 50'erne...." hvorfor bliver det væsentligt at få med?
Jeg ville nemlig ikke sige "og så var der Paul, en hvid mand i 30'erne" jeg ville bare sige "Paul, en mand i 30'erne"
Er det fordi han ligner mig og jeg, ligesom jeg ikke ser ham sm hvid, derfor ikke hæfter mig ved at bruge betegnelsen, eller hvad handler det her om?
Jeg har aldrig brugt det i en nedsættende mening.
Men kan det ikke opfattes som sådan, at jeg føler det "nødvendigt" at markere?
Tror jeg komer til at tænke længe over den her... Jeg synes jo den slags er møg spændende.
Hvad synes I?
December 08, 2011
Outlaw Queens
Jeg har forladt mit elskede Manhattan og er blevet gæst herinde igen.
Det hele kommer sig af, at rottehullet simpelthen ikke svarede til en standard man kan forvente til prisen. Udlejer, der ikke bor der mere selv, ville have over det dobbelte af, hvad han selv giver for stedet og jeg kan altså meget dårligt med bolighajer og dette særligt set i lyset af det store behov for boliger til en rimelig penge i denne her by. Et behov, der besværliggøres af mennesker som ham.
At alt muligt ikke fungerede heller, gjorde beslutningen yderligere let. Toilettet røg jævnligt, ovnen virkede ikke, dørklokken ejheller. Sengene var frygtelige og har givet særligt Annette mange problemer og så var der et varmesystem som vist hører et andet århundrede til.
Det var et ROTTEHUL. Basta.
Så. Stedet er rømmet. Nøglerne afleveret og jeg bor hos en bekendt i hendes lejlighed i Queens til jeg rejser hjem om en uge.
Og inden I tænker at Queens da lyder meget eksosisk, så lad mig slå fast at det er absolut outlaw. Jeg har udsigt til en motorvej og det tager nogle pæne 30 min. at komme ind til Manhattan med sub'en, hvilket er meget for byen her.
Min bekendte, der er russisk af afstamning, har også en yderligere sjov indretnngsstil. Hun synes selv lejligheden er smuk. Det har hun sagt flere gange.
Jeg erkender et kulturmøde her.
Vores nordiske stil er særlig for os. Hun ville med garanti synes mit hjem var skrabet og koldt :)
Nu tror jeg også jeg er præget af begyndende hjemve.
Da Annette og hendes mand skred i går, kunne jeg godt mærke, at det trak i mig.
Jeg er dog inviteret ti både middag og fest i weekenden, samt har udvidet arbejdstiden til at omfatte tirsdag i næste uge også (alternativet var ligesom at tælle nummerplader fra 12.sal i Queens ikk ;)
Men jeg savner jer allesammen og at snakke med nogen, der har kendt mig længere end 4 mdr og/eller ikke har tunge misbrugs/mentale problemer.
Jeg er antropolog på arbejde og en forkælet tøs i fritiden...
Det hele kommer sig af, at rottehullet simpelthen ikke svarede til en standard man kan forvente til prisen. Udlejer, der ikke bor der mere selv, ville have over det dobbelte af, hvad han selv giver for stedet og jeg kan altså meget dårligt med bolighajer og dette særligt set i lyset af det store behov for boliger til en rimelig penge i denne her by. Et behov, der besværliggøres af mennesker som ham.
At alt muligt ikke fungerede heller, gjorde beslutningen yderligere let. Toilettet røg jævnligt, ovnen virkede ikke, dørklokken ejheller. Sengene var frygtelige og har givet særligt Annette mange problemer og så var der et varmesystem som vist hører et andet århundrede til.
Det var et ROTTEHUL. Basta.
Så. Stedet er rømmet. Nøglerne afleveret og jeg bor hos en bekendt i hendes lejlighed i Queens til jeg rejser hjem om en uge.
Og inden I tænker at Queens da lyder meget eksosisk, så lad mig slå fast at det er absolut outlaw. Jeg har udsigt til en motorvej og det tager nogle pæne 30 min. at komme ind til Manhattan med sub'en, hvilket er meget for byen her.
Min bekendte, der er russisk af afstamning, har også en yderligere sjov indretnngsstil. Hun synes selv lejligheden er smuk. Det har hun sagt flere gange.
Jeg erkender et kulturmøde her.
Vores nordiske stil er særlig for os. Hun ville med garanti synes mit hjem var skrabet og koldt :)
Nu tror jeg også jeg er præget af begyndende hjemve.
Da Annette og hendes mand skred i går, kunne jeg godt mærke, at det trak i mig.
Jeg er dog inviteret ti både middag og fest i weekenden, samt har udvidet arbejdstiden til at omfatte tirsdag i næste uge også (alternativet var ligesom at tælle nummerplader fra 12.sal i Queens ikk ;)
Men jeg savner jer allesammen og at snakke med nogen, der har kendt mig længere end 4 mdr og/eller ikke har tunge misbrugs/mentale problemer.
Jeg er antropolog på arbejde og en forkælet tøs i fritiden...
December 06, 2011
Time runs (out)
Der har været stille lidt. Mest fordi jeg har haft travlt med alle mulige andre ting, hvor det at nå at blive færdig med feltet inden afgang d.15.
Det er også ved at gå op for mit felt, at jeg snart er færdig, så det er blevet mere intenst, som om pigerne godt ved, at skal tingene siges, så skal det være snaet.
Tilliden har taget tid at få. De har hele tiden været åbne og imødekommende som man er overfor en gæst i huset. Men tilliden er først rigtigt kommet indenfor den seneste tid. Derfor er det også nu, at de bedste interviews ligger. Dem med kød på og dem der lægger åbent.
Og det går jo lidt begge veje.
Jeg er også blevet bevæget af dem og ved allerede nu at der er et par stykker af dem, som jeg vi holde kontakt med.
Den sidste uges tid som jeg nu er i gang med går primært til kvindehuset.
Jeg er færdig med parken sådan set. Tror jeg vil runde den een gang mere og se, om ikke jeg kan finde Tony på trods af rygterne om at han har tævet kæresten og at de er strøget. Det kunne være godt at have dem begge og ikke bare hendes historie. Nu får vi se. Men ellers er jeg færdig der og sådan set også med gadearbejdet, hvor jeg måske nok lige vil runde 5 th en gang til også for at se ti Erica, men ellers ikke starte nye ting op.
Jeg synes jeg/vi har nået meget.
Også selvom der gik en del tid med genetablerng af feltkontakten efter miseren i starten.
4 mdr i et sårbart felt ER ikke meget, så i det perspektiv har vi sgu fået meget hjem.
Det er jeg glad forog jeg glæder mig allerede til at sidde derhjemme og få styr på alle noterne, få dem analyseret og gjort brugbare til den videre arbejde. Det bliver hygeligt at bruge foråret på det, mens jeg tager de obligate fag for semestret. Bliver også helt nderligt at komme tilbage i universitets rammer igen.
Men hvad har perioden ude ellers lært mig?
Den har lært mig at jeg kan mere end jeg lige tror. Også selvom det ikke lige går som jeg havde tænlt det. Jeg er faktisk ret stolt over, at det lykkedes mig at få det op at køre igen efter sammenbruddet. Det må man godt sige her i USA. De er ikke så skide bange for at rose sig selv;)
Jeg har også lært, at det virkeligt er tough at være alene ude. Ensmhed er en relativ størrelse, men nogle gange har den sgu været lidt mere massiv i det end jeg synes var sjovt. Særligt i starten.
Og så har feltabejdet lært mig, hvorfor jeg læser antropologi og hvad det er lige dette fagområde kan, som jeg synes er så fantastisk.
At tænke sig at blive lukket ind i andres liv og få lov at høre deres historier. Jeg synes det er fabelagtigt spændende (og forpligtende).
Jeg vil ikke sige at jeg fortryder jeg ikke læste det som det første istedet for læreruddannelsen. Det giver ikke mening at tænke på den måde. Det blev antropologi på det tidspunkt det gjorde fordi det passer ind i mit liv og mindset nu. Hvis jeg ikke tror på Gud, efter at have fået ørene tudet fulde om ham den seneste tid, så tror jeg dog på, at ting sker når de skal ske. (og den med Gud lader vi ligge til en anden dag - Jeg er på max overload allerede med de tøser derude;)
Nu skal der så tages afsked så små. Med dem, byen og det hele.
Med suoermarkedernes underlige ting og sager, som er blevet almindelige for mig på enmsåde, så jeg ikke længere lægger mærke til det. Med byens til tider kaotiske trafik. Med drikkepenge sytemet, som jeg IKKE kommer til at savne fordi det er noget rod. Med dollars og cents, dimes og hvad har vi, hvor eg kun blev gode venner med dollar'en og kvartdollar'en.
Skal også tage afsked med amerikanernes evindelige "how are you?" som jeg stadig finder en kende intimiderende at blive spurgt om af fremmede.
Det bliver nu godt at handle i Føtex igen og lave mad i eget køkken, sove i egen seng og se venner der har kendt en længere end 4 mdr :)
Det er også ved at gå op for mit felt, at jeg snart er færdig, så det er blevet mere intenst, som om pigerne godt ved, at skal tingene siges, så skal det være snaet.
Tilliden har taget tid at få. De har hele tiden været åbne og imødekommende som man er overfor en gæst i huset. Men tilliden er først rigtigt kommet indenfor den seneste tid. Derfor er det også nu, at de bedste interviews ligger. Dem med kød på og dem der lægger åbent.
Og det går jo lidt begge veje.
Jeg er også blevet bevæget af dem og ved allerede nu at der er et par stykker af dem, som jeg vi holde kontakt med.
Den sidste uges tid som jeg nu er i gang med går primært til kvindehuset.
Jeg er færdig med parken sådan set. Tror jeg vil runde den een gang mere og se, om ikke jeg kan finde Tony på trods af rygterne om at han har tævet kæresten og at de er strøget. Det kunne være godt at have dem begge og ikke bare hendes historie. Nu får vi se. Men ellers er jeg færdig der og sådan set også med gadearbejdet, hvor jeg måske nok lige vil runde 5 th en gang til også for at se ti Erica, men ellers ikke starte nye ting op.
Jeg synes jeg/vi har nået meget.
Også selvom der gik en del tid med genetablerng af feltkontakten efter miseren i starten.
4 mdr i et sårbart felt ER ikke meget, så i det perspektiv har vi sgu fået meget hjem.
Det er jeg glad forog jeg glæder mig allerede til at sidde derhjemme og få styr på alle noterne, få dem analyseret og gjort brugbare til den videre arbejde. Det bliver hygeligt at bruge foråret på det, mens jeg tager de obligate fag for semestret. Bliver også helt nderligt at komme tilbage i universitets rammer igen.
Men hvad har perioden ude ellers lært mig?
Den har lært mig at jeg kan mere end jeg lige tror. Også selvom det ikke lige går som jeg havde tænlt det. Jeg er faktisk ret stolt over, at det lykkedes mig at få det op at køre igen efter sammenbruddet. Det må man godt sige her i USA. De er ikke så skide bange for at rose sig selv;)
Jeg har også lært, at det virkeligt er tough at være alene ude. Ensmhed er en relativ størrelse, men nogle gange har den sgu været lidt mere massiv i det end jeg synes var sjovt. Særligt i starten.
Og så har feltabejdet lært mig, hvorfor jeg læser antropologi og hvad det er lige dette fagområde kan, som jeg synes er så fantastisk.
At tænke sig at blive lukket ind i andres liv og få lov at høre deres historier. Jeg synes det er fabelagtigt spændende (og forpligtende).
Jeg vil ikke sige at jeg fortryder jeg ikke læste det som det første istedet for læreruddannelsen. Det giver ikke mening at tænke på den måde. Det blev antropologi på det tidspunkt det gjorde fordi det passer ind i mit liv og mindset nu. Hvis jeg ikke tror på Gud, efter at have fået ørene tudet fulde om ham den seneste tid, så tror jeg dog på, at ting sker når de skal ske. (og den med Gud lader vi ligge til en anden dag - Jeg er på max overload allerede med de tøser derude;)
Nu skal der så tages afsked så små. Med dem, byen og det hele.
Med suoermarkedernes underlige ting og sager, som er blevet almindelige for mig på enmsåde, så jeg ikke længere lægger mærke til det. Med byens til tider kaotiske trafik. Med drikkepenge sytemet, som jeg IKKE kommer til at savne fordi det er noget rod. Med dollars og cents, dimes og hvad har vi, hvor eg kun blev gode venner med dollar'en og kvartdollar'en.
Skal også tage afsked med amerikanernes evindelige "how are you?" som jeg stadig finder en kende intimiderende at blive spurgt om af fremmede.
Det bliver nu godt at handle i Føtex igen og lave mad i eget køkken, sove i egen seng og se venner der har kendt en længere end 4 mdr :)
December 01, 2011
Lidt ud af byen
Fik endelig hentet mine støvler hos skomageren.
Problemet er, at han boede i den anden retning af, hvad vi sædvanligvis går og lukker uhørt tidligt for amerikanske forhold. Så støvlerne havde været på en bette uges ferie hos ham og i eftermiddag ser det sørme også ud til at VI skal på en tur ud af byen.
