Kære New York

Jeg husker tydeligt første gang vi sådan rigtigt mødtes. Jeg stod et sted i byen, hvor subwayen kørte lige under og dens gungren derfor var ekstra tydelig hele vejen op gennem lagene til gadeniveau. En fantastisk følelse i en by, med liv i flere lag.

Jeg blev dog aldrig helt vild med din undergrund.

Det var ganske vist underholdende at stå dernede i et tog, der grundet skinnernes alder og togenes beskaffenhed alt andet end gled derudaf. Din subway sukker og strider sig gennem rørene dernede, så det er absolut nødvendigt at holde fast. Det var også underholdende at sidde og glo på alle de andre passagere og digte forestillinger om levet liv her og der. Men jeg er et meget visuelt menneske, så jeg fortrak altså dine busser. Også selvom de sandt for dyden ikke var det hurtigste transportmiddel, men det er ikke deres skyld, det skyldes elendig trafikal planlægning fra et bystyre, der synes at have mere travlt med at sørge for at de rige bliver rigere og de fattige bliver hvor de er så er det sagt.


Kære New York.

Jeg fik mine favorit steder i løber af tiden med dig.
Steder, der kunne noget forskelligt, alt efter hvad mit humør nu var til.

At stå i Central Park, midt i noget der skal ligne natur (du har oven i købet puttet en bette zoo derind) og se byen tårne sig op langs kanterne var helt suverænt.
Det var også fedt at gå ture i din sydlige del, hvor husene er lavere, og det hele er lidt mere hyggeligt og genkendeligt.

Særligt East Village fik mit hjerte. Men jeg var der også meget, da det samtidig var her, jeg fandt mange af mine informanter. Tompkins Square Park blev, om ikke et andet hjem, så da et pejlemærke for mig og derfra gik trående ud i resten af byen som antropologigskarbejdsplads.

Jeg kom aldrig til at holde af midtown, heller ikke selvom jeg boede her det meste af tiden.
For at sige det lige ud min ven, så burde du bryde med Times Square. Jeres forhold er usundt og jeg fornemmer også at det er lidt smådyrt i længden for dig.

Jeg er klar over at mange, særligt turisterne, er vilde med al lyset derinde og betragter det som "det rigtige New York". Men både du og jeg ved godt, at det ikke passer og at ikke alt der glimrer er guld.

Jeg er glad for at jeg blev så længe som jeg gjorde. Jeg endte med at blive lidt småforelsket i dig må jeg tilstå. Men nok alligevel lidt som med en, man ikke helt ved om egner til noget mere permanent.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om at bo i dig. Du virker en tand for ultimativ på mig. Der er ikke rigtigt noget midt i mellem med dig og det kan sådan en som jeg af og til godt have brug for. Ikke altid at skulle ud på overdrevet og hage sig fast, hvis du forstår hvad jeg mener?

Jeg ved dog, at når jeg sidder i flyet i aften og byens lys langsomt fosvinder under mig, så bliver det vemodigt.

Der er mennesker der bor i dig, som jeg ved, at jeg med sikkerhed aldrig ser igen (og nogle jeg gør, heldigvis). Historier jeg tager med mig videre og billeder - både dem på nethinden og de mere reelle af slagsen som skal blive til en del af noget større, når jeg får sat mig ned og sorteret det hele og gjort det mere brugbart.

Kære New York. Pas på dig selv til vi ses igen og vær lidt god ved dem, der har det svært med din ultimative natur. De er også en del af dig og det er vinter....