Kære New York

Jeg husker tydeligt første gang vi sådan rigtigt mødtes. Jeg stod et sted i byen, hvor subwayen kørte lige under og dens gungren derfor var ekstra tydelig hele vejen op gennem lagene til gadeniveau. En fantastisk følelse i en by, med liv i flere lag.

Jeg blev dog aldrig helt vild med din undergrund.

Det var ganske vist underholdende at stå dernede i et tog, der grundet skinnernes alder og togenes beskaffenhed alt andet end gled derudaf. Din subway sukker og strider sig gennem rørene dernede, så det er absolut nødvendigt at holde fast. Det var også underholdende at sidde og glo på alle de andre passagere og digte forestillinger om levet liv her og der. Men jeg er et meget visuelt menneske, så jeg fortrak altså dine busser. Også selvom de sandt for dyden ikke var det hurtigste transportmiddel, men det er ikke deres skyld, det skyldes elendig trafikal planlægning fra et bystyre, der synes at have mere travlt med at sørge for at de rige bliver rigere og de fattige bliver hvor de er så er det sagt.


Kære New York.

Jeg fik mine favorit steder i løber af tiden med dig.
Steder, der kunne noget forskelligt, alt efter hvad mit humør nu var til.

At stå i Central Park, midt i noget der skal ligne natur (du har oven i købet puttet en bette zoo derind) og se byen tårne sig op langs kanterne var helt suverænt.
Det var også fedt at gå ture i din sydlige del, hvor husene er lavere, og det hele er lidt mere hyggeligt og genkendeligt.

Særligt East Village fik mit hjerte. Men jeg var der også meget, da det samtidig var her, jeg fandt mange af mine informanter. Tompkins Square Park blev, om ikke et andet hjem, så da et pejlemærke for mig og derfra gik trående ud i resten af byen som antropologigskarbejdsplads.

Jeg kom aldrig til at holde af midtown, heller ikke selvom jeg boede her det meste af tiden.
For at sige det lige ud min ven, så burde du bryde med Times Square. Jeres forhold er usundt og jeg fornemmer også at det er lidt smådyrt i længden for dig.

Jeg er klar over at mange, særligt turisterne, er vilde med al lyset derinde og betragter det som "det rigtige New York". Men både du og jeg ved godt, at det ikke passer og at ikke alt der glimrer er guld.

Jeg er glad for at jeg blev så længe som jeg gjorde. Jeg endte med at blive lidt småforelsket i dig må jeg tilstå. Men nok alligevel lidt som med en, man ikke helt ved om egner til noget mere permanent.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om at bo i dig. Du virker en tand for ultimativ på mig. Der er ikke rigtigt noget midt i mellem med dig og det kan sådan en som jeg af og til godt have brug for. Ikke altid at skulle ud på overdrevet og hage sig fast, hvis du forstår hvad jeg mener?

Jeg ved dog, at når jeg sidder i flyet i aften og byens lys langsomt fosvinder under mig, så bliver det vemodigt.

Der er mennesker der bor i dig, som jeg ved, at jeg med sikkerhed aldrig ser igen (og nogle jeg gør, heldigvis). Historier jeg tager med mig videre og billeder - både dem på nethinden og de mere reelle af slagsen som skal blive til en del af noget større, når jeg får sat mig ned og sorteret det hele og gjort det mere brugbart.

Kære New York. Pas på dig selv til vi ses igen og vær lidt god ved dem, der har det svært med din ultimative natur. De er også en del af dig og det er vinter....

Det er et spørgsmål om at åbne op...

Det blev ganske tydeligt for mig her til aften, hvor jeg sad med min Ipad i subwayen på vej hjem fra Manhattan til Queens.

Jeg var havnet helt nede i downtown Manhattan efter arbejde. Trængte til lidt luft og bare at gåog ose lidt. Turen hjem var derfor lidt lang ogjeg satte mig for at spille i toget.

Omtrent ved siden af mig sidder en ung fyr på nogen og 20. Han følger nysgerrigt med og da jeg på et tidspunkt skifter fra en moden kabale til en mere vovet omgang bilrace på maskinen, bliver han helt optaget og jeg spørger ham så, om ikke han vil prøve og jo, det vil han mægtigt gerne.

