Annette Voigt-Hansen

Det hedder min fotograf og sparringspartner som kommer midt i oktober omtrent og følger mig stort set resten af tiden.

Vores samarbejder er kommet i stand på den måde, at vi tidligere tog kommunikations rådgivning og faglig formidling på KUA sammen - jeg som tilvalgsfag til mit studie.

Da jeg så fortalte om mine planer med New York og de hjemløse som hhv. site og tema for mit obligatoriske feltarbejde, var hun straks fyr og flamme og da antropologistudiet siden har åbnet for indtil flere alternative speciale modeller, hvor et af dem er et fotografisk/filmisk projekt, var sagen jo ligesom klar - Annette skulle selvfølgelig med :)

At Annette og jeg er alders-svarende og kemien er rigtig god, gør kun det hele mere spændende. Jeg er helt overbevist om, at det bliver en oplevelse, både fagligt og personligt at arbejde tæt sammen med et andet menneske så langt hjemmefra og glæder mig.

Du kan følge Annettes faglige blog i forbindelse med turen her:

New York - Home sweet home.

Linket til hendes blog vil også blive lagt over i siden, så I kan vende tilbage igen og igen.

Jeg er ikke newyorker

Men jeg er heller ikke længere turist.

Det gik op for mig her til aften, da jeg efter en MEGET lang dag ude var havnet på den anden side af Manhattan, nærmere bestemt 3rd avenue og besluttede mig for at spadsere hjem i aftenskumringen, der nåede at blive til reelt mørke inden jeg landede adressen (så meget det nu lader sig gøre i denne her by)

Jeg har ligesom regnet byen ud. Blikket flakker ikke længere forvirret rundt i et forsøg på at orientere sig og lyshavet omkring 8th avenue og Times Square, jeg dårligt kan komme udenom, med mindre jeg ligefrem vil vade en omvej når jeg skal crosstown, er også holdt op med at irritere mig. Der er noget for enhver smag i denne her by og jeg ved jo, hvor jeg kan tage hen hvis jeg vil have ro og hvilke gader der kan hvad i forhold til det humør jeg er i.

Det er ikke kun, fordi jeg snart har været her en måned.
Det handler også om det arbejde jeg laver, der får mig virkeligt mange steder hen og så handler det også om, at jeg ikke længere er tilknyttet herberget i Bronx og dermed samtidigt har brudt gåsegangen op og ned.

Gå turen hjem her til aften var herlig. Gik ad 28th street blok for blok hele vejen til 8th avenue og tog bussen derfra og op til 52th street, handlede lidt mad og gik ned langs min egen 9th avenue og hjem. Var flere gange ved at standse op og tage billeder. Der er så meget fantastisk lys i byen om aftenen , huse man ellers ikke rigtigt ser om dagen, men som skiller sit ud ved at være belyst efter mørkets frembrud. Men jeg er her jo længe endnu, så der kommer andre aftener - her til aften ville jeg bare gå sådan lidt i egne tanker og nyde.

Den sidste uge har været hektisk. Vi har jagtet gode herberger, er blevet sendt fra det ene kontor til det andet, faret vild 2 gange og fundet vej igen, drukket ufatteligt meget kaffe og siddet i uendeligt mange busser, subways, når vi ikke lige har kridtet sålerne og simpelthen vadet.

Jeg har været steder jeg er stensikker på ingen turister nogensinde kommer og det ser også ud til, at vi nærmer os noget brugbart, hvad angår organisationssparring - det har bare været vigtigt for mig efter bruddet med Salvation Army, at der ikke kom mere af den slags. Det skulle være rigtigt denne gang.

Tror vi ender med Bowery Mission som har knoklet i hjemløshedens tjeneste siden 1873.
De må om nogen vide noget om det her. Ved siden af dette er jeg blevet lovet mail fra Urban Pathways, så snart de har clearet med de højere magter.

Men jeg tror vi har noget ganske fornuftigt i hus mandag  så jeg kan køre parallelle løb mellem gade-arbejdet og sparringen, som jeg ikke bare kan smide ud af projektet, hvis jeg vil have brugbare data i hus. Kvinderne på gaden leverer historierne og organisationerne leverer fakta i en mere overordnet forstand.

At min tolk er det måske mest fleksible menneske på jorden gør absolut arbejdet lettere. Vi svinger SÅ godt sammen og hun er bare med på det hele.

