Følelsesmættet søndag

De sidste to og noget mdr. er der blevet knoklet nærmest pr. non-stop, kun afbrudt af efterårsferien, som der bare SKULLE være plads til, da sønnikke kom.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.

Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army  -  som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.

Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.

I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.

Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.

Hans øjne er søgene og undskyldende  - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.

Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.

Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.

det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.

Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...

Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og  det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!

Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....

Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.

Her er jeg så nu.

Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.

Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.