I går på kvindeherberget mødte vi nemlig en dansk kvinde der er amerikansk gift med en af spidserne indenfor hjemløsearbejdet.
De har et sted for kvinder oppe i Darien, Connecticut, sådan ca en times togtur udenfor NYC og vi er inviteret derop her idag.
Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, skulle stedet være tilpas landligt til, at vi får lidt frisk vind i håret. Det glæder vi os til.
Amerikansk medicin har også fået slået mine begyndende influenzatendenser ned, så jeg er fit for fight igen - har sgu slet slet ikke tid til, at ligge og snue den.
Næste uge er sidste uge for mig. Vil gerne have de sidste dage inden hjemrejse til noget andet. Lidt juleshopping, lidt museumsbesøg og sådan. Det har der ikke været meget af, mens jeg har været her, idet dagene er lange inden vi har holdt fri og man bare er kvæstet i knolden og ikke gider mere.
Glæder mig til at komme hjem og se jer alle sammen igen.
Fik jeg fortalt at jeg lander 12.10 d. 16. Decmeber?
Problemet er, at han boede i den anden retning af, hvad vi sædvanligvis går og lukker uhørt tidligt for amerikanske forhold. Så støvlerne havde været på en bette uges ferie hos ham og i eftermiddag ser det sørme også ud til at VI skal på en tur ud af byen.
I går på kvindeherberget mødte vi nemlig en dansk kvinde der er amerikansk gift med en af spidserne indenfor hjemløsearbejdet.
De har et sted for kvinder oppe i Darien, Connecticut, sådan ca en times togtur udenfor NYC og vi er inviteret derop her idag.
Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, skulle stedet være tilpas landligt til, at vi får lidt frisk vind i håret. Det glæder vi os til.
Amerikansk medicin har også fået slået mine begyndende influenzatendenser ned, så jeg er fit for fight igen - har sgu slet slet ikke tid til, at ligge og snue den.
Næste uge er sidste uge for mig. Vil gerne have de sidste dage inden hjemrejse til noget andet. Lidt juleshopping, lidt museumsbesøg og sådan. Det har der ikke været meget af, mens jeg har været her, idet dagene er lange inden vi har holdt fri og man bare er kvæstet i knolden og ikke gider mere.
Glæder mig til at komme hjem og se jer alle sammen igen.
Fik jeg fortalt at jeg lander 12.10 d. 16. Decmeber?
November 29, 2011
Så kom snuen
Havde ellers forbudt min krop på det allerstrengeste at blive syg.
Syg er noget jeg kan være, når jeg kommer hjem. Jeg har sgu ikke tid til det her.
Jeg er blevet rigtigt forkølet og har også synderen på sigtekornet , amerikanernes allestedsnærværende aircondition!!
De er værst til det på Starbucks, hvor det på det nærmeste er mere koldt indenfor end ude. Men også busserne og rundt omkring i butikkerne er de slemme til at have den kørende på fuldt tryk.
Jeg HADER det!!
Ellers kan jeg berette at vi render rundt i lette efterårsgevanter og leger at der er lang tid til vinger/jul.
Det er usædvanligt varmt for årstiden her og jeg ved godt, at I er ved at være trætte af at høre om det, men wow altså :)
Ellers sker der ikke så meget.
Vi jobber, møder en masse skæve mennesker og bliver også truet med øretæver nogle gange af folk, der mener vi har snabelen for langt fremme - særligt i parken, som vi så heldigvis er ved at være færdige med.
På fredag skal vi på "midnight run" et arrangement der er på benene jævnligt hvor de hjemløse kan gå rundt hos forskellige organisationer og andre der deler ud af overflodet. Selv mangler jeg shanpoo snart, så det kan være keh får noget af det med hjem. Vi går nemlig incognito sammen med en flok fyre og har egne tasker fremme og fortsætter snuen kommer jeg endda til at ligne en rigtig hjemløs uden de store armbevægelser.
Vi har talt om, at arrangere noget tilsvarende derhjemme. I det hele taget har vi mange planer for, hvordn opholdet her kan komme til udtryk og gavn i egen by. More about that later folks, nu skal jeg pudse næse.
Syg er noget jeg kan være, når jeg kommer hjem. Jeg har sgu ikke tid til det her.
Jeg er blevet rigtigt forkølet og har også synderen på sigtekornet , amerikanernes allestedsnærværende aircondition!!
De er værst til det på Starbucks, hvor det på det nærmeste er mere koldt indenfor end ude. Men også busserne og rundt omkring i butikkerne er de slemme til at have den kørende på fuldt tryk.
Jeg HADER det!!
Ellers kan jeg berette at vi render rundt i lette efterårsgevanter og leger at der er lang tid til vinger/jul.
Det er usædvanligt varmt for årstiden her og jeg ved godt, at I er ved at være trætte af at høre om det, men wow altså :)
Ellers sker der ikke så meget.
Vi jobber, møder en masse skæve mennesker og bliver også truet med øretæver nogle gange af folk, der mener vi har snabelen for langt fremme - særligt i parken, som vi så heldigvis er ved at være færdige med.
På fredag skal vi på "midnight run" et arrangement der er på benene jævnligt hvor de hjemløse kan gå rundt hos forskellige organisationer og andre der deler ud af overflodet. Selv mangler jeg shanpoo snart, så det kan være keh får noget af det med hjem. Vi går nemlig incognito sammen med en flok fyre og har egne tasker fremme og fortsætter snuen kommer jeg endda til at ligne en rigtig hjemløs uden de store armbevægelser.
Vi har talt om, at arrangere noget tilsvarende derhjemme. I det hele taget har vi mange planer for, hvordn opholdet her kan komme til udtryk og gavn i egen by. More about that later folks, nu skal jeg pudse næse.
November 26, 2011
Note to self
Bestil aldrig nogensinde igen en caramel machiato ved en fejltagelse på Starbucks.
Det er amerikaner - hø af værste slags....
Det er amerikaner - hø af værste slags....
November 25, 2011
Så fik jeg taget mig sammen
Endelig fik jeg sat mig ned og brugt noget tid på, at finde vingerne hjemad.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
November 23, 2011
Over stok og sten...
Jamen det gik sgu tjept, da vi i formiddags omkring de 10 stykker satte af mod Bronx til det første møde på et kvindeherberg deroppe. Det herberg, som jeg i øvrigt havde store problemer med i starten og som egentligt skulle have dannet rammen om hele feltarbejdet.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
November 22, 2011
Tillid, en underlig fisk...
Feltarbejdet begynder så småt at tegne sin afslutning.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
November 19, 2011
Så skete det!!
Skulle egentlig bare kigge lidt. Havde hørt noget om lækre cremer til halv pris og sådan og synes det lød dejligt.
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
November 15, 2011
Arhhh
Er ked af, at jeg ikke får skrevet noget herinde i disse dage. Men vi har pisse travlt og nogle MAJET lange dage og er røv trætte, når vi endelig sætter fusserne på dørmåtten herhjemme med vores hjembragte take away som er, hvad vi p.t. lever af, idet køkkenkunster ligesom ikke ligger til højrebenet med vores program.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
November 10, 2011
Den første gang
I dag tog jeg hul på mit første livshistorie - interview.
Vi blev ikke færdige i dag og skal have anden halvdel næste onsdag, hvor informanten igen har fri fra sine pligter på herberget.
Det er en stor, sort og herligt hjertevarm fyr med en meget spændende baggrund, hvis man da kan sige sådan om mennesker, hvis historier ofte er for viderekommende.
Vi forlod interviewet rørte, glade og bekymrede på een og samme tid.
Det var en stor tillidserklæring af de store at stille op og villigt levere informationer af yderst privat og sårbar karakter. Vi kunne da heller ikke bare tage lige hjem, Annette og jeg, men fik os en øl et sted på vejen i solnedgangen her i byen, som simpelthen ikke kan beslutte sig for, om det skal være sommer eller efterår.
Jeg synes selv, at det gik rigtig godt det interview for en novice i lige dén metode. Men jeg kunne ikke lave mere end et af dem om dagen - eller et igen i morgen. Jeg fornemmer et stort behov for at lade det bundfælde sig og lægge sig lidt på plads, inden metoden kommer i anvendelse igen - det er helt anderledes end at lave de mere almindelige interview ting - og måske særligt i betændte felter.
I morgen står den på kvinderne oppe i huset. Der skal snakkes og vi har besluttet at Annette tager med for at tage notater, da det sikrer en mere flydende samtale.
Og så kommer Nathalie i morgen aften - gæt hvem der glæder sig :)
Vi blev ikke færdige i dag og skal have anden halvdel næste onsdag, hvor informanten igen har fri fra sine pligter på herberget.
Det er en stor, sort og herligt hjertevarm fyr med en meget spændende baggrund, hvis man da kan sige sådan om mennesker, hvis historier ofte er for viderekommende.
Vi forlod interviewet rørte, glade og bekymrede på een og samme tid.
Det var en stor tillidserklæring af de store at stille op og villigt levere informationer af yderst privat og sårbar karakter. Vi kunne da heller ikke bare tage lige hjem, Annette og jeg, men fik os en øl et sted på vejen i solnedgangen her i byen, som simpelthen ikke kan beslutte sig for, om det skal være sommer eller efterår.
Jeg synes selv, at det gik rigtig godt det interview for en novice i lige dén metode. Men jeg kunne ikke lave mere end et af dem om dagen - eller et igen i morgen. Jeg fornemmer et stort behov for at lade det bundfælde sig og lægge sig lidt på plads, inden metoden kommer i anvendelse igen - det er helt anderledes end at lave de mere almindelige interview ting - og måske særligt i betændte felter.
I morgen står den på kvinderne oppe i huset. Der skal snakkes og vi har besluttet at Annette tager med for at tage notater, da det sikrer en mere flydende samtale.
Og så kommer Nathalie i morgen aften - gæt hvem der glæder sig :)
 |
| En af "køkkenets" egne brandbiler :) |
November 06, 2011
Følelsesmættet søndag
De sidste to og noget mdr. er der blevet knoklet nærmest pr. non-stop, kun afbrudt af efterårsferien, som der bare SKULLE være plads til, da sønnikke kom.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.
Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army - som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.
Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.
I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.
Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.
Hans øjne er søgene og undskyldende - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.
Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.
Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.
det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.
Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...
Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!
Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....
Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.
Her er jeg så nu.
Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.
Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.
Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army - som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.
Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.
I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.
Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.
Hans øjne er søgene og undskyldende - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.
Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.
Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.
det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.
Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...
Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!
Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....
Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.
Her er jeg så nu.
Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.
Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.
November 03, 2011
Jeg styrer ikke mit felt...
At arbejde med hjemløse og særligt dem på gaden er et lærestykke i, hvordan man håndterer det, når det offentlige rum bliver privat. Håndterer det sårbare og navigerer i et felt der bevæger sig rent fysisk og delvist udenfor ens kontrol.
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
November 02, 2011
Hvor jeg dog afskyr bolighajer
Ak ja - så fik vi vished for vores anelser.
I dag lå der en ikke lukket kuvert ved vores dør med lejligehedens nummer på., Vi tog et kig og fik på den måde oplyst, hvad vores udlejer reelt betaler for rottereden pr. md. og jeg kan afsløre, at vi betaler over det dobbelte.
Jeg ved, at det er meget normalt - og at det også sker i stor stil i DK. Men jeg bliver sgu lige foraget hver gang jeg konfronteres med denne form for grådighed.
Selv har jeg lejet min egen lejlighed ud til hvad jeg betaler i andelsafgift. Dertil kommer udgifterne til forbrug i perioden, men det er så også det. Jeg skulle blot fristilles rent udgiftsmæssigt, det er ikke meningen at mine lejere skal betale for mit banklån og andet.
Hvad gør man egentligt med den slags mennesker? udstiller dem i en gabestok på torvet?
Vi kunne selvfølgelig appellere til hans moral, eller melde ham til hans udlejer, så han mister boligen (han bor der ikke selv mere og det er ulovligt, hvilket det også er at fremleje uden tilladelse og til en højere leje) men i begge tilfælde risikerer vi at stå på gaden i morgen hvis...
Jeg hader altså bolighajer!
I dag lå der en ikke lukket kuvert ved vores dør med lejligehedens nummer på., Vi tog et kig og fik på den måde oplyst, hvad vores udlejer reelt betaler for rottereden pr. md. og jeg kan afsløre, at vi betaler over det dobbelte.
Jeg ved, at det er meget normalt - og at det også sker i stor stil i DK. Men jeg bliver sgu lige foraget hver gang jeg konfronteres med denne form for grådighed.
Selv har jeg lejet min egen lejlighed ud til hvad jeg betaler i andelsafgift. Dertil kommer udgifterne til forbrug i perioden, men det er så også det. Jeg skulle blot fristilles rent udgiftsmæssigt, det er ikke meningen at mine lejere skal betale for mit banklån og andet.
Hvad gør man egentligt med den slags mennesker? udstiller dem i en gabestok på torvet?
Vi kunne selvfølgelig appellere til hans moral, eller melde ham til hans udlejer, så han mister boligen (han bor der ikke selv mere og det er ulovligt, hvilket det også er at fremleje uden tilladelse og til en højere leje) men i begge tilfælde risikerer vi at stå på gaden i morgen hvis...
Jeg hader altså bolighajer!