Vi hygger os gevaldigt i den tid det tager at nå til bestemmelsstedet.
Der bliver grinet når spillet ikke lige vil som vi vil og han får lært mig nogle andre spil, som han er rigtig god til. Vi snakker ikke meget, men der er en god mellemmenneskelig forbindelse og jeg tager mig selv i at tænke, at ham her ville min søn gå skidegodt i spænd med. De har samme sociale og umiddelbare natur.

Jeg kan rigtigt godt lide hans varme attitude og da jeg skal af, får vi derfor også udvekslet mailadresser, for det kunne da være spændende at lære ham bedre at kende.

Og pludselig husker jeg, hvordan det var, før vi fik broen derhjemme og skulle med færge når vi ville til eks sjælland fra fyn. Eller dengang man havde kupeer og var tvunget flere sammen på mindre plads.

Man mødte rent faktisk mennesker på sine rejser rundt i landet dengang.
Spændende mennesker i alle afskygninger, aldre osv. Og jeg nød det. Jeg er nemlig hende, der er levende optaget af mennesket som fænomen - jeg forstår ikke, at man kan være andet.

Den subway tur var god. Jeg smiler endnu.

I never thought of myself as white...

Et af de mere interessante spørgsmål jeg er stødt på i mit arbejde herovre har været, hvordan jeg ville præsentere mig selv hvis det var, eller rettere, hvordan jeg ser mig selv.

Det blev stillet af en kvinde, ikke helt velforvaret, og helt sikker ikke et af de mere objektivt orienterede gemytter jeg er stødt på. Men hun havde mange gode tråde til eftertanke og som I nok har gættet er hun selv sort.

Spørgsmålet er siden dukket frem af hjernebarken ind i mellem. I går skete det igen, da jeg var til en fest.

Kvinden fortalte, at for hende, var hendes etniske baggrund yderst nærværende, som en del af den måde, hun så og præsenterede sig selv på.

New York ikke så slem på den front, og har så alligevel en tydelig rem af huden. Der er flere sorte hjemløse end hvide. Ihvertfsld iblandt de mere tunge cases og der er også tydelig opdeling ift. kvarterne i byen. I westend, Hells Kitchen f.eks. er sorte rigt repræsenteret, hvor du skaæ kigge lidt længere efter dem i Upper East side.

Vi har ikke så frygteligt mange i Danmark ift. her. Og jeg vil vove påstanden, at man ikke kan sammenligne med vores indvandrerproblematikker i forhold til etniske skel. Man fornemmer det går dybere, der er en anden slags historie bag som stadig lever, omend forsøgt udvisket her på østkysten, hvor man særligt i NYC godt kan lide tanken om, at være nået en del videre, især hvis man er hvid.

Men nej. Svaret jeg gav kvinden, mit umiddelbare svar, uden at have reflekteret længe var, at nej jeg tænker ikke på mig selv som hvid.

Min hudfarve er ikke noget jeg har beskæftiget mig så frygtelig meget med. Jeg præsenterer mig først og fremmest som Jette, studerende, måske som mor, kvinde og alle mulige andre ting, der er karakteritisk for mig. Men ikke som hvid.

Og hør så ....

Når jeg/vi beskriver de andre. De sorte.... Når jeg skal fortælle om, den ene eller anden jeg har snakket med og mødt. "så var der Ken, en sort mand sidt i 50'erne...." hvorfor bliver det væsentligt at få med?

Jeg ville nemlig ikke sige "og så var der Paul, en hvid mand i 30'erne" jeg ville bare sige "Paul, en mand i 30'erne"

Er det fordi han ligner mig og jeg, ligesom jeg ikke ser ham sm hvid, derfor ikke hæfter mig ved at bruge betegnelsen, eller hvad handler det her om?

Jeg har aldrig brugt det i en nedsættende mening.
Men kan det ikke opfattes som sådan, at jeg føler det "nødvendigt" at markere?

Tror jeg komer til at tænke længe over den her... Jeg synes jo den slags er møg spændende.

Hvad synes I?

Outlaw Queens

Jeg har forladt mit elskede Manhattan og er blevet gæst herinde igen.

Det hele kommer sig af, at rottehullet simpelthen ikke svarede til en standard man kan forvente til prisen. Udlejer, der ikke bor der mere selv, ville have over det dobbelte af, hvad han selv giver for stedet og jeg kan altså meget dårligt med bolighajer og dette særligt set i lyset af det store behov for boliger til en rimelig penge i denne her by. Et behov, der besværliggøres af mennesker som ham.

