Det blev ganske tydeligt for mig her til aften, hvor jeg sad med min Ipad i subwayen på vej hjem fra Manhattan til Queens.
Jeg var havnet helt nede i downtown Manhattan efter arbejde. Trængte til lidt luft og bare at gåog ose lidt. Turen hjem var derfor lidt lang ogjeg satte mig for at spille i toget.
Omtrent ved siden af mig sidder en ung fyr på nogen og 20. Han følger nysgerrigt med og da jeg på et tidspunkt skifter fra en moden kabale til en mere vovet omgang bilrace på maskinen, bliver han helt optaget og jeg spørger ham så, om ikke han vil prøve og jo, det vil han mægtigt gerne.
Vi hygger os gevaldigt i den tid det tager at nå til bestemmelsstedet.
Der bliver grinet når spillet ikke lige vil som vi vil og han får lært mig nogle andre spil, som han er rigtig god til. Vi snakker ikke meget, men der er en god mellemmenneskelig forbindelse og jeg tager mig selv i at tænke, at ham her ville min søn gå skidegodt i spænd med. De har samme sociale og umiddelbare natur.
Jeg kan rigtigt godt lide hans varme attitude og da jeg skal af, får vi derfor også udvekslet mailadresser, for det kunne da være spændende at lære ham bedre at kende.
Og pludselig husker jeg, hvordan det var, før vi fik broen derhjemme og skulle med færge når vi ville til eks sjælland fra fyn. Eller dengang man havde kupeer og var tvunget flere sammen på mindre plads.
Man mødte rent faktisk mennesker på sine rejser rundt i landet dengang.
Spændende mennesker i alle afskygninger, aldre osv. Og jeg nød det. Jeg er nemlig hende, der er levende optaget af mennesket som fænomen - jeg forstår ikke, at man kan være andet.
Den subway tur var god. Jeg smiler endnu.
No comments:
Post a Comment