November 01, 2011
Så blev det 1. november
Og jeg har været her i omkring 2 mdr.
De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.
Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.
Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.
Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.
I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.
kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det var lækker mad.
Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)
Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.
Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)
Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.
I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.
Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.
De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.
Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.
Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.
Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.
I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.
kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det var lækker mad.
Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)
Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.
Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)
Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.
I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.
Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.
 |
| Fra aftnens stort anlagte Halloween parade op ad 6th. ave. Der var SORT af mennesker!!! |
October 30, 2011
October 28, 2011
Jeg så godt I var der...
Jeg har nemlig statistik koblet på og kunne se, at der var rigtigt mange der gik forgæves efter et fødselsdagsindlæg i går.
Hvis jeg nu fortæller, at jeg rent faktisk skrev et meget langt og klogt et, men at det forsvandt i æteren af en eller anden grund i samme øjeblik jeg trykkede "udgiv", hjælper det så???
For jeg orkede altså ikke at være vaks igen, hele to gange samme dag - det er i overkanten på en dag, hvor man har ladet de amerikanske kalorier gå helt og aldeles bananas, for første gang sådan rigtigt, mens jeg har været her.
Vi lagde ud med egg benedict, juice og kaffe på "Morningstar cafe" somewhere uptown. For de uindviede er egg benedict en overskåren engelsk muffin, let ristet, herpå lægges et stykke canadisk bacon, laks eller hvad man nu vil - vi valgte canadisk bacon og ovenpå dette kommer to pocherede æg, et på hver halvdel muffin OG.... det hele overhældes med rigelige mængder hollandaise sovs.
MUMS!!!
Således godt polstrede gik vi igang med dagens dont hos The Bowery - rigtige antrospirer arbejder nemlig også på deres fødselsdag og særligt hvis de er en smule bagud.
Da pligterne omkring de 16 stykker var udført, blev det så tid til en cupcake af de bedre. Havde nemlig aftenen før proklameret, at det da måtte være på sin plads i dagens anledning, så Maria hev os på byens bedste sted for den slags og her gik vi ombord i en de kaldte "All in one". og jeg skal love jer for, at der ingen smalle steder var hvad den kage angik.
En lækker mør sandkagebund. Dernæst en kerne af chokocreme, lukket af med en chokokage dej. Det hele toppet med rigelige mængder choko creme, kantet med chokolinser og på toppen tre skiver Mars bar!!!
Vi var på det nærmeste i chok og trance, da vi en time senere vraltede derfra. Aftenes lasagne virkede fuldstændig urealistisk - men kommer tid kommer råd jo som bekendt, så vi rullede back crosstown til vort eget hood og smækkede vore kagepolstrede måse i sæderne på den lokale og bestilte the, hvorefter vi surfede og og hyggede med wifi'en til vi omkring 20.30 syntes vi kunne ane noget der lignede en smule appetit igen.
Lasagne blev det ikke. Lige ved siden af cafeen ligger nemlig, hvad vi skyder på må være byens absolut bedste pizzaria.
Her fik vi to himmelske runde, som vi delte og noget herlig vin. Kokken kom og snakkede og vi fik en tiramisu on the house.
Min første fødseldag udenfor landets grænser har været herlig. Jeg har nydt hvert eneste gram af den også selvom det pissede ned den udslagne dag - for gu' har jeg da været en slem pige - de har det sjovest:)
PS) Et billede af cupcaken kommer, når jeg får dem vristet ud af Helle :)
Hvis jeg nu fortæller, at jeg rent faktisk skrev et meget langt og klogt et, men at det forsvandt i æteren af en eller anden grund i samme øjeblik jeg trykkede "udgiv", hjælper det så???
For jeg orkede altså ikke at være vaks igen, hele to gange samme dag - det er i overkanten på en dag, hvor man har ladet de amerikanske kalorier gå helt og aldeles bananas, for første gang sådan rigtigt, mens jeg har været her.
Vi lagde ud med egg benedict, juice og kaffe på "Morningstar cafe" somewhere uptown. For de uindviede er egg benedict en overskåren engelsk muffin, let ristet, herpå lægges et stykke canadisk bacon, laks eller hvad man nu vil - vi valgte canadisk bacon og ovenpå dette kommer to pocherede æg, et på hver halvdel muffin OG.... det hele overhældes med rigelige mængder hollandaise sovs.
MUMS!!!
Således godt polstrede gik vi igang med dagens dont hos The Bowery - rigtige antrospirer arbejder nemlig også på deres fødselsdag og særligt hvis de er en smule bagud.
Da pligterne omkring de 16 stykker var udført, blev det så tid til en cupcake af de bedre. Havde nemlig aftenen før proklameret, at det da måtte være på sin plads i dagens anledning, så Maria hev os på byens bedste sted for den slags og her gik vi ombord i en de kaldte "All in one". og jeg skal love jer for, at der ingen smalle steder var hvad den kage angik.
En lækker mør sandkagebund. Dernæst en kerne af chokocreme, lukket af med en chokokage dej. Det hele toppet med rigelige mængder choko creme, kantet med chokolinser og på toppen tre skiver Mars bar!!!
Vi var på det nærmeste i chok og trance, da vi en time senere vraltede derfra. Aftenes lasagne virkede fuldstændig urealistisk - men kommer tid kommer råd jo som bekendt, så vi rullede back crosstown til vort eget hood og smækkede vore kagepolstrede måse i sæderne på den lokale og bestilte the, hvorefter vi surfede og og hyggede med wifi'en til vi omkring 20.30 syntes vi kunne ane noget der lignede en smule appetit igen.
Lasagne blev det ikke. Lige ved siden af cafeen ligger nemlig, hvad vi skyder på må være byens absolut bedste pizzaria.
Her fik vi to himmelske runde, som vi delte og noget herlig vin. Kokken kom og snakkede og vi fik en tiramisu on the house.
Min første fødseldag udenfor landets grænser har været herlig. Jeg har nydt hvert eneste gram af den også selvom det pissede ned den udslagne dag - for gu' har jeg da været en slem pige - de har det sjovest:)
PS) Et billede af cupcaken kommer, når jeg får dem vristet ud af Helle :)
 |
| Morningstar cafe |
 |
| Yeah woofy shake ya' bootie ;) |
 |
| Stemningsbillede |
 |
| pengene var puttet i og vi tjekkede mange gange, inden tiøren endelig faldt *GG* |
October 25, 2011
Back to work
Det var så DEN ferie - og hvor blev den dog nydt i fulde drag med sønnen. Vi var alle vide vegne og fik prøvet og set et hav af ting.
Så nu har jeg også været turist i byen, hvilket jeg dårligt havde tid til før.
Men arbejdet kalder og det med FULD tryk på, hvis tingene skal nås.
Mistede vital tid i rodet med Salvation Army og knokleriet for at få en stabil kontaktbase igen.
Det hele er nu i hus og kører som smurt i smør igen og jeg har lært SÅ meget om, hvordan man løser felt knas, så tiden er ikke spildt i den forstand, men der skal jo for dælen hentes data hjem og det er så, hvad jeg gør nu, i samarbejde med Annette som er her som hhv. fotograf på mit projekt og med sit eget og vores samlede oveni.
I går var vi på Bowery Missions kvindested (et selvstændigt sted hvor hjemløse kvinder følger et program i 9-15 mdr. der gør dem i stand til at få et bedre liv), som er min primære kontakt nu ved siden af Grand Central Neighborhood social services coorporation. De to steder repræsenterer hver især nogle sider af det samme felt
Bowery kvindehjemmet er en del af en større org. der også har outreach madprogram i Thomkins Park og et større herberg i Bowery. Madprogrammet har jeg allerede set lidt af og vil se mere af som en del af det sideløbende gadearbejdeog vi er inviteret til Thanksgivning arrangement på det store herberg, der vist skulle være et suverænt arrangement.
Så der BLIVER ikke tid til mere, hvis jeg også skal have tid til alt det andet arbejde der ligger i at forberede tingene, katalogisere dem, renskrive osv.
Nå, badet kalder - Vi skal i Thomkins Park i dag kl 12.
SES!
Så nu har jeg også været turist i byen, hvilket jeg dårligt havde tid til før.
Men arbejdet kalder og det med FULD tryk på, hvis tingene skal nås.
Mistede vital tid i rodet med Salvation Army og knokleriet for at få en stabil kontaktbase igen.
Det hele er nu i hus og kører som smurt i smør igen og jeg har lært SÅ meget om, hvordan man løser felt knas, så tiden er ikke spildt i den forstand, men der skal jo for dælen hentes data hjem og det er så, hvad jeg gør nu, i samarbejde med Annette som er her som hhv. fotograf på mit projekt og med sit eget og vores samlede oveni.
I går var vi på Bowery Missions kvindested (et selvstændigt sted hvor hjemløse kvinder følger et program i 9-15 mdr. der gør dem i stand til at få et bedre liv), som er min primære kontakt nu ved siden af Grand Central Neighborhood social services coorporation. De to steder repræsenterer hver især nogle sider af det samme felt
Bowery kvindehjemmet er en del af en større org. der også har outreach madprogram i Thomkins Park og et større herberg i Bowery. Madprogrammet har jeg allerede set lidt af og vil se mere af som en del af det sideløbende gadearbejdeog vi er inviteret til Thanksgivning arrangement på det store herberg, der vist skulle være et suverænt arrangement.
Så der BLIVER ikke tid til mere, hvis jeg også skal have tid til alt det andet arbejde der ligger i at forberede tingene, katalogisere dem, renskrive osv.
Nå, badet kalder - Vi skal i Thomkins Park i dag kl 12.
SES!
October 14, 2011
Sidste indlæg inden ferie
Fra i morgen holder jeg en uges efterårsferie. Sønnikke ankommer i morgen aften og familien Vikkelsø d 17, Maja d 20 og Annette ligeså.
Har lånt tolkens lejlighed lidt længere oppe fra 14.-21. da de er i Florida på ferie selv og deres hjem er en hel del både større og mere funktionelt end mit til sådan et rend.
Glæder mig til liv omkring mig igen - bliver helt underligt at tale dansk da jeg sådan set er begyndt endda at tænke på amerikansk engelsk efterhånden. Min tolk sagde den anden dag, at man altså skulle tro jeg havde været i USA før, da jeg "dræver" på den og snakker ret amerikansk. Jeg ved ikke hvad det kommer af, men det er kommet stille og roligt hen ad vejen. Idag fik jeg endnu en kompliment der gik på at jeg orienterer mig som en New yorker i trafikken og min fornemmelse for retning og den slags. Og det er rigtigt nok.
Jeg HAR regnet den ud. Det er enkelt nok at tælle sig op og ned, men man skal også lige vide at trafikken er ensrette op g ned på skift mellem gaderne. Avenuerne er 10. op 9. ned, 8.op 7.ned osv. og vil man med bus den ene eller anden vej, er stået af et forkert sted og skal den anden vej er det sgu smart nok at vide. Crosstown busserne kører endvidere both ways på 14th.,23nd, 42nd og 50th street når man skal tværs over. Det er først nede i sydspidsen af Manhattan man kan gå vild, der er gaderne nemlig en hel del mere kringlede, men som Maria sagde roder de indfødte også rundt i det, så det skal jeg ikke være flov over.
Subwaysystemet går det rimeligt med. Men det er fanme nogle enormt store stationer med en milliom ud og nedgange de holder sig så nogle gange når man kommer op, kan man godt være lidt forvirret. Også her har Maria lært mig et trick der handler om at tjekke husnumrene på gadeskiltene om de går op eller ned, så kender du retningen igen.
Nå - nok trafik info for denne gang *GG*
Fik i øvrigt 4 interviewaftaler i hus til uge 43. og invitation til at komme på et herberg i samme ombæring og i tirsdags fik vi, tolken og jeg serveret hele 1000 portioner mad i det lokale suppekøkken. Jeg siger jer vi var TRÆÆÆÆÆÆTTTE bagefter og sad og hang noget så gevaldigt på cafeen bagefter. Men det var en meget lærerig oplevelse og der skal jeg ned 1 gang ugentlig nu.
Nå det var ferien vi kom fra ikke - I må ha det. Vi ses i uge 43.
Har lånt tolkens lejlighed lidt længere oppe fra 14.-21. da de er i Florida på ferie selv og deres hjem er en hel del både større og mere funktionelt end mit til sådan et rend.
Glæder mig til liv omkring mig igen - bliver helt underligt at tale dansk da jeg sådan set er begyndt endda at tænke på amerikansk engelsk efterhånden. Min tolk sagde den anden dag, at man altså skulle tro jeg havde været i USA før, da jeg "dræver" på den og snakker ret amerikansk. Jeg ved ikke hvad det kommer af, men det er kommet stille og roligt hen ad vejen. Idag fik jeg endnu en kompliment der gik på at jeg orienterer mig som en New yorker i trafikken og min fornemmelse for retning og den slags. Og det er rigtigt nok.