På tolket sightseeing for statens penge ;)

Kl 9. var jeg klar igen.
Havde ikke troet det efter gårdagens strabadser, og lårbøfferne virkede da heller ikke som om de helt troede på, at vi skulle  til det igen . Men det skulle vi og klokken var 9.

Nu er jeg i øvrigt stensikker på at jeg er omtrent nabo til en synagoge. 60+ nørdede jøder med høj hat og slangekrøller måtte jeg møve mig igennem  for at komme til 34th. Hvad sker der lige om onsdagen i den afdeling? Troede det var fredag de holdt "fest".

Starbucks leverede morgenfixet og efter en kort briefing med min søde tolk Maria begav vi os til et herberg bag Penn Station.

Maria

Her blev vi henvist til chefen, der residerede i 38th og  fór på en eller anden måde vild og havnede et sted, hvor de bestemt ikke havde noget på 17. etage. Men vi fandt det da til slut efter en længere vadetur og fik beskeden, at vi måtte vende tilnbage kl 13.30 da chefen ikke lige var der.

Så turen gik til Centtralen (hovedbanegården) hvor mor her havde set nogle kvinder dagen før - men en tur omkring den udslagne central- og den er monstrøs - gav ikke resultat og vi blev enige om, at vi var for tidligt på den ( kl 11.30)  og så var det jo ligesom blevet frokosttid ikk´

Den indtog vi i Centralens mega madsted under jorden, hvor vi også fik planlagt de kommende to uger med tætpakket program 4 dage om ugen.
Erfaringen har vist os, at vi er for tidligt ude til "gaden". så de kommende uger og også i morgen, er vi ude om eftermiddagen til tidlig aften og een dag næste uge til halvsen aften. Jeg bemærkede nemlig, at de gange jeg havde set flest kvinder derude, havde det været ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen, men når jeg går alene, er kommunikationen for vanskelig, så der har jeg holdt mig til observationer - men nu skal det være.

Nu havde vi så en time til vi skulle være tilbage hos chefen, og vi blev hurtigt enige om, at det ikke kunne svare sig at tage op og kigge til Susan, da vi højst ville have 10 min. der inden vi skulle afsted igen, så det har vi flyttet til i morgen og så var gode råd ellers dyre...

Sightseeing blev svaret - med linie M3 mod South Ferry. Så jeg kunne få set, hvor Ground Zero er, og hvor færgen til Ellis Island og alt det gejl sejler fra.

På vejen passerede vi SoHo, hvor jeg helt sikkert skal shoppe i weekenden og tog så metroen tilbage i tide til at klare mødet.

Herberget vi så idag er spændende og minder umiddelbart meget om det jeg kender derhjemme. Åbne rum og mere interaktion mellem medarbejdere og brugere. Der vil jeg gerne ned igen nogle gange og chefen mente da også, at det nok kunne lade sig gøre, men måtte lige cleare med "staten", da man ikke bare sådan kan tale med de hjemløse og medarbejderne uden tilladelse. (Vi er i USA altså!)

Så der kommer mail en af dagene.

I morgen står den på rent gadearbejde! Susan skal have et besøg og så runder vi Centralen igen, for der sad altså nogle meget "spændende" cases dernede, som jeg håber at se i morgen, når vi nu er ude senere.

Men hvor ER jeg dog færdig her til aften. Kl. er 19 og jeg er bare SÅ klar til at smække mig på sengen og lege lidt med Helle. Har jo ikke TV - hvilket jeg altså lige i aften godt kunne have brugt!

Street art

Hvorfor gå tur med hunden når man kan have den i en bæltetaske ?:)

252 East 44th. st. - no?;)

Nogen burde begave mig med en skridttæller - for jeg er ret sikker på at jeg når et pænt stykke over de 10.000 dagligt anbefalde skridt for tiden.

Ind i mellem tager vi en bus crosstown, når en 7-8 blokke bliver mere end vi gider (ikke gader, men blokke - der er pænt stor forskel), men ellers vader vi på vores konvolutter rundt i den udslagne by og i dag var absolut ingen undtagelse.

Kl. 9 satte vi af fra Starbucks på 42nd og 20-25 gader sydover mod et suppekøkken som mor her havde fået nys om holdt til der. Der måtte da undersøges og det var også en oplevelse af de store.