At alt muligt ikke fungerede heller, gjorde beslutningen yderligere let. Toilettet røg jævnligt, ovnen virkede ikke, dørklokken ejheller. Sengene var frygtelige og har givet særligt Annette mange problemer og så var der et varmesystem som vist hører et andet århundrede til.

Det var et ROTTEHUL. Basta.

Så. Stedet er rømmet. Nøglerne afleveret og jeg bor hos en bekendt i hendes lejlighed i Queens til jeg rejser hjem om en uge.

Og inden I tænker at Queens da lyder meget eksosisk, så lad mig slå fast at det er absolut outlaw. Jeg har udsigt til en motorvej og det tager nogle pæne 30 min. at komme ind til Manhattan med sub'en, hvilket er meget for byen her.

Min bekendte, der er russisk af afstamning, har også en yderligere sjov indretnngsstil. Hun synes selv lejligheden er smuk. Det har hun sagt flere gange.

Jeg erkender et kulturmøde her.

Vores nordiske stil er særlig for os. Hun ville med garanti synes mit hjem var skrabet og koldt :)

Nu tror jeg også jeg er præget af begyndende hjemve.

Da Annette og hendes mand skred i går, kunne jeg godt mærke, at det trak i mig.

Jeg er dog inviteret ti både middag og fest i weekenden, samt har udvidet arbejdstiden til at omfatte tirsdag i næste uge også (alternativet var ligesom at tælle nummerplader fra 12.sal i Queens ikk ;)

Men jeg savner jer allesammen og at snakke med nogen, der har kendt mig længere end 4 mdr og/eller ikke har tunge misbrugs/mentale problemer.

Jeg er antropolog på arbejde og en forkælet tøs i fritiden...

Time runs (out)

Der har været stille lidt. Mest fordi jeg har haft travlt med alle mulige andre ting, hvor det at nå at blive færdig med feltet inden afgang d.15.

Det er også ved at gå op for mit felt, at jeg snart er færdig, så det er blevet mere intenst, som om pigerne godt ved, at skal tingene siges, så skal det være snaet.

Tilliden har taget tid at få. De har hele tiden været åbne og imødekommende som man er overfor en gæst i huset. Men tilliden er først rigtigt kommet indenfor den seneste tid. Derfor er det også nu, at de bedste interviews ligger. Dem med kød på og dem der lægger åbent.

Og det går jo lidt begge veje.

Jeg er også blevet bevæget af dem og ved allerede nu at der er et par stykker af dem, som jeg vi holde kontakt med.

Den sidste uges tid som jeg nu er i gang med går primært til kvindehuset.
Jeg er færdig med parken sådan set. Tror jeg vil runde den een gang mere og se, om ikke jeg kan finde Tony på trods af rygterne om at han har tævet kæresten og at de er strøget. Det kunne være godt at have dem begge og ikke bare hendes historie. Nu får vi se. Men ellers er jeg færdig der og sådan set også med gadearbejdet, hvor jeg måske nok lige vil runde 5 th en gang til også for at se ti Erica, men ellers ikke starte nye ting op.

Jeg synes jeg/vi har nået meget.
Også selvom der gik en del tid med genetablerng af feltkontakten efter miseren i starten.
4 mdr i et sårbart felt ER ikke meget, så i det perspektiv har vi sgu fået meget hjem.
Det er jeg glad forog jeg glæder mig allerede til at sidde derhjemme og få styr på alle noterne, få dem analyseret og gjort brugbare til den videre arbejde. Det bliver hygeligt at bruge foråret på det, mens jeg tager de obligate fag for semestret. Bliver også helt nderligt at komme tilbage i universitets rammer igen.

Men hvad har perioden ude ellers lært mig?

Den har lært mig at jeg kan mere end jeg lige tror. Også selvom det ikke lige går som jeg havde tænlt det. Jeg er faktisk ret stolt over, at det lykkedes mig at få det op at køre igen efter sammenbruddet. Det må man godt sige her i USA. De er ikke så skide bange for at rose sig selv;)

Jeg har også lært, at det virkeligt er tough at være alene ude. Ensmhed er en relativ størrelse, men nogle gange har den sgu været lidt mere massiv i det end jeg synes var sjovt. Særligt i starten.

Og så har feltabejdet lært mig, hvorfor jeg læser antropologi og hvad det er lige dette fagområde kan, som jeg synes er så fantastisk.
At tænke sig at blive lukket ind i andres liv og få lov at høre deres historier. Jeg synes det er fabelagtigt spændende (og forpligtende).