Jeg HAR regnet den ud. Det er enkelt nok at tælle sig op og ned, men man skal også lige vide at trafikken er ensrette op g ned på skift mellem gaderne. Avenuerne er 10. op 9. ned, 8.op 7.ned osv. og vil man med bus den ene eller anden vej, er stået af et forkert sted og skal den anden vej er det sgu smart nok at vide. Crosstown busserne kører endvidere both ways på 14th.,23nd, 42nd og 50th street når man skal tværs over. Det er først nede i sydspidsen af Manhattan man kan gå vild, der er gaderne nemlig en hel del mere kringlede, men som Maria sagde roder de indfødte også rundt i det, så det skal jeg ikke være flov over.
Subwaysystemet går det rimeligt med. Men det er fanme nogle enormt store stationer med en milliom ud og nedgange de holder sig så nogle gange når man kommer op, kan man godt være lidt forvirret. Også her har Maria lært mig et trick der handler om at tjekke husnumrene på gadeskiltene om de går op eller ned, så kender du retningen igen.
Nå - nok trafik info for denne gang *GG*
Fik i øvrigt 4 interviewaftaler i hus til uge 43. og invitation til at komme på et herberg i samme ombæring og i tirsdags fik vi, tolken og jeg serveret hele 1000 portioner mad i det lokale suppekøkken. Jeg siger jer vi var TRÆÆÆÆÆÆTTTE bagefter og sad og hang noget så gevaldigt på cafeen bagefter. Men det var en meget lærerig oplevelse og der skal jeg ned 1 gang ugentlig nu.
Nå det var ferien vi kom fra ikke - I må ha det. Vi ses i uge 43.
October 12, 2011
Det er dejligt
Når tingene fungerer, når det kører og der samarbejdes over hele linjen.
Det begynder at lægge sig pænt til rette nu, men det har altså trukket tænder ud de sidste 2-3 uger det her amerikanske bureaukrati - efter bruddet med Salvation Army.
Det har trukket flere ud, end jeg umiddelbart har givet udtryk for her på bloggen, som jeg tilstræber en tilpas let tone og nu ser det ud til at min vedholdenhed, pågåenhed og og en lille smule frækhed har båret frugt og som sådan har jeg lært en hel masse brugbart, der også er en del af det samlede arbejde - for det er skide hamrende svært at skifte felt-location midt i det hele, skulle jeg hilse og sige og det kommer nok til at fylde de første 2-3 sider at min feltrapport ;)
Har har tidligere introduceret jer en bette smule for min vidunderlige tolk Maria. Hun er et nummer for sig. Professionel til fingerspidserne og meget indfølende og smidig og så er hun en sand guldgrube af viden om byen, steder, forskellige hjælpe ordninger ( fik forklaret den med madkort som de fattige kan bruge her i byen sådan mere indgående f,eks.)
Hun kan også berette om, hvordan byen har forandret sig. At dette og hint kvarter for 5-10 år siden var et andet og videre i den dur og så kan damen sgu tale i telefon som en anden sælger fra Jylland.
Telefonering har vi gjort det ret meget i. Så til den ene, der stiller om til den anden, der henviser til en helt 3. som ikke ved noget og så forfra, ind og ud af systemet. Så skulle der udfyldes skemaer, det ene mere vanvittigt end det andet og det virkede bare ikke rigtigt som om vi fik hul igennem. Jo de ville gerne alle sammen, men de skulle liiiige have tilladelse ovenfra og fanden og hans pumpestok - undskyld sproget!
I dag skete det så alt sammen på een gang
Vi fik hul igennem til Urban Pathway: "Oh by all means, you should be welcome.. bla bla. ". Kiggede på Maria og spurgte om det var DET der havde taget 2 uger??? og så grinede vi lidt af det. Men altså der er hul igennem der.
Tog til kirken der laver mad til en mindre hær hver dag og der var high five med præsten og "see ya tomorrow" - mor skal aktion der fra i morgen af og fremover 1-2 gange ugentlig.
Videre downtown til den park vi havde fået oplyst der ville være nogle mulige informanter i. På gaden mødte vi Ash, en 24 årig hjemløs pige der har rakket rundt on-off i det meste af USA siden hun var 15, kun afbrudt af et par år hvor hun fik to børn med sin mand der nu sidder 7 år i spjældet mens ungerne er hos svigermekanikken i Oregon. Ash er narkoman, men forbløffende velformuleret og klar da vi møder hende og vi snakkede i over halvanden der på fortovet hvor jeg gik over til diktafon i midten af samtalen, idet det blev for bøvlet med notering alene . Så Annette, der venter et mystisk interview på dig her nu.
Ash skal vi se igen torsdag hvor hun har fødselsdag - har lovet at den fejer vi med noget mad et sted. Om hun dukker op må vi se. Hun sagde selv hun meget gerne ville, men meldte også ærligt ud, at hun måske var for syg, hvad hun ofte bliver når hun fixer.
Her oplevede vi også hjælpsomheden. Der kom to midaldrende damer og spurgte om de måtte købe hende noget morgenmad og så fik hun ellers en adresse fra dem hvor hun kunne hente mere mad og noget tøj.
Der er noget ved Ash der der gør rigtigt ondt at være vidne til og høre på. Jeg er taknemlig for at hun delte og håber sådan hun kommer torsdag.
Gade arbejdet er spændende og det har holdt gryden kogende de sidste uger. Omvendt er gadens kontakter også flydende størrelser det er meget svært at lave nye aftaler med, med mindre du virkeligt er indstillet på at lede efter dem igen. De bevæger sig rundt i byen og har sjældent mobiltlf. Men jeg nyder det i den grad og føler mig hjemme derude, ligesom jeg får nogle meget fine data hjem på de møder, som jeg så må se hvordan jeg for placeret i det store billede hen ad vejen.
I parken møder vi i øvrigt Bowery Missions gadeteam der deler mad ud. Et hold på 3 friske mænd med smil og vid deler ud til alle der måtte trænge. Her snakkede vi længe med Keith der er tidligere hjemløs narkoman som nu har viet livet til at hjælpe hjemløse. Han var intet mindre end fantastisk og det var herligt at se hvordan de halvgamle kinesiske koner nærmest kiggede småforelsket på ham. Han havde et godt tag på folk. Ham har jeg aftalt flere møder med og glæder mig.
De står der 3 dage om ugen og jeg skal jo snakke med Bowery damen - der er lidt for gode venner med Jesus for min smag - her på næste fredag såååå.... Det er den sidste aftale der skal landes helt - den er 99% klar p.t.
Det har været en skøøøøn dag, intet mindre - og det var f.... osse på tide!!!
PS) Fik en anden frisør til at rette op på makværket på vej hjem her til aften og det endda til en billigere pris end filejsen i den anden biks. Så nu ligner jeg atter et menneske og ikke en pensioneret amerikansk husmor fra Brooklyn eller noget...;)
Det begynder at lægge sig pænt til rette nu, men det har altså trukket tænder ud de sidste 2-3 uger det her amerikanske bureaukrati - efter bruddet med Salvation Army.
Det har trukket flere ud, end jeg umiddelbart har givet udtryk for her på bloggen, som jeg tilstræber en tilpas let tone og nu ser det ud til at min vedholdenhed, pågåenhed og og en lille smule frækhed har båret frugt og som sådan har jeg lært en hel masse brugbart, der også er en del af det samlede arbejde - for det er skide hamrende svært at skifte felt-location midt i det hele, skulle jeg hilse og sige og det kommer nok til at fylde de første 2-3 sider at min feltrapport ;)
Har har tidligere introduceret jer en bette smule for min vidunderlige tolk Maria. Hun er et nummer for sig. Professionel til fingerspidserne og meget indfølende og smidig og så er hun en sand guldgrube af viden om byen, steder, forskellige hjælpe ordninger ( fik forklaret den med madkort som de fattige kan bruge her i byen sådan mere indgående f,eks.)
Hun kan også berette om, hvordan byen har forandret sig. At dette og hint kvarter for 5-10 år siden var et andet og videre i den dur og så kan damen sgu tale i telefon som en anden sælger fra Jylland.
Telefonering har vi gjort det ret meget i. Så til den ene, der stiller om til den anden, der henviser til en helt 3. som ikke ved noget og så forfra, ind og ud af systemet. Så skulle der udfyldes skemaer, det ene mere vanvittigt end det andet og det virkede bare ikke rigtigt som om vi fik hul igennem. Jo de ville gerne alle sammen, men de skulle liiiige have tilladelse ovenfra og fanden og hans pumpestok - undskyld sproget!
I dag skete det så alt sammen på een gang
Vi fik hul igennem til Urban Pathway: "Oh by all means, you should be welcome.. bla bla. ". Kiggede på Maria og spurgte om det var DET der havde taget 2 uger??? og så grinede vi lidt af det. Men altså der er hul igennem der.
Tog til kirken der laver mad til en mindre hær hver dag og der var high five med præsten og "see ya tomorrow" - mor skal aktion der fra i morgen af og fremover 1-2 gange ugentlig.
Videre downtown til den park vi havde fået oplyst der ville være nogle mulige informanter i. På gaden mødte vi Ash, en 24 årig hjemløs pige der har rakket rundt on-off i det meste af USA siden hun var 15, kun afbrudt af et par år hvor hun fik to børn med sin mand der nu sidder 7 år i spjældet mens ungerne er hos svigermekanikken i Oregon. Ash er narkoman, men forbløffende velformuleret og klar da vi møder hende og vi snakkede i over halvanden der på fortovet hvor jeg gik over til diktafon i midten af samtalen, idet det blev for bøvlet med notering alene . Så Annette, der venter et mystisk interview på dig her nu.
Ash skal vi se igen torsdag hvor hun har fødselsdag - har lovet at den fejer vi med noget mad et sted. Om hun dukker op må vi se. Hun sagde selv hun meget gerne ville, men meldte også ærligt ud, at hun måske var for syg, hvad hun ofte bliver når hun fixer.
Her oplevede vi også hjælpsomheden. Der kom to midaldrende damer og spurgte om de måtte købe hende noget morgenmad og så fik hun ellers en adresse fra dem hvor hun kunne hente mere mad og noget tøj.
Der er noget ved Ash der der gør rigtigt ondt at være vidne til og høre på. Jeg er taknemlig for at hun delte og håber sådan hun kommer torsdag.
Gade arbejdet er spændende og det har holdt gryden kogende de sidste uger. Omvendt er gadens kontakter også flydende størrelser det er meget svært at lave nye aftaler med, med mindre du virkeligt er indstillet på at lede efter dem igen. De bevæger sig rundt i byen og har sjældent mobiltlf. Men jeg nyder det i den grad og føler mig hjemme derude, ligesom jeg får nogle meget fine data hjem på de møder, som jeg så må se hvordan jeg for placeret i det store billede hen ad vejen.
I parken møder vi i øvrigt Bowery Missions gadeteam der deler mad ud. Et hold på 3 friske mænd med smil og vid deler ud til alle der måtte trænge. Her snakkede vi længe med Keith der er tidligere hjemløs narkoman som nu har viet livet til at hjælpe hjemløse. Han var intet mindre end fantastisk og det var herligt at se hvordan de halvgamle kinesiske koner nærmest kiggede småforelsket på ham. Han havde et godt tag på folk. Ham har jeg aftalt flere møder med og glæder mig.
De står der 3 dage om ugen og jeg skal jo snakke med Bowery damen - der er lidt for gode venner med Jesus for min smag - her på næste fredag såååå.... Det er den sidste aftale der skal landes helt - den er 99% klar p.t.
Det har været en skøøøøn dag, intet mindre - og det var f.... osse på tide!!!
PS) Fik en anden frisør til at rette op på makværket på vej hjem her til aften og det endda til en billigere pris end filejsen i den anden biks. Så nu ligner jeg atter et menneske og ikke en pensioneret amerikansk husmor fra Brooklyn eller noget...;)
 |
| Lyskryds med gang i |
 |
| The Bowery boys in action :) |
October 10, 2011
Jeg fatter det ikke!!!
Sidst jeg kiggede i kalenderen skrev vi 9. Oktober (nok 10. for jer på den anden side). Men her det helt til grin. 29 grader høj solskin sådan 2 dage i træk efter en halvanden uge hvor det endelig så ud til at ville blive normalt efterår.
Det ville stensikkert være herrefedt og jeg er all in for varme, ellers ville jeg næppe styge til Grækenland hver eneste sommer, vel? Men fugtighedsgraden er høj og New York er simpelthen bare ikke byen man har lyst til at rende rundt i, i den slags vejr,
Nå, galskaben får vel en ende inden længe, så vi kan komme videre i programmet. Med mindre selvfølgelig at det er helt fucket op og vi ender i noget med magnoliaer på juletræet og Santa i bermudashorts. Det kunne se kønt ud ku' det ;)
Ellers overasker byen konstant med nye og spøjse indtryk, som her da jeg kom ud i dag :
Jeg aner ikke hvad det handlede om, men den her flyver blev ved med at cirkle rundt og skrive på himlen og det var rigtig skægt at iagttage.
Det ville stensikkert være herrefedt og jeg er all in for varme, ellers ville jeg næppe styge til Grækenland hver eneste sommer, vel? Men fugtighedsgraden er høj og New York er simpelthen bare ikke byen man har lyst til at rende rundt i, i den slags vejr,
Nå, galskaben får vel en ende inden længe, så vi kan komme videre i programmet. Med mindre selvfølgelig at det er helt fucket op og vi ender i noget med magnoliaer på juletræet og Santa i bermudashorts. Det kunne se kønt ud ku' det ;)
Ellers overasker byen konstant med nye og spøjse indtryk, som her da jeg kom ud i dag :
Jeg aner ikke hvad det handlede om, men den her flyver blev ved med at cirkle rundt og skrive på himlen og det var rigtig skægt at iagttage.