Her serveres mad for henved 1000 mennesker hver eneste dag inde midt i kirkerummet, af 55 frivillige og køen udenfor bare vokser og vokser som formiddagen skrider frem.

Det var spændende og jeg blev da også tilbudt en plads på stedet blandt medarbejderne, men som jeg sagde til tolken efter at vi var smuttet igen, så vil jeg gerne se lidt flere steder inden jeg besluttet mig for, hvor min energi ved siden af gadearbejdet skal ligge så da vi havde spist frokost tog vi netop en crosstown bus i jagten på et herberg der skulle ligge på 25 44th E. 44th street - det fandtes bare ikke, uanset hvor meget vi så ledte og det viste sig en times tid senere, at adressen var forkert.

Nu er intet jo som bekendt så galt at.... for udenfor Central stationen vi kom forbi sad flere hjemløse kvinder og de virkede til at holde til der, så jeg noterede mig det til i morgen og jagten gik videre på det her herberg - nu var vi nemlig blevet stædige.

Vi fandt det til slut og jeg fik en snak med en rigtigt sød ung pige der gav mig hendes mail adresse, så jeg kan skrive og forklare mit projekt og så mente hun sagtens at de kunne hjælpe med sparring, interviews etc.

I morgen er kursen sat mod to andre steder - det ene med et "proffesionals in action" projekt som jeg vil høre mere om, for måske vi kunne komme ind med vores fotografiske del - og skal Maria og jeg ellers have en snak med de kvinder ved stationen og måske følge lidt op på Susan og Maureen, hvis ikke dette må vente til torsdag.

Fredag er hjemme/hvile dag, hvor der katalogiseres noter, følges op på ugen og planlægges for den kommende. og lørdag skal jeg helt sikkert ned og kigge på havne fronten et par gader herfra. Jose, min tolk i dag, fortalte, at de har oprettet et rekreativt område dernede, med græs og cafeer - lige hvad jeg kunne bruge noget af:)

The mourning streets of New York

I dag startede jeg på min nye strategi med at tage ud i gaderne for at finde mine informanter og se hvad jeg kunne få ud af det.

Vi lagde ud med at tage bussen Crosstown fra 9th til 5th - blæregaden, hvor alle de dyreste shops ligger og jeg også havde set indtil flere hjemløse i de forgangne uger.

Så gik vi en tur halvvejs op og ned omtrent. En ung pige der er gravid, forladt af kæresten, med to små hunde sad og sov da vi passerede og da jeg har set hende flere gange, regner jeg med hun også er der i morgen og dagen efter, så vi undlod at vække hende og begav os videre.

Vi mødte Susan. Susan er 55 og hjemløs på 9. år. Fra New Jersy og gift såmænd. Hendes mand? Jo han er også hjemløs og tigger et andet sted i byen.

Om aftenen mødes de så og sover på trappen ved kirken overfor, med mindre der regner og når det er koldt om vinteren og de er nødt til at tage ind på et herberg - meget mod deres vilje.

Susan står op om morgenen og drikker noget kaffe, så sætter hun sig på sin faste plads, der hvor vi fandt hende og der bliver hun siddende hele dagen, snakker lidt med dem der forbarmer sig over hende, men mest med sig selv.

Susan har tre børn, men dem har hun ingen kontakt med mere, resten af famiien har hende og hendes mand heller ingen kontakt med.
Hun har heller ingen uddannelse udover folkeskolen og så hoster Susan noget så nederdrægtigt ind i mellem, at meget kunne tyde på at det hårde gadeliv er i fuld gang med at få has på hende.

Susan virkede som et varmt og snakkesaligt menneske, der villigt svarede på, hvad jeg spurgte hende om. Hun fortalte i øvrigt, at hendes oldeforældre kom fra Danmark - så der var hurtigt skabt bånd.

Hvad drømmer Susan om?

Så sted at bo og et arbejde så hende og manden kunne leve uden at tigge sig frem.

Jeg glæder mig til at snakke mere med Susan.


Videre gennem byen - op mod Penn Station.
Der havde vi . tolken og jeg en ide om, at der måtte være nogen. Der var der for nogle år siden, en hel masse ind på stationen, men de var forsvundet som dug for solen. I det hele taget synes min tolk der var væsentligt færre gadehjemløse end der havde været, hvilket må undersøges.

