November 01, 2011

Så blev det 1. november

Og jeg har været her i omkring 2 mdr.

De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.

Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.

Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.

Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.

I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.

kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det  var lækker mad.

Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen  og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)

Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.

Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)

Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.

I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.

Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.

Fra aftnens  stort anlagte Halloween parade op ad 6th. ave. Der var SORT af mennesker!!!
 

No comments:

Post a Comment