Time runs (out)

Der har været stille lidt. Mest fordi jeg har haft travlt med alle mulige andre ting, hvor det at nå at blive færdig med feltet inden afgang d.15.

Det er også ved at gå op for mit felt, at jeg snart er færdig, så det er blevet mere intenst, som om pigerne godt ved, at skal tingene siges, så skal det være snaet.

Tilliden har taget tid at få. De har hele tiden været åbne og imødekommende som man er overfor en gæst i huset. Men tilliden er først rigtigt kommet indenfor den seneste tid. Derfor er det også nu, at de bedste interviews ligger. Dem med kød på og dem der lægger åbent.

Og det går jo lidt begge veje.

Jeg er også blevet bevæget af dem og ved allerede nu at der er et par stykker af dem, som jeg vi holde kontakt med.

Den sidste uges tid som jeg nu er i gang med går primært til kvindehuset.
Jeg er færdig med parken sådan set. Tror jeg vil runde den een gang mere og se, om ikke jeg kan finde Tony på trods af rygterne om at han har tævet kæresten og at de er strøget. Det kunne være godt at have dem begge og ikke bare hendes historie. Nu får vi se. Men ellers er jeg færdig der og sådan set også med gadearbejdet, hvor jeg måske nok lige vil runde 5 th en gang til også for at se ti Erica, men ellers ikke starte nye ting op.

Jeg synes jeg/vi har nået meget.
Også selvom der gik en del tid med genetablerng af feltkontakten efter miseren i starten.
4 mdr i et sårbart felt ER ikke meget, så i det perspektiv har vi sgu fået meget hjem.
Det er jeg glad forog jeg glæder mig allerede til at sidde derhjemme og få styr på alle noterne, få dem analyseret og gjort brugbare til den videre arbejde. Det bliver hygeligt at bruge foråret på det, mens jeg tager de obligate fag for semestret. Bliver også helt nderligt at komme tilbage i universitets rammer igen.

Men hvad har perioden ude ellers lært mig?

Den har lært mig at jeg kan mere end jeg lige tror. Også selvom det ikke lige går som jeg havde tænlt det. Jeg er faktisk ret stolt over, at det lykkedes mig at få det op at køre igen efter sammenbruddet. Det må man godt sige her i USA. De er ikke så skide bange for at rose sig selv;)

Jeg har også lært, at det virkeligt er tough at være alene ude. Ensmhed er en relativ størrelse, men nogle gange har den sgu været lidt mere massiv i det end jeg synes var sjovt. Særligt i starten.

Og så har feltabejdet lært mig, hvorfor jeg læser antropologi og hvad det er lige dette fagområde kan, som jeg synes er så fantastisk.
At tænke sig at blive lukket ind i andres liv og få lov at høre deres historier. Jeg synes det er fabelagtigt spændende (og forpligtende).

Jeg vil ikke sige at jeg fortryder jeg ikke læste det som det første istedet for læreruddannelsen. Det giver ikke mening at tænke på den måde. Det blev antropologi på det tidspunkt det gjorde fordi det passer ind i mit liv og mindset nu. Hvis jeg ikke tror på Gud, efter at have fået ørene tudet fulde om ham den seneste tid, så tror jeg dog på, at ting sker når de skal ske. (og den med Gud lader vi ligge til en anden dag - Jeg er på max overload allerede med de tøser derude;)

Nu skal der så tages afsked så små. Med dem, byen og det hele.
Med suoermarkedernes underlige ting og sager, som er blevet almindelige for mig på enmsåde, så jeg ikke længere lægger mærke til det. Med byens til tider kaotiske trafik. Med drikkepenge sytemet, som jeg IKKE kommer til at savne fordi det er noget rod. Med dollars og cents, dimes og hvad har vi, hvor eg kun blev gode venner med dollar'en og kvartdollar'en.

Skal også tage afsked med amerikanernes evindelige "how are you?" som jeg stadig finder en kende intimiderende at blive spurgt om af fremmede.

Det bliver nu godt at handle i Føtex igen og lave mad i eget køkken, sove i egen seng og se venner der har kendt en længere end 4 mdr :)