I never thought of myself as white...

Et af de mere interessante spørgsmål jeg er stødt på i mit arbejde herovre har været, hvordan jeg ville præsentere mig selv hvis det var, eller rettere, hvordan jeg ser mig selv.

Det blev stillet af en kvinde, ikke helt velforvaret, og helt sikker ikke et af de mere objektivt orienterede gemytter jeg er stødt på. Men hun havde mange gode tråde til eftertanke og som I nok har gættet er hun selv sort.

Spørgsmålet er siden dukket frem af hjernebarken ind i mellem. I går skete det igen, da jeg var til en fest.

Kvinden fortalte, at for hende, var hendes etniske baggrund yderst nærværende, som en del af den måde, hun så og præsenterede sig selv på.

New York ikke så slem på den front, og har så alligevel en tydelig rem af huden. Der er flere sorte hjemløse end hvide. Ihvertfsld iblandt de mere tunge cases og der er også tydelig opdeling ift. kvarterne i byen. I westend, Hells Kitchen f.eks. er sorte rigt repræsenteret, hvor du skaæ kigge lidt længere efter dem i Upper East side.

Vi har ikke så frygteligt mange i Danmark ift. her. Og jeg vil vove påstanden, at man ikke kan sammenligne med vores indvandrerproblematikker i forhold til etniske skel. Man fornemmer det går dybere, der er en anden slags historie bag som stadig lever, omend forsøgt udvisket her på østkysten, hvor man særligt i NYC godt kan lide tanken om, at være nået en del videre, især hvis man er hvid.

Men nej. Svaret jeg gav kvinden, mit umiddelbare svar, uden at have reflekteret længe var, at nej jeg tænker ikke på mig selv som hvid.

Min hudfarve er ikke noget jeg har beskæftiget mig så frygtelig meget med. Jeg præsenterer mig først og fremmest som Jette, studerende, måske som mor, kvinde og alle mulige andre ting, der er karakteritisk for mig. Men ikke som hvid.

Og hør så ....

Når jeg/vi beskriver de andre. De sorte.... Når jeg skal fortælle om, den ene eller anden jeg har snakket med og mødt. "så var der Ken, en sort mand sidt i 50'erne...." hvorfor bliver det væsentligt at få med?

Jeg ville nemlig ikke sige "og så var der Paul, en hvid mand i 30'erne" jeg ville bare sige "Paul, en mand i 30'erne"

Er det fordi han ligner mig og jeg, ligesom jeg ikke ser ham sm hvid, derfor ikke hæfter mig ved at bruge betegnelsen, eller hvad handler det her om?

Jeg har aldrig brugt det i en nedsættende mening.
Men kan det ikke opfattes som sådan, at jeg føler det "nødvendigt" at markere?

Tror jeg komer til at tænke længe over den her... Jeg synes jo den slags er møg spændende.

Hvad synes I?