Jeg vil ikke sige at jeg fortryder jeg ikke læste det som det første istedet for læreruddannelsen. Det giver ikke mening at tænke på den måde. Det blev antropologi på det tidspunkt det gjorde fordi det passer ind i mit liv og mindset nu. Hvis jeg ikke tror på Gud, efter at have fået ørene tudet fulde om ham den seneste tid, så tror jeg dog på, at ting sker når de skal ske. (og den med Gud lader vi ligge til en anden dag - Jeg er på max overload allerede med de tøser derude;)

Nu skal der så tages afsked så små. Med dem, byen og det hele.
Med suoermarkedernes underlige ting og sager, som er blevet almindelige for mig på enmsåde, så jeg ikke længere lægger mærke til det. Med byens til tider kaotiske trafik. Med drikkepenge sytemet, som jeg IKKE kommer til at savne fordi det er noget rod. Med dollars og cents, dimes og hvad har vi, hvor eg kun blev gode venner med dollar'en og kvartdollar'en.

Skal også tage afsked med amerikanernes evindelige "how are you?" som jeg stadig finder en kende intimiderende at blive spurgt om af fremmede.

Det bliver nu godt at handle i Føtex igen og lave mad i eget køkken, sove i egen seng og se venner der har kendt en længere end 4 mdr :)

Lidt ud af byen

Fik endelig hentet mine støvler hos skomageren.

Problemet er, at han boede i den anden retning af, hvad vi sædvanligvis går og lukker uhørt tidligt for amerikanske forhold. Så støvlerne havde været på en bette uges ferie hos ham og i eftermiddag ser det sørme også ud til at VI skal på en tur ud af byen.

I går på kvindeherberget mødte vi nemlig en dansk kvinde der er amerikansk gift med en af spidserne indenfor hjemløsearbejdet.

De har et sted for kvinder oppe i Darien, Connecticut, sådan ca en times togtur udenfor NYC og vi er inviteret derop her idag.

Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, skulle stedet være tilpas landligt til, at vi får lidt frisk vind i håret. Det glæder vi os til.

Amerikansk medicin har også fået slået mine begyndende influenzatendenser ned, så jeg er fit for fight igen - har sgu slet slet ikke tid til, at ligge og snue den.

Næste uge er sidste uge for mig. Vil gerne have de sidste dage inden hjemrejse til noget andet. Lidt juleshopping, lidt museumsbesøg og sådan. Det har der ikke været meget af, mens jeg har været her, idet dagene er lange inden vi har holdt fri og man bare er kvæstet i knolden og ikke gider mere.

Glæder mig til at komme hjem og se jer alle sammen igen.
Fik jeg fortalt at jeg lander 12.10 d. 16. Decmeber?

Så kom snuen

Havde ellers forbudt min krop på det allerstrengeste at blive syg.

Syg er noget jeg kan være, når jeg kommer hjem. Jeg har sgu ikke tid til det her.

Jeg er blevet rigtigt forkølet og har også synderen på sigtekornet , amerikanernes allestedsnærværende aircondition!!

De er værst til det på Starbucks, hvor det på det nærmeste er mere koldt indenfor end ude. Men også busserne og rundt omkring i butikkerne er de slemme til at have den kørende på fuldt tryk.

Jeg HADER det!!

Ellers kan jeg berette at vi render rundt i lette efterårsgevanter og leger at der er lang tid til vinger/jul.
Det er usædvanligt varmt for årstiden her og jeg ved godt, at I er ved at være trætte af at høre om det, men wow altså :)

Ellers sker der ikke så meget.

Vi jobber, møder en masse skæve mennesker og bliver også truet med øretæver nogle gange af folk, der mener vi har snabelen for langt fremme - særligt i parken, som vi så heldigvis er ved at være færdige med.

På fredag skal vi på "midnight run" et arrangement der er på benene jævnligt hvor de hjemløse kan gå rundt hos forskellige organisationer og andre der deler ud af overflodet. Selv mangler jeg shanpoo snart, så det kan være keh får noget af det med hjem. Vi går nemlig incognito sammen med en flok fyre og har egne tasker fremme og fortsætter snuen kommer jeg endda til at ligne en rigtig hjemløs uden de store armbevægelser.

Vi har talt om, at arrangere noget tilsvarende derhjemme. I det hele taget har vi mange planer for, hvordn opholdet her kan komme til udtryk og gavn i egen by. More about that later folks, nu skal jeg pudse næse.