Så mødte vi Maureen. 59 og hjemløs på 2. år efter at en omgang kræft næsten havde fået has på hende og behandlingen drænet hende økonomisk i et land, hvor alting koster.

Maureen var først lidt vrangvillig. Hun ville da gerne svare på spørgsmål, men altså....
Jeg gav dog ikke op og vi endte med at have en ganske dejlig lang snak.
Jeg fik et stort smil til afsked og lovning på flere samtaler senere hen - jeg vidste jo hvor jeg kunne finde hende.

ting tager tid - og sådan skal det også være. Tillid tager tid at bygge op og det er, hvad jeg har tænkt mig at bruge mine kræfter på i ugerne frem.

I morgen skal jeg ud igen. Denne gang med en anden end min faste tolk. En forholdsvist ung fyr. Jeg er spændt på, om det at han er mand gør en forskel på møderne med de hjemløse. Men ellers er det Maria det er med mig ude og samarbejdet fungerer intet mindre end perfekt.

På onsdag er det så tre besøg hos nogle nye organisationer - den ene - Coalation of the Homeless in NYC -  har et projekt der hedder "Grand Central food project", som skulle handle om madudlevering til gadens hjemløse og det andet har "professionals in action", hvor man kan bruge sin faglige viden til at bidrage med f.eks. film, fotografi eller andet. Regner også med, at de ligger inde med viden om, hvor de forskellige hjemløse opholder sig, så jeg ved mere konkret, hvor jeg skal bevæge mig hen.

Så  jo - det går fremad og jeg kan rigtigt godt lide min nye strategi.

Lørdagstur

I går tog jeg bussen ud i det blå. Bare sådan - har jo månedskort og tænkte at det jo skulle bruges lidt mere og public transport er nu den bedste måde - da de kører nogle andre og mindre turistede ruter end sightseeingbusserne gør.

Turen bragte mig til Chelsea og West Village, hvor særligt Chelsea tog kegler med dets "Chelsea Market" - et overdådigt mekka for feinsmeckere udi det kulinariske.
Der var alt hvad hjertet nogensinde kunne begære i brød, kager, krydderier, oste, chokolade, hummere, sushi, køkkengrej, bøger, delikatesser, kød, fisk og så videre i den dur. Brugte vel en god del af 2 timer derinde med bare at glo og spise frokost, inden jeg begav mig videre  ned af 14th street og ind på et marked for unge designere udi tøj og smykker, længere ned forbi "Shoegasm", noget kaffe på det andet hjørne og hjem med Subway'en til 42nd. street, hvor jeg tog en Hoegaarden på Mercury, inden turen gik hjem for at klø de 40+ myggestik jeg har fået reddet mig hjem af uvisse årsager.

Jeg tror det handler om, at der er en sprække i mellem A/C'en og vinduet ude i køkkenet. Må have udlejer til at pille den ud. Men myggene er enten døde af druk på mig eller fløjet videre til andre ofre. Og gudskelov for det - havde ikke klaret eet mere af de stik, der holdt mig vågen det meste af natten.

I dag står den på rengøring. Må igang med alkoven og baggangen og sådan. Det kan ikke være anderledes - det er hvad man bruger søndage til - punktum:)

AHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH:)

Bertelsen go home ;)

Manhattan sunset

Skøre kager

Fredagsøl.

Langt hjemmefra kan man ind i mellem godt få lyst til at mærke lidt liv omkring sig og da jeg ikke har wifi hjemme men kun en snoldet, langsom forbindelse via stik, kan jeg også kun lege med Helle når jeg findet et spot i byen.

Og så er det jo fredag, hvilket kalder på en fredagsøl, som jeg lige snupper mig her på Mercury Bar lidt længere nede af 9th.

Jeg har for længst fundet ud af, at Newyorkerne godt kan lide at overdrive men altså, her er intet mindre end 12 Store TV skærme, der alle viser sport i en eller anden form, så alt efter hvor man sidder kan man få en dosis weekend sport mens man bæller øl ned.

Var også forbi Duane Reade i dag for at købe noget Cortison creme for på en eller anden måde har en lejr af myg fundet vej til mit hul og jeg har intet mindre end 7 stik på venstre hånd og et ukendt antal på resten af kroppen. Fucking irriterende siger jeg bare.