October 08, 2011
Det måtte jo ske en dag
Her i nat blev jeg fanget i vampyrhelvede.
Min tolk, hvis kone arbejder indenfor noget TV noget, forærede mig et komplet sæt 2. sæson af "True blood".
Hun ved jeg ikke har TV og de havde så meget derhjemme.
Nu er jeg ret vild med vampyrfilm - har sågar deltaget i et længere arrangement i filmhuset engang, hvor de viste historiske vampyr indspilninger, fra dengang de havde tænder som kaniner og var grimme som arvesynden.
Det er de ikke længere skulle jeg hilse og sige - det var nærmest porno for vampyrer vi er ude i med den her serie og selvom jeg det første afsnit tænkte " åh, c'mon", blev jeg hængende og langsomt fanget ind. Så da jeg endelig slog gluggerne i midt i andetsidste afsnit, var kl. 5.30 morgen! :)
Så det meste af lørdagen er gået med søvn ovenpå stabadserne og der er lige tid til en lang spadseretur langs floden inden mørket atter falder på og kan sætte mig med det sidste 1½ af slagsen ..
Min tolk, hvis kone arbejder indenfor noget TV noget, forærede mig et komplet sæt 2. sæson af "True blood".
Hun ved jeg ikke har TV og de havde så meget derhjemme.
Nu er jeg ret vild med vampyrfilm - har sågar deltaget i et længere arrangement i filmhuset engang, hvor de viste historiske vampyr indspilninger, fra dengang de havde tænder som kaniner og var grimme som arvesynden.
Det er de ikke længere skulle jeg hilse og sige - det var nærmest porno for vampyrer vi er ude i med den her serie og selvom jeg det første afsnit tænkte " åh, c'mon", blev jeg hængende og langsomt fanget ind. Så da jeg endelig slog gluggerne i midt i andetsidste afsnit, var kl. 5.30 morgen! :)
Så det meste af lørdagen er gået med søvn ovenpå stabadserne og der er lige tid til en lang spadseretur langs floden inden mørket atter falder på og kan sætte mig med det sidste 1½ af slagsen ..
Vigtig (insider) viden
Vi havde næsten givet op - frem og tilbage mellem cafeen og hjørnet af 9th. og 39th. - ingen Rex.
Vi trak den en halv time mere. Det er jo ikke alle der er så punklige som os, og med livet lidt på vrangen for en som Rex, så er der plads til lidt højere til loftet.
Efter to latter og lidt ringen rundt til diverse folk i andet ærinde besluttede vi os at tage turen til 5th. og ganske rigtigt, der sad hun.
Hun havde svedt mødet ud og undskyldte mange gange og så begav vi os mod Central Park, hvor der er mere ro og det første lange interview kunne gå igang under trækronerne i bragende solskin.
Vi fik alt muligt hjem på båndet. Også hvor Susan er henne, hvor de hjemløse holder til i større antal end hvor vi ellers er kommet og en masse andet nyttigt ud over hendes egen historie.
Det var nogle gode timer på alle måder og vi fik os også nogle grin ind i mellem. Blandt andet over hende med hundene der hele tiden sover og påstår hun er gravid. hun har bare en pude på maven, hus i forstæderne og hele mole tjavsen, men er på stoffer, så der skal skaffes penge på alternative måder ind i mellem. (det sidste var ikke hvad vi grinede af) Så ved vi det.
Men nu er det weekend og den skal nydes i lidt mere tilbagelænet stil mellem al note renskrivningen og den slags. Mandag er det en eller anden helligdag, så der står den på gadearbejde. Det går fremad igen, sådan støt og roligt.
Og på næste fredag kommer Alexander:)
Vi trak den en halv time mere. Det er jo ikke alle der er så punklige som os, og med livet lidt på vrangen for en som Rex, så er der plads til lidt højere til loftet.
Efter to latter og lidt ringen rundt til diverse folk i andet ærinde besluttede vi os at tage turen til 5th. og ganske rigtigt, der sad hun.
Hun havde svedt mødet ud og undskyldte mange gange og så begav vi os mod Central Park, hvor der er mere ro og det første lange interview kunne gå igang under trækronerne i bragende solskin.
Vi fik alt muligt hjem på båndet. Også hvor Susan er henne, hvor de hjemløse holder til i større antal end hvor vi ellers er kommet og en masse andet nyttigt ud over hendes egen historie.
Det var nogle gode timer på alle måder og vi fik os også nogle grin ind i mellem. Blandt andet over hende med hundene der hele tiden sover og påstår hun er gravid. hun har bare en pude på maven, hus i forstæderne og hele mole tjavsen, men er på stoffer, så der skal skaffes penge på alternative måder ind i mellem. (det sidste var ikke hvad vi grinede af) Så ved vi det.
Men nu er det weekend og den skal nydes i lidt mere tilbagelænet stil mellem al note renskrivningen og den slags. Mandag er det en eller anden helligdag, så der står den på gadearbejde. Det går fremad igen, sådan støt og roligt.
Og på næste fredag kommer Alexander:)
 |
| Note - minde væg for Job |
 |
| Foran Apples "Flagship-store" på 5th avenue - bemærk alle æblerne. |
 |
| Brooklyn Bridge set fra Manhattan siden |
October 07, 2011
Åh altså
Jeg savner jer sgu allesammen. SGU!
Har haft en rigtig god dag.
Skrevet en farlig bunke mails til diverse samarbejdsparter, haft et lækkert opfølgnings møde med Lawrence fra Urban Pathways. Vi er klar, vi er på og kemien er i top.
Et af de mails jeg har skrevet er til nogen der deler mad ud om aftenen både up- og down town. Jeg skal ud og se og følge det helt sikkert og de ultra religiøse, der ville vide hvad min pastor hed, har også tilbudt mig både det ene og det andet.
og...
I morgen skal jeg lave mit første rigtigt lange interview med Rex - forudsat hun dukker op, hvilket hun var meget tændt på i tirsdags. Har handlet diktafon, så Annette, der ligger nok en farlig bunke transskriberings arbejde til dig, når du kommer ;)
Jeg glæder mig rigtigt meget!
Susan er dog "forsvundet". De sidste 2 gange har hun ikke været på sin plads. Jeg håber det blot er fordi hun havde andet at se til, vi runder hendes plads tit og hun dukker nok op.
Det er i øvrigt noget af det pokkers, at de hjemløse ofte ikke har mobiler eller andet, så det kan være svært at "holde styr" på dem i en by der er mere end almindeligt stor.
Her til aften efter flere timer ude bevægede vi os crosstown og så flere business folk holde fyraften med cocktails. Så vi besluttede, tolken og jeg, at det ville vi også og hoppede på en bus mod 9th for at få et par glas og lidt at spise.
Du skal i øvrigt sætte et kryds i kalenderen d 5 nov Annette, for da skal vi til fest.
ps) jeg skal på tegnsprogskursus snart - får en plads hos tolkens ven der er TS lærer her i byen - uden vederlag - men mellem os sagt er jeg ved at blive ret ferm til amerikansk tegnsprog og min tolk til dansk TS.
Ja sådan kan det hele vendes lidt op og ned :)
Har haft en rigtig god dag.
Skrevet en farlig bunke mails til diverse samarbejdsparter, haft et lækkert opfølgnings møde med Lawrence fra Urban Pathways. Vi er klar, vi er på og kemien er i top.
Et af de mails jeg har skrevet er til nogen der deler mad ud om aftenen både up- og down town. Jeg skal ud og se og følge det helt sikkert og de ultra religiøse, der ville vide hvad min pastor hed, har også tilbudt mig både det ene og det andet.
og...
I morgen skal jeg lave mit første rigtigt lange interview med Rex - forudsat hun dukker op, hvilket hun var meget tændt på i tirsdags. Har handlet diktafon, så Annette, der ligger nok en farlig bunke transskriberings arbejde til dig, når du kommer ;)
Jeg glæder mig rigtigt meget!
Susan er dog "forsvundet". De sidste 2 gange har hun ikke været på sin plads. Jeg håber det blot er fordi hun havde andet at se til, vi runder hendes plads tit og hun dukker nok op.
Det er i øvrigt noget af det pokkers, at de hjemløse ofte ikke har mobiler eller andet, så det kan være svært at "holde styr" på dem i en by der er mere end almindeligt stor.
Her til aften efter flere timer ude bevægede vi os crosstown og så flere business folk holde fyraften med cocktails. Så vi besluttede, tolken og jeg, at det ville vi også og hoppede på en bus mod 9th for at få et par glas og lidt at spise.
Du skal i øvrigt sætte et kryds i kalenderen d 5 nov Annette, for da skal vi til fest.
ps) jeg skal på tegnsprogskursus snart - får en plads hos tolkens ven der er TS lærer her i byen - uden vederlag - men mellem os sagt er jeg ved at blive ret ferm til amerikansk tegnsprog og min tolk til dansk TS.
Ja sådan kan det hele vendes lidt op og ned :)
October 06, 2011
Mine diplomatiske evner
Sad til ret sent i går med en skema til "The Bowery Mission" og der blev ikke lagt fingre i mellem kan jeg afsløre.
Jeg havde ellers forestillet mig, at NYC i mindre grad var "frontrunners in the army of Jesus", men jeg er endnu ikke stødt på nogen organisation derude (og tro mig, jeg har snakket med MANGE) som ikke på en eller anden måde opererer ud fra et stærkt kristens synspunkt. Men Bowery har taget stikket hjem og jeg er blevet alvorligt nysgerrig nu.
Udover at skulle svare på almindelige spørgsmål vedr. mit fokus, mine motivationer erfaring osv. skulle jeg også fortælle lidt om mit religiøse ståsted. Hvad betød Jesus for mig, hvilken kirke tilhørte jeg ( inkl pastorens navn) og hvordan var min tros-historie - altså hvordan havde min vej til Jesus formet sig.
Arrgh, tænkte jeg først - det her går ikke
MEN!
Der kan ligge uvurderlige data gemt i lige dette forhold ifm. mine spørgsmåll vedr. navigation.
For hvis et religøst ståsted, eller arbejdet hen mod at det bliver en del af "et nyt liv" er en forudsætning for hjælp, så skal der ikke mange små grå til at forestille sig dette brugt som strategi hos nogle af de hjemløse i navigations øjemed og så bliver det sgu spændende.
På gaden siger de alle, at de ikke bryder sig om herbergerne.
De ser ikke på dem som mennesker
Der er for mange regler
for mange konflikter
Et herberg er noget man benytter sig af en i sn snæver vending, hvis det pisser ned eller man er for sulten.
Hvordan hænger tingene så sammen? Ja se, det er noget af det jeg gerne vil ind til og her kom mine diplomatiske evner på prøve.
Religion: Lutheransk Kristen as per Danish tradition
Er ikke tilknyttet nogen kirke som sådan. I DK er religion ofte et personligt anliggende mellem gud og den enkelte.
Vejen til Gud? - Jeg mener livet er en vej i sig selv og at det handler om at tilstræbe det gode i enhver henseende osv osv.
Jeg løj ikke rigtigt - jeg er faktisk ikke særligt religiøst anlagt (og min tolk hardcore ateist) men jeg er da både døbt og konfirmeret and a rose by any other name.....
ps) noget andet jeg hæftede mig ved var reglerne for frivillige i skemaet. Man må ikke være alene med brugerne og der må ikke være nogen form for fysisk kontakt.
Jeg vil gerne vide hvorfor og hvad de tænker om dette på stedet. Men det er også et generelt billede, de skarpe skel mellem ansatte og brugere. Ansatte bag skranker, på kontorer osv.Er det en del af en tradition, noget der bare er blevet en vane, eller har de negative oplevelser med udadrettede brugere??
Så må vi heller ikke glemme, at USA og NYC her ingen undtagelse, er et land med våben af en anden størrelsesorden end vi kender det. I "Jacks" i går var der vagter med skarpladte pistoler der gik rundt. Så hvis du glemmer at betale ved kasse et kan du hentes i lighuset.
Jeg havde ellers forestillet mig, at NYC i mindre grad var "frontrunners in the army of Jesus", men jeg er endnu ikke stødt på nogen organisation derude (og tro mig, jeg har snakket med MANGE) som ikke på en eller anden måde opererer ud fra et stærkt kristens synspunkt. Men Bowery har taget stikket hjem og jeg er blevet alvorligt nysgerrig nu.
Udover at skulle svare på almindelige spørgsmål vedr. mit fokus, mine motivationer erfaring osv. skulle jeg også fortælle lidt om mit religiøse ståsted. Hvad betød Jesus for mig, hvilken kirke tilhørte jeg ( inkl pastorens navn) og hvordan var min tros-historie - altså hvordan havde min vej til Jesus formet sig.
Arrgh, tænkte jeg først - det her går ikke
MEN!
Der kan ligge uvurderlige data gemt i lige dette forhold ifm. mine spørgsmåll vedr. navigation.
For hvis et religøst ståsted, eller arbejdet hen mod at det bliver en del af "et nyt liv" er en forudsætning for hjælp, så skal der ikke mange små grå til at forestille sig dette brugt som strategi hos nogle af de hjemløse i navigations øjemed og så bliver det sgu spændende.
På gaden siger de alle, at de ikke bryder sig om herbergerne.
De ser ikke på dem som mennesker
Der er for mange regler
for mange konflikter
Et herberg er noget man benytter sig af en i sn snæver vending, hvis det pisser ned eller man er for sulten.
Hvordan hænger tingene så sammen? Ja se, det er noget af det jeg gerne vil ind til og her kom mine diplomatiske evner på prøve.
Religion: Lutheransk Kristen as per Danish tradition
Er ikke tilknyttet nogen kirke som sådan. I DK er religion ofte et personligt anliggende mellem gud og den enkelte.
Vejen til Gud? - Jeg mener livet er en vej i sig selv og at det handler om at tilstræbe det gode i enhver henseende osv osv.
Jeg løj ikke rigtigt - jeg er faktisk ikke særligt religiøst anlagt (og min tolk hardcore ateist) men jeg er da både døbt og konfirmeret and a rose by any other name.....
ps) noget andet jeg hæftede mig ved var reglerne for frivillige i skemaet. Man må ikke være alene med brugerne og der må ikke være nogen form for fysisk kontakt.
Jeg vil gerne vide hvorfor og hvad de tænker om dette på stedet. Men det er også et generelt billede, de skarpe skel mellem ansatte og brugere. Ansatte bag skranker, på kontorer osv.Er det en del af en tradition, noget der bare er blevet en vane, eller har de negative oplevelser med udadrettede brugere??
Så må vi heller ikke glemme, at USA og NYC her ingen undtagelse, er et land med våben af en anden størrelsesorden end vi kender det. I "Jacks" i går var der vagter med skarpladte pistoler der gik rundt. Så hvis du glemmer at betale ved kasse et kan du hentes i lighuset.
Closer
Gade op og gade ned på kryds og tværs af den udslagne by. Jeg er træææææææææææææt i mine fusser, mine ben og mit hovede værkede med en begyndende hovedpine som et godt frisk glas mælk ved hjemkomsten dog har fået sendt på langfart igen.
Vi startede ellers dagen på cafeen, med at ringe til diverse mennesker, stikke ruter ud og drikke morgen kaffe. Det gik der 1½ time med og en en god måde at få dagen sat igang på.
Siden tog vi sydover til et herberg der, og fik et telefonnummer, vi dog først kan ringe til i morgen.
Lige nu er mit "problem" at mine kontakter kan noget forskelligt. Ingen af dem ser umiddelbart ud til at kunne dække mine spørgsmål/mit fokusområde i eet, så det ender nok med, at dette bliver multi-sited hvad angår organisatorisk komtakt - det har i øvrigt ikke været muligt for mig, at finde nogen, der ikke i en eller anden grad er syltet ind i Jesus og arbejder med fra et ultra kristent udgangspunkt. Spændende nok i sig selv som tema, men jeg forsøger at holde det nede på et håndterligt plan og det går der faktisk ret meget tid med :)
På hjemvejen snuppede jeg lige en tur hos "Jacks" et mega varehus med ting til 99 cents. Jeg er på jagt efter lidt ekstra køkkengrej, der gerne må være billigt, da det efterlades her og på vejen derfra og helt hjem blev jeg stillet over dagens dilemma ved 34th's to DVD gadehandlere. Skulle jeg vælg Gadaffis henrettelse eller en karatefilm med Bruce Lee ? - alt andet var i samme boldgade, hvilket var lidt spøjst *G*
Nu kalder maden, Esposito's hjemmelavede kyllingepølse og noget maceronni - jeg gider ikke rigtigt andet her i dag, vil bare have det overstået og over på divanen og stene. Ja, nogle gange handler mad bare om at blive mæt.
PS: Tøser - kan en af jer ikke købe Sex & the City DVD boksen til mig og tage den med herover? Skal nok betale for den, men trænger sådan til de piger ind i mellem og helst med danske undertekster.
Det kunne også være I kendte nogen der lå inde med en af dem, som mor her må låne lidt - man ved jo aldrig :)
Vi startede ellers dagen på cafeen, med at ringe til diverse mennesker, stikke ruter ud og drikke morgen kaffe. Det gik der 1½ time med og en en god måde at få dagen sat igang på.
Siden tog vi sydover til et herberg der, og fik et telefonnummer, vi dog først kan ringe til i morgen.
Lige nu er mit "problem" at mine kontakter kan noget forskelligt. Ingen af dem ser umiddelbart ud til at kunne dække mine spørgsmål/mit fokusområde i eet, så det ender nok med, at dette bliver multi-sited hvad angår organisatorisk komtakt - det har i øvrigt ikke været muligt for mig, at finde nogen, der ikke i en eller anden grad er syltet ind i Jesus og arbejder med fra et ultra kristent udgangspunkt. Spændende nok i sig selv som tema, men jeg forsøger at holde det nede på et håndterligt plan og det går der faktisk ret meget tid med :)
På hjemvejen snuppede jeg lige en tur hos "Jacks" et mega varehus med ting til 99 cents. Jeg er på jagt efter lidt ekstra køkkengrej, der gerne må være billigt, da det efterlades her og på vejen derfra og helt hjem blev jeg stillet over dagens dilemma ved 34th's to DVD gadehandlere. Skulle jeg vælg Gadaffis henrettelse eller en karatefilm med Bruce Lee ? - alt andet var i samme boldgade, hvilket var lidt spøjst *G*
Nu kalder maden, Esposito's hjemmelavede kyllingepølse og noget maceronni - jeg gider ikke rigtigt andet her i dag, vil bare have det overstået og over på divanen og stene. Ja, nogle gange handler mad bare om at blive mæt.
PS: Tøser - kan en af jer ikke købe Sex & the City DVD boksen til mig og tage den med herover? Skal nok betale for den, men trænger sådan til de piger ind i mellem og helst med danske undertekster.
Det kunne også være I kendte nogen der lå inde med en af dem, som mor her må låne lidt - man ved jo aldrig :)
October 05, 2011
Må vi foreslå en metode...?
Endnu en begivenhedsrig dag er ved at lakke mod enden.
På vores vanlige rute op langs 5th ave. på udkig efter Susan, som ikke var der idag, mødte vi Rex, en ung hjemløs kvinde på 23, tidligere narkoman, smidt ud af moderen, efter at hun en periode havde rakket USA rundt. Nu lever hun på gaden og forsøger at få tilværelsen til at løbe rundt og komme på skinner igen, hvilket ikke er helt nemt, når det meste af ens omgangkreds også er enten hjemløse eller misbrugere.
Rex skal vi mødes med igen på fredag på cafe og i mere rolige omgivelser og hun ville meget gerne være med til flere interviews og også gerne fotoprojektet senere.
En sød ung pige, som det stadig kan nå at gå rigtigt for.
Det talte min tolk og jeg så også om på vej videre - den der med at ville hjælpe. Min vejleder og jeg har talt længe og indgående om det, før afgang, at det er en balancegang. For enhver intervention i feltet er en slags påvirkning og hvor meget påvirkning taler vi om, førend feltet på sin vis er forandret og de dataene ligeså?
Hvor går grænserne. Jeg synes det er spændende. For jeg vil gerne have en masse ud af de her mennesker. Deres livshistorier og oplevelser og jeg vil også gerne give noget igen. Men hvad kan jeg give, udover nogle penge, noget mad, kaffe, min tid og opmærksomhed - et lyttende øre, som Rex også sagde var guld værd, da folk ellers bare ser ned på dem, når de færdes på gaden.
Rex trængte noget så nederdrægtigt til et bad.
Jeg har lyst til at give hende en tur i køkkenkarret og en seng for natten.
MEN - hvis jeg gjorde det, intervenerer jeg på en måde, som ikke nødvendigvis er sund for nogen af os og jeg "ligger feltet til rette" for mig selv.
Det er nogle af de ting, man også må foreholde sig til i følsomme felter - for mit vedkommende: at jeg ikke er ude som socialarbejder, men som antropolog, for at lære om og beskrive en gruppe mennesker og deres liv.
Det kan skære i hjertet at måtte prioritere og balancere sådan og jeg skal ikke kunne udelukke at jeg giver en af dem muligheden for et bad en dag, men det bliver ikke uden meget grundige overvejelser først.
Videre i byen så vi noget ganske utroligt:
En mand med sine ikke mindre end ( lad mig lige tælle ) 7 kæledyr på gaden opstillet til formålet og yderst levende.
2 hunde, 3 katte og 2 marsvin. Det ene marsvin lå behageligt slængt hen over den ene kat.
Det var helt utroligt som de dyr bare hyggede sig der - gad vide om de var dopede, men det virkede nu ikke sådan.
Og pengene strømmede ind i takt med at folk også lige skulle have et billede. Så må vi foreslå en ny metode til byens hjemløse i pengetrang - anskaf jer en mindre dyrepark og træn dem op til at kunne begå sig på gade plan:)
På vores vanlige rute op langs 5th ave. på udkig efter Susan, som ikke var der idag, mødte vi Rex, en ung hjemløs kvinde på 23, tidligere narkoman, smidt ud af moderen, efter at hun en periode havde rakket USA rundt. Nu lever hun på gaden og forsøger at få tilværelsen til at løbe rundt og komme på skinner igen, hvilket ikke er helt nemt, når det meste af ens omgangkreds også er enten hjemløse eller misbrugere.
Rex skal vi mødes med igen på fredag på cafe og i mere rolige omgivelser og hun ville meget gerne være med til flere interviews og også gerne fotoprojektet senere.
En sød ung pige, som det stadig kan nå at gå rigtigt for.
Det talte min tolk og jeg så også om på vej videre - den der med at ville hjælpe. Min vejleder og jeg har talt længe og indgående om det, før afgang, at det er en balancegang. For enhver intervention i feltet er en slags påvirkning og hvor meget påvirkning taler vi om, førend feltet på sin vis er forandret og de dataene ligeså?
Hvor går grænserne. Jeg synes det er spændende. For jeg vil gerne have en masse ud af de her mennesker. Deres livshistorier og oplevelser og jeg vil også gerne give noget igen. Men hvad kan jeg give, udover nogle penge, noget mad, kaffe, min tid og opmærksomhed - et lyttende øre, som Rex også sagde var guld værd, da folk ellers bare ser ned på dem, når de færdes på gaden.
Rex trængte noget så nederdrægtigt til et bad.
Jeg har lyst til at give hende en tur i køkkenkarret og en seng for natten.
MEN - hvis jeg gjorde det, intervenerer jeg på en måde, som ikke nødvendigvis er sund for nogen af os og jeg "ligger feltet til rette" for mig selv.
Det er nogle af de ting, man også må foreholde sig til i følsomme felter - for mit vedkommende: at jeg ikke er ude som socialarbejder, men som antropolog, for at lære om og beskrive en gruppe mennesker og deres liv.
Det kan skære i hjertet at måtte prioritere og balancere sådan og jeg skal ikke kunne udelukke at jeg giver en af dem muligheden for et bad en dag, men det bliver ikke uden meget grundige overvejelser først.
Videre i byen så vi noget ganske utroligt:
En mand med sine ikke mindre end ( lad mig lige tælle ) 7 kæledyr på gaden opstillet til formålet og yderst levende.
2 hunde, 3 katte og 2 marsvin. Det ene marsvin lå behageligt slængt hen over den ene kat.
Det var helt utroligt som de dyr bare hyggede sig der - gad vide om de var dopede, men det virkede nu ikke sådan.
Og pengene strømmede ind i takt med at folk også lige skulle have et billede. Så må vi foreslå en ny metode til byens hjemløse i pengetrang - anskaf jer en mindre dyrepark og træn dem op til at kunne begå sig på gade plan:)
 |
| Bemærk det sort/hvide marsvin ovenpå katten yderst til højre |
 |
| Det nye hang-out sted |
 |
| igen |
 |
| og een gang til for Prins Knud:) |
 |
| Strretview |
October 04, 2011
Herregud da...
Af en eller anden grund fuckede Helle lidt op her idag. Sikkert noget PMS for Ipads eller også var det fordi Blogger.com skifter interface tiere end de fleste af os skifter trusser.
Ihvertfald endte det i et meget mystisk indlæg, hvor der bare stod "shhhhh!".
Jeg prøvede såmænd blot at formidle min frustration efter frisørbesøg - et af de slemme slags, hvor der bare slet slet ikke var nogen form for connection mellem mig og frisøren, der var en halvgammel herre, blandt alle de yndige nips butikken ellers kunne mønstre.
Jeg skal lære at lytte bedre efter min mavefornemmelse skal jeg, for jeg KUNNE godt fornemme det, da jeg satte mig, at det her går galt.
Men altså, håret var jo blevet vasket (af en af de yndige), så det føltes lige som at smutte når kaffen var halvt drukket - altså blev jeg og endte med at være sur bagefter. (Jette!!!!)
Hvis det ikke var fordi jeg har min dejlige voks med, ville jeg være dømt til at ligne en amerikansk forstadsfrue resten af opholdet her. Og nej, I får ingen billeder!