 De må gerne fise af igen og det må varmen altså også godt, for selvom det har pisset ned her den udslagne dag, har det IKKE lettet trykket det mindste. Der er 23 graders pisregnvejr p.t. Og en fugtighedsgrad I ikke behøver en PhD for at regne ud.

Glæder mig ellers til mandag, efter at jeg traf mine beslutninger i går. det lettede og jeg er helt overbevist om, at min mavefornemmelse bare er rigtig denne gang (også).

Weekenden skal gå med markeder og" strolling round the town". Måske jeg sætter mig på nogle tilfældige busser og ser hvad der sker - rent eventyr.

Hyg jer!! :)

Empire State Building hiding behind the rainy clouds  and the early moon :)

Beslutninger

Efter samråd med min fotograf som kommer til oktober fra DK og efter lange natlige overvejelser, masser af surfing rundt på nettet for informationer og flere overvejelser (kom i seng kl 2.30) er beslutningen taget.

Det handler om mavefornemmelse og den var klar:

Jeg skal ikke bruge mere tid på en organisation, der ikke ser ud til at kunne håndtere mit ærinde på et for os begge givende plan.
Jeg risikerer at spilde kostbar tid  ligesom deres stramt styrede registreringshieraki ganske vist er interessant at oberservere på, men ufrugtbart, hvis jeg ikke kan komme forbi det og få reel indsigt og mulighed for at anvende projektets og fagets metoder.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg kun får mere bøvl med dem - og en lang tur op ad bakke.

Der er ikke derfor jeg er kommet. Så der må nye boller på suppen.

Har nu aftalt med tolkefirmaet, at vi gør det "streetwise".
Ud på flisen med mig :)

Så mødes vi på Starbucks nede på 42nd/9th og briefer dagen igang, inden vi kridter skoene og søger ud mod alle de cases jeg ved er derude, sideløbende med at jeg har sat onsdagen af til at tage personlig kontakt til nogle opsøgende teams her på Manhattan.

Weekenden vil så blive brugt på at lave noget materiale klart til en beskrivelse af mit projekt samt nogle forsøgsvise interviewguides og sådan.

Diktafonen venter jeg med til ugen efter - synes det er for voldsomt at stikke den op i snuden på folk ved første kontakt og vil bruge den kommende uge på at se, om ikke jeg kan få noget holdbar kontakt med et par cases.

Hvordan lyder det ?

Jeg er ihverfald glad igen og føler med beslutningen at mine vinger igen vil kunne folde sig ud og bringe mig videre...

Rigtig træls...

Som I måske kan fornemme af overskriften, så bliver dette ikke en af de sædvanligt halv-vittige indlæg.
Det er faktisk rigtig træls er det!

Før jeg tog afsted på feltarbejde søgte jeg kontakt med flere steder. Det endelige valg faldt på Salvation Army og deres kvindeherberg i Bronx.
Det virkede som en god ide, at være tilknyttet en organisation og de virkede faktisk også helt fornuftige i denne før-felten-kontakt.
De endte med at tilbyde mig et såkaldt internship - en praktik plads. Sådan at jeg kunne fungere som en del af staben , uden at skulle være gemt væk ude i en køkken eller bag en kost, uden kontakt med informanterne.
Jeg var glad og hende lederen - Lenise- virkede også som om hun var glad for aftalen.

Den første gang jeg kom, fik jeg sammen med Lenise lavet en aftale om, at jeg skulle komme 3 gange ugentlig i 5-6 timer ad gangen. Vi aftale specifikke dage og tider som vi så kunne rykke frem og tilbage hen ad vejen, så jeg kom omkring hele døgnet derude.
Det lød da godt synes jeg og jeg var stadig glad.

2,3 og nu 4 gang har været noget rod.

Alle gangene har det været yderst vanskeligt at komme forbi vagterne. De virker ikke som de skarpeste knive i skuffen. Det har været irriterende på denne måde at skulle sidde og vente halve og hele timer på at en eller anden fandt ud af at lukke mig ind. 2. og 3 gang anede de ikke hvad de skulle sætte mig til, så jeg endte med at lave deltagerobservationer i nogle timer og det har også givet gode data og i tirdags, hvor jeg igen måtte kæmpe mig forbi en rigid vagt, og ellers fik lov at passe mig selv igen spurgte jeg så, hvad der skulle ske med torsdagen, for Lenise var syg - jeg kunne godt maile og høre om morgenen hvis det var, men nej, de tjekkede ikke mail så tit, så jeg skulle bare komme og så fandt vi ud af det.

Her skal lige indskydes, at deltagerobservation bestemt kan bruges til meget. Det skal også indskydes, at jeg ikke er et eller andet uselvstændigt individ, der ikke kan finde ud af at etablere kontakt, eller spørge ind til og kommunikere. Men vi taler om en kæmpe hal, hvor der sidder en flok kvinder på stive stole på rad og række og venter, venter, venter på den ene underlige registrering efter den anden og det har alle medarbejderne på en eller anden måde rigtig meget travlt med, så det virker vanskeligt for dem at finde til til en slags introduktion eller bare en snak - og jeg vil gerne have afklaret, hvad vi egentligt skal bruge hinanden til i de her måneder og gerne inden der går for længe - for brugt tid kommer sjældent tilbage er min erfaring.

I dag - torsdag - blev det lidt for meget:

Det tager 2½ time alt i alt at komme frem og tilbage. Jeg er punktlig og har forberedt mig. Der skal sgu ikke sættes en finger på min indsats.

Blev stoppet som vanlig af en meget fåret vagt, det måtte hente en anden vagt, som var arrogancen selv, han kunne ikke se hvad jeg havde at gøre der. Tolken prøvede sammen med mig at forklare mit ærinde og min aftale med stedet og Lenise, men han blev bare ved med at sige at Lenise stadig var syg og da han så forhørte sig oppe på kontorerne, var der ingen der lige kunne genkende mit navn - der var heller ingen der lige gad komme ned og tjekke efter, se mig og genkende mig eller noget, så efter ½ times palaver valgte jeg at smutte igen med uforettet sag og jeg var S.U.R.

Tog ind til byen og har gået og tænkt - at nu jeg har tre  dage til mandag, kan jeg passende bruge dem på at tænke over, hvad jeg gør ved det her, for det er uholdbart med en uge mere på det her sæt.

Vil skrive en mail til Lenise og forhøre mig om, hvad hun/de forestiller sig, for jeg gider ikke rende forgæves derude mere - der er så mange andre spændende cases i den her by, at de kan få lov at beholde deres, hvis de ikke gider gøre en seriøs indsats for en ordentlig kontakt.

På mine ture i byen ser jeg masser af hjemløse - også kvinder og jeg overvejer seriøst at skifte felten ud med flisen - altså gå direkte i marken og snuse historierne op der.
Så kunne jeg kombinere det med noget kontakt til et opsøgende team af en slags.

Det vil jeg så også bruge de næste 3 dage på at tænke over.

Licence to be nerdy;)

Vågnede for en gangs skyld lidt små sent her på matriklen - men jeg sad og og legede med Helle (Ipad) til sent i aftes og så er det vel tilladt at sove til kl 9 på sin fridag?;)

Vasketøj afleveret hos den søde vaskemand, der klarer ærterne (lige DET kommer jeg altså til at savne). Støvler afleveret til forsåling - og tillad mig her et lille indspark uden egentlig relevans, men hvad fanden ligner det at sålerne på nyindkøbt fodtøj, og det næsten uanset prisen, er slidt  ned efter 3 små svipture - mens en ny forsåling hos en ordentlig skomager holder nærmest forever?

Og nu kommer vi til sagen:

Overfor skomageren ligger en mega elektronik butik.
Den har ALT  og er STOR.

Jeg kunne godt mærke da jeg kom ind, at den var anderledes end andre elektronik butikker jeg havde været i, men kunne ikke lige umiddelbart sætter en finger på det - tussede rundt og ledt efter en acceptabel "sovepose" til Helle, min nye Ipad, da det gik op for mig -

Samtlige mandlige ekspedienter var jøder med kalot.
Kun de mandlige, kvinderne var latinoer  - men mændene - og den ene mere nørdet end den anden og deres forretningsgang ligeså:

Jeg fandt etuiet - tog en i den rette farve  og begav mig til bestillingsskranken.
Der tastede han den ind og tog den og sendte mig videre med en bestillingsformular til kassen, hvor jeg måtte svare på allehånde spm. om bopæl