Nevermind - jeg fandt den fedeste lille cafe på vej hjem. Den ligger omtrent skråt overfor hvor jeg bor og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har spottet den tidligere.
Her står bamsefar i bedste amrikanske trucker stil og brygger den herligste kaffe og så laver de også cupcakes, som jeg dog holdt mig fra. Men jeg overværede et selskab der holdt fødselsdag og hvor de havde kreeret en bette kage med "happy birthday" skrevet med glasur og et lys i :)
Wifi har de også og rigtig hyggeligt interiør. Tror jeg bliver stamkunde. Kaffen er både bedre og billigere end hos Starbucks.
Esposito leverer aftensmaden. Et enormt kyllingebryst. Så det går den rigtige vej igen efter frisørkatastrofen
Og jeg sagde NEJ - I FÅR ingen billeder !;)
(Men jeg sætter nogle af cafeen ind i morgen når jeg får dem ud af Helle.
Ihvertfald endte det i et meget mystisk indlæg, hvor der bare stod "shhhhh!".
Jeg prøvede såmænd blot at formidle min frustration efter frisørbesøg - et af de slemme slags, hvor der bare slet slet ikke var nogen form for connection mellem mig og frisøren, der var en halvgammel herre, blandt alle de yndige nips butikken ellers kunne mønstre.
Jeg skal lære at lytte bedre efter min mavefornemmelse skal jeg, for jeg KUNNE godt fornemme det, da jeg satte mig, at det her går galt.
Men altså, håret var jo blevet vasket (af en af de yndige), så det føltes lige som at smutte når kaffen var halvt drukket - altså blev jeg og endte med at være sur bagefter. (Jette!!!!)
Hvis det ikke var fordi jeg har min dejlige voks med, ville jeg være dømt til at ligne en amerikansk forstadsfrue resten af opholdet her. Og nej, I får ingen billeder!
Nevermind - jeg fandt den fedeste lille cafe på vej hjem. Den ligger omtrent skråt overfor hvor jeg bor og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har spottet den tidligere.
Her står bamsefar i bedste amrikanske trucker stil og brygger den herligste kaffe og så laver de også cupcakes, som jeg dog holdt mig fra. Men jeg overværede et selskab der holdt fødselsdag og hvor de havde kreeret en bette kage med "happy birthday" skrevet med glasur og et lys i :)
Wifi har de også og rigtig hyggeligt interiør. Tror jeg bliver stamkunde. Kaffen er både bedre og billigere end hos Starbucks.
Esposito leverer aftensmaden. Et enormt kyllingebryst. Så det går den rigtige vej igen efter frisørkatastrofen
Og jeg sagde NEJ - I FÅR ingen billeder !;)
(Men jeg sætter nogle af cafeen ind i morgen når jeg får dem ud af Helle.
October 03, 2011
Jeg ved det godt
Jeg skriver halvkedelige indlæg denne weekend. Mest fordi der faktisk ikke sker sådan vildt mange sindsoprivende ting omkring mig lige disse dage - bevars, jeg sidder da lidt fast i bus M20 uptown på grund af et eller andet religiøst optog som jeg faktisk tror jeg ved hvad er, men lige må have tjekket efter i lekturen, men ligefrem sindsoprivende?
Jeg var på vej til Wholefoods igen (med lidt god vilje kan det kaldes sindsoprivende (dyrt)). Nå men det gjorde jeg altså, for jeg syntes sådan jeg manglede noget Granola (noget herresundt drys) til min youghurt og fiser da glad og fro 35 gader nord efter den:)
Men jeg gad altså ikke gå begge veje, for jeg har nemlig gjort rent skal jeg sige jer, med min nye lidt mindre åndsvage støvsuger der kun har lille mundstykke (jeg må se at få mig nogle RIGTIGE problemer kan jeg høre !!) Så nu er her så rent som der bliver og I kan bare komme og føle jer som små prinser og prinsesser i mors lerhytte:)
Synes forøvrigt selv jeg er ret klog. Købte nikotyggegummi og god mørk Valrhona-lade samt minigulerødder en masse. Der skal nemlig skæres drastisk ned på røgen og helst gerne helt ned indenfor den nærmeste fremtid. De første dage bliver det bare noget med IKKE at have pindende med ud og så fra 10 til 5 og ned på nul. og så var det jeg tænkte, at når det hele bliver for slemt kan jeg tage mig et bette stykke luxus lade (70%) og en karot eller 5. Det skulle hjælpe lidt på hånd-mund problemet som dårligt klares på anden vis uden en kæreste ;)
Og således flabet og små pervers vil jeg slutte min søndags hilsen her - I morgen har vi atter en hektisk (og sindsoprivende) hverdag, med knald på fra morgenstunden og en masse aftaler der skal landes.
May the force be with you :)
Jeg var på vej til Wholefoods igen (med lidt god vilje kan det kaldes sindsoprivende (dyrt)). Nå men det gjorde jeg altså, for jeg syntes sådan jeg manglede noget Granola (noget herresundt drys) til min youghurt og fiser da glad og fro 35 gader nord efter den:)
Men jeg gad altså ikke gå begge veje, for jeg har nemlig gjort rent skal jeg sige jer, med min nye lidt mindre åndsvage støvsuger der kun har lille mundstykke (jeg må se at få mig nogle RIGTIGE problemer kan jeg høre !!) Så nu er her så rent som der bliver og I kan bare komme og føle jer som små prinser og prinsesser i mors lerhytte:)
Synes forøvrigt selv jeg er ret klog. Købte nikotyggegummi og god mørk Valrhona-lade samt minigulerødder en masse. Der skal nemlig skæres drastisk ned på røgen og helst gerne helt ned indenfor den nærmeste fremtid. De første dage bliver det bare noget med IKKE at have pindende med ud og så fra 10 til 5 og ned på nul. og så var det jeg tænkte, at når det hele bliver for slemt kan jeg tage mig et bette stykke luxus lade (70%) og en karot eller 5. Det skulle hjælpe lidt på hånd-mund problemet som dårligt klares på anden vis uden en kæreste ;)
Og således flabet og små pervers vil jeg slutte min søndags hilsen her - I morgen har vi atter en hektisk (og sindsoprivende) hverdag, med knald på fra morgenstunden og en masse aftaler der skal landes.
May the force be with you :)
October 02, 2011
Med linie et downtown
Timerne flyver så utroligt hurtigt i den her by. Inden man har set sig om, har man været ude i en 7-8 timer.
Idag besluttede jeg mig for at tage Soho i øjesyn. Der skulle være nogle dejlige tøjbutikker - vi har mange shops her omkring også, men det er mest restauranter, cafeer og den slags og så nogle meget spøjse tøjbutikker der mest minder om dem, der kan frekventeres i støvede byer i det mørke Jylland.
Jeg troede jeg kunne finde nogle fede tøjstykker downtown.
Det kan man også godt, hvis man enten er meget godt lønnet, eller bruger str 36.
Jeg er hverken formuende eller særligt petite og så synes jeg altså det tøj de har herovre er for meget "Desperate Housewife" agtigt, enten Bree kedeligt, eller hende der Mrs Solis, hvis fornavn jeg altid glemmer.
Giv mig dog for pokker nogle enkle gevanter der ikke har påsyet enten flæser, blonder eller underlige draperinger og fri mig fra cocktailkjoler - jeg er alligevel ikke til stiletter!
Jeg har p.t. givet lidt op og tror ikke det så meget er rugbrød vennerne skal have med over som det er ordentligt tøj!
Blev dog anbefalet Selfridges af en fyr på pubben her til aften, der fortalte at hans norske kone havde det samme problem - hun var også godt træt af det.
Hvad angår sko og tasker, design og tilmed skønhedsprodukter er de dog langt fremme - så noget er der da at gå efter og jeg brugte også flere timer I Soho, bare på at gå og nyde og ose og glo mennesker samt hidse mig op over bilisterne der er nogle bøller!
Her i byen, på hvert gadehjørne hænger et skilt med "don't block the box - fine plus 2 points".
Det hentyder til, at man altså ikke må holde midt i krydset, men for fanden burde have lært på køreskolen at bremse ved gult så man kan nå det hele.
Min tolk fortalte, at alle bilister har ca 10 points til gode. Så 5 gange midt i et kryds skulle i princippet være nok til at kortet ryger. Men der er ikke rigtigt nogen der gør noget ved det, så advarslen får lov at hænge der og glo dumt, mens vi andre hidser os op over at de fanme blokerer alt de kan komme i nærheden af og at man ikke kan se en skid af resten af trafikken når de gør det!
Men Soho var lækkert - der skal vi ned piger!
Tog Subwayen hjem, en bette tur på pubben og så lasagne på den lokale italienske. Det havde jeg haft lyst til hele dagen - uhm!
Idag besluttede jeg mig for at tage Soho i øjesyn. Der skulle være nogle dejlige tøjbutikker - vi har mange shops her omkring også, men det er mest restauranter, cafeer og den slags og så nogle meget spøjse tøjbutikker der mest minder om dem, der kan frekventeres i støvede byer i det mørke Jylland.
Jeg troede jeg kunne finde nogle fede tøjstykker downtown.
Det kan man også godt, hvis man enten er meget godt lønnet, eller bruger str 36.
Jeg er hverken formuende eller særligt petite og så synes jeg altså det tøj de har herovre er for meget "Desperate Housewife" agtigt, enten Bree kedeligt, eller hende der Mrs Solis, hvis fornavn jeg altid glemmer.
Giv mig dog for pokker nogle enkle gevanter der ikke har påsyet enten flæser, blonder eller underlige draperinger og fri mig fra cocktailkjoler - jeg er alligevel ikke til stiletter!
Jeg har p.t. givet lidt op og tror ikke det så meget er rugbrød vennerne skal have med over som det er ordentligt tøj!
Blev dog anbefalet Selfridges af en fyr på pubben her til aften, der fortalte at hans norske kone havde det samme problem - hun var også godt træt af det.
Hvad angår sko og tasker, design og tilmed skønhedsprodukter er de dog langt fremme - så noget er der da at gå efter og jeg brugte også flere timer I Soho, bare på at gå og nyde og ose og glo mennesker samt hidse mig op over bilisterne der er nogle bøller!
Her i byen, på hvert gadehjørne hænger et skilt med "don't block the box - fine plus 2 points".
Det hentyder til, at man altså ikke må holde midt i krydset, men for fanden burde have lært på køreskolen at bremse ved gult så man kan nå det hele.
Min tolk fortalte, at alle bilister har ca 10 points til gode. Så 5 gange midt i et kryds skulle i princippet være nok til at kortet ryger. Men der er ikke rigtigt nogen der gør noget ved det, så advarslen får lov at hænge der og glo dumt, mens vi andre hidser os op over at de fanme blokerer alt de kan komme i nærheden af og at man ikke kan se en skid af resten af trafikken når de gør det!
Men Soho var lækkert - der skal vi ned piger!
Tog Subwayen hjem, en bette tur på pubben og så lasagne på den lokale italienske. Det havde jeg haft lyst til hele dagen - uhm!
 |
| Lækker lille Soho madbod |
October 01, 2011
Kære venner og hvem i nu allesammen er :)
Her skal lyde en bette bøn fra den anden side af andedammen:
Når man dagligt, eller så ofte som muligt, forsøger at opdatere nærværende blog, gøre den interessant, krydre den med billeder og indtryk af alskens art så er der rigtigt rart at vide, at der er nogen der læser med.
Lad os bare droppe den der med "jamen jeg skriver kun for mig selv" ting. Det er løgn - jeg skriver OGSÅ for mig selv og bruger dette forum til at huske, når jeg skal se tilbage, men jeg skriver sgu også for jeres skyld, så I har noget at more jeg med over aftenkaffen derhjemme i de små stuer ;)
Nu vil jeg ikke angle efter flere kommentarer - selvom de da altid luner, bevares... - nej, jeg vil bare så gerne have et en eller anden tog mod til sig og var den allerførste, der følger denne blog fast.
På den måde får jeg lidt hold på hvem i egentlig er derude - jeg er jo så nysgerrig ved I.
Nede i bunden af bloggen kan man melde sig til. Det er hurtigt gjort og jeg bliver så glad.
Se det som en investering i dagens gode gerning. Jeg sidder jo helt herovre, mutters alene og I sover sgu alle sammen, når jeg er vågen ;(
Når man dagligt, eller så ofte som muligt, forsøger at opdatere nærværende blog, gøre den interessant, krydre den med billeder og indtryk af alskens art så er der rigtigt rart at vide, at der er nogen der læser med.
Lad os bare droppe den der med "jamen jeg skriver kun for mig selv" ting. Det er løgn - jeg skriver OGSÅ for mig selv og bruger dette forum til at huske, når jeg skal se tilbage, men jeg skriver sgu også for jeres skyld, så I har noget at more jeg med over aftenkaffen derhjemme i de små stuer ;)
Nu vil jeg ikke angle efter flere kommentarer - selvom de da altid luner, bevares... - nej, jeg vil bare så gerne have et en eller anden tog mod til sig og var den allerførste, der følger denne blog fast.
På den måde får jeg lidt hold på hvem i egentlig er derude - jeg er jo så nysgerrig ved I.
Nede i bunden af bloggen kan man melde sig til. Det er hurtigt gjort og jeg bliver så glad.
Se det som en investering i dagens gode gerning. Jeg sidder jo helt herovre, mutters alene og I sover sgu alle sammen, når jeg er vågen ;(
Det er faktisk rigtigt fedt
I går havde jeg hjemmedag og fik en masse ting fra hånden både hvad angår det jeg er igang med her og i andet regi. Min udlejer kom også med den nye støvsuger og vi fik en god snak - for selv om jeg har været ret mopset på ham over tingenes tilstand, så ER han faktisk en ret sød fyr og han gjorde jo, hvad jeg bad ham om:)
Hen på aftenen besluttede jeg mig for at tage et smut ned til Columbus Circle, hvor jeg vidste der lå en Whole foods Market. Altså et mega supermarked, hvor al maden på en eller anden måde er miljøvenlig, naturlig osv.
Det var sgu noget af en oplevelse med supermarked afdeling, hvor alene området for vegetarer/veganere var enormt i forhold til derhjemme og de derudover havde alt hvad hjertet kunne begære i friske, lækre fødevarer m.m.
Derudover havde de en - ja hvad pokker kalder mand det, for det var ikke et cafeteria som sådan, men en afdeling inde i supermarkedet, hvor du kan købe alverdens udgaver af færdiglavet mad. Alene salatbaren var et nummer af de store - en indisk bar, en hvor du kunne få kød, brød, kager, færdiglavede desserter og videre ud i horisonten.
Man kunne også få frisklavet sushi, både til at tage med hjem og til at spise på stedet.
Rigtigt mange newyorkere benytter sig af denne mulighed for at få et godt måltud mad med hjem og det gjorde jeg så også i går, da jeg endelig havde besluttet mig for, hvad det skulle være og det er faktisk rigtigt fedt at vide at muligheden er der, hvis jeg/vi en aften, efter en lang tur ude i felten, bare ikke kan overskue madlavning - jamen så er en tur i Whole Foods eller Food Emporium, der kan det samme, svaret på vores bønner :)
I dag har jeg besluttet mig for at tage en vandretur ned langs vandet. Så vidt jeg er orienteret, kan man gå helt ned til sydspidsen af Manhattan herfra, hvilket jeg vil skyde til at tage en 1½ times tid. Derudover skal der skrives nogle mails og så skal dyret (støvsugeren) i aktion inde bagved.
PS) har skrevet til lederen af Salvation Army om mine oplevelser ude hos dem og fået mail tilbage hvor hun udtrykker stor beklagelse og synes det er flovt at deres underafdeling ikke har kunnet håndtere sagerne bedre. Hun skrev også, at hun ville kontakte dem derude og bede om en forklaring, som hun så vil sende til mig.
Så langt, så godt.
Hen på aftenen besluttede jeg mig for at tage et smut ned til Columbus Circle, hvor jeg vidste der lå en Whole foods Market. Altså et mega supermarked, hvor al maden på en eller anden måde er miljøvenlig, naturlig osv.
Det var sgu noget af en oplevelse med supermarked afdeling, hvor alene området for vegetarer/veganere var enormt i forhold til derhjemme og de derudover havde alt hvad hjertet kunne begære i friske, lækre fødevarer m.m.
Derudover havde de en - ja hvad pokker kalder mand det, for det var ikke et cafeteria som sådan, men en afdeling inde i supermarkedet, hvor du kan købe alverdens udgaver af færdiglavet mad. Alene salatbaren var et nummer af de store - en indisk bar, en hvor du kunne få kød, brød, kager, færdiglavede desserter og videre ud i horisonten.
Man kunne også få frisklavet sushi, både til at tage med hjem og til at spise på stedet.
Rigtigt mange newyorkere benytter sig af denne mulighed for at få et godt måltud mad med hjem og det gjorde jeg så også i går, da jeg endelig havde besluttet mig for, hvad det skulle være og det er faktisk rigtigt fedt at vide at muligheden er der, hvis jeg/vi en aften, efter en lang tur ude i felten, bare ikke kan overskue madlavning - jamen så er en tur i Whole Foods eller Food Emporium, der kan det samme, svaret på vores bønner :)
I dag har jeg besluttet mig for at tage en vandretur ned langs vandet. Så vidt jeg er orienteret, kan man gå helt ned til sydspidsen af Manhattan herfra, hvilket jeg vil skyde til at tage en 1½ times tid. Derudover skal der skrives nogle mails og så skal dyret (støvsugeren) i aktion inde bagved.
PS) har skrevet til lederen af Salvation Army om mine oplevelser ude hos dem og fået mail tilbage hvor hun udtrykker stor beklagelse og synes det er flovt at deres underafdeling ikke har kunnet håndtere sagerne bedre. Hun skrev også, at hun ville kontakte dem derude og bede om en forklaring, som hun så vil sende til mig.
Så langt, så godt.
September 30, 2011
Annette Voigt-Hansen
Det hedder min fotograf og sparringspartner som kommer midt i oktober omtrent og følger mig stort set resten af tiden.
Vores samarbejder er kommet i stand på den måde, at vi tidligere tog kommunikations rådgivning og faglig formidling på KUA sammen - jeg som tilvalgsfag til mit studie.
Da jeg så fortalte om mine planer med New York og de hjemløse som hhv. site og tema for mit obligatoriske feltarbejde, var hun straks fyr og flamme og da antropologistudiet siden har åbnet for indtil flere alternative speciale modeller, hvor et af dem er et fotografisk/filmisk projekt, var sagen jo ligesom klar - Annette skulle selvfølgelig med :)
At Annette og jeg er alders-svarende og kemien er rigtig god, gør kun det hele mere spændende. Jeg er helt overbevist om, at det bliver en oplevelse, både fagligt og personligt at arbejde tæt sammen med et andet menneske så langt hjemmefra og glæder mig.
Du kan følge Annettes faglige blog i forbindelse med turen her:
New York - Home sweet home.
Linket til hendes blog vil også blive lagt over i siden, så I kan vende tilbage igen og igen.
Vores samarbejder er kommet i stand på den måde, at vi tidligere tog kommunikations rådgivning og faglig formidling på KUA sammen - jeg som tilvalgsfag til mit studie.
Da jeg så fortalte om mine planer med New York og de hjemløse som hhv. site og tema for mit obligatoriske feltarbejde, var hun straks fyr og flamme og da antropologistudiet siden har åbnet for indtil flere alternative speciale modeller, hvor et af dem er et fotografisk/filmisk projekt, var sagen jo ligesom klar - Annette skulle selvfølgelig med :)
At Annette og jeg er alders-svarende og kemien er rigtig god, gør kun det hele mere spændende. Jeg er helt overbevist om, at det bliver en oplevelse, både fagligt og personligt at arbejde tæt sammen med et andet menneske så langt hjemmefra og glæder mig.
Du kan følge Annettes faglige blog i forbindelse med turen her:
New York - Home sweet home.
Linket til hendes blog vil også blive lagt over i siden, så I kan vende tilbage igen og igen.
Jeg er ikke newyorker
Men jeg er heller ikke længere turist.
Det gik op for mig her til aften, da jeg efter en MEGET lang dag ude var havnet på den anden side af Manhattan, nærmere bestemt 3rd avenue og besluttede mig for at spadsere hjem i aftenskumringen, der nåede at blive til reelt mørke inden jeg landede adressen (så meget det nu lader sig gøre i denne her by)
Jeg har ligesom regnet byen ud. Blikket flakker ikke længere forvirret rundt i et forsøg på at orientere sig og lyshavet omkring 8th avenue og Times Square, jeg dårligt kan komme udenom, med mindre jeg ligefrem vil vade en omvej når jeg skal crosstown, er også holdt op med at irritere mig. Der er noget for enhver smag i denne her by og jeg ved jo, hvor jeg kan tage hen hvis jeg vil have ro og hvilke gader der kan hvad i forhold til det humør jeg er i.
Det er ikke kun, fordi jeg snart har været her en måned.
Det handler også om det arbejde jeg laver, der får mig virkeligt mange steder hen og så handler det også om, at jeg ikke længere er tilknyttet herberget i Bronx og dermed samtidigt har brudt gåsegangen op og ned.
Gå turen hjem her til aften var herlig. Gik ad 28th street blok for blok hele vejen til 8th avenue og tog bussen derfra og op til 52th street, handlede lidt mad og gik ned langs min egen 9th avenue og hjem. Var flere gange ved at standse op og tage billeder. Der er så meget fantastisk lys i byen om aftenen , huse man ellers ikke rigtigt ser om dagen, men som skiller sit ud ved at være belyst efter mørkets frembrud. Men jeg er her jo længe endnu, så der kommer andre aftener - her til aften ville jeg bare gå sådan lidt i egne tanker og nyde.
Den sidste uge har været hektisk. Vi har jagtet gode herberger, er blevet sendt fra det ene kontor til det andet, faret vild 2 gange og fundet vej igen, drukket ufatteligt meget kaffe og siddet i uendeligt mange busser, subways, når vi ikke lige har kridtet sålerne og simpelthen vadet.
Jeg har været steder jeg er stensikker på ingen turister nogensinde kommer og det ser også ud til, at vi nærmer os noget brugbart, hvad angår organisationssparring - det har bare været vigtigt for mig efter bruddet med Salvation Army, at der ikke kom mere af den slags. Det skulle være rigtigt denne gang.
Tror vi ender med Bowery Mission som har knoklet i hjemløshedens tjeneste siden 1873.
De må om nogen vide noget om det her. Ved siden af dette er jeg blevet lovet mail fra Urban Pathways, så snart de har clearet med de højere magter.
Men jeg tror vi har noget ganske fornuftigt i hus mandag så jeg kan køre parallelle løb mellem gade-arbejdet og sparringen, som jeg ikke bare kan smide ud af projektet, hvis jeg vil have brugbare data i hus. Kvinderne på gaden leverer historierne og organisationerne leverer fakta i en mere overordnet forstand.
At min tolk er det måske mest fleksible menneske på jorden gør absolut arbejdet lettere. Vi svinger SÅ godt sammen og hun er bare med på det hele.
Det gik op for mig her til aften, da jeg efter en MEGET lang dag ude var havnet på den anden side af Manhattan, nærmere bestemt 3rd avenue og besluttede mig for at spadsere hjem i aftenskumringen, der nåede at blive til reelt mørke inden jeg landede adressen (så meget det nu lader sig gøre i denne her by)
Jeg har ligesom regnet byen ud. Blikket flakker ikke længere forvirret rundt i et forsøg på at orientere sig og lyshavet omkring 8th avenue og Times Square, jeg dårligt kan komme udenom, med mindre jeg ligefrem vil vade en omvej når jeg skal crosstown, er også holdt op med at irritere mig. Der er noget for enhver smag i denne her by og jeg ved jo, hvor jeg kan tage hen hvis jeg vil have ro og hvilke gader der kan hvad i forhold til det humør jeg er i.
Det er ikke kun, fordi jeg snart har været her en måned.
Det handler også om det arbejde jeg laver, der får mig virkeligt mange steder hen og så handler det også om, at jeg ikke længere er tilknyttet herberget i Bronx og dermed samtidigt har brudt gåsegangen op og ned.
Gå turen hjem her til aften var herlig. Gik ad 28th street blok for blok hele vejen til 8th avenue og tog bussen derfra og op til 52th street, handlede lidt mad og gik ned langs min egen 9th avenue og hjem. Var flere gange ved at standse op og tage billeder. Der er så meget fantastisk lys i byen om aftenen , huse man ellers ikke rigtigt ser om dagen, men som skiller sit ud ved at være belyst efter mørkets frembrud. Men jeg er her jo længe endnu, så der kommer andre aftener - her til aften ville jeg bare gå sådan lidt i egne tanker og nyde.
Den sidste uge har været hektisk. Vi har jagtet gode herberger, er blevet sendt fra det ene kontor til det andet, faret vild 2 gange og fundet vej igen, drukket ufatteligt meget kaffe og siddet i uendeligt mange busser, subways, når vi ikke lige har kridtet sålerne og simpelthen vadet.
Jeg har været steder jeg er stensikker på ingen turister nogensinde kommer og det ser også ud til, at vi nærmer os noget brugbart, hvad angår organisationssparring - det har bare været vigtigt for mig efter bruddet med Salvation Army, at der ikke kom mere af den slags. Det skulle være rigtigt denne gang.
Tror vi ender med Bowery Mission som har knoklet i hjemløshedens tjeneste siden 1873.
De må om nogen vide noget om det her. Ved siden af dette er jeg blevet lovet mail fra Urban Pathways, så snart de har clearet med de højere magter.
Men jeg tror vi har noget ganske fornuftigt i hus mandag så jeg kan køre parallelle løb mellem gade-arbejdet og sparringen, som jeg ikke bare kan smide ud af projektet, hvis jeg vil have brugbare data i hus. Kvinderne på gaden leverer historierne og organisationerne leverer fakta i en mere overordnet forstand.
At min tolk er det måske mest fleksible menneske på jorden gør absolut arbejdet lettere. Vi svinger SÅ godt sammen og hun er bare med på det hele.
Subscribe to:
Posts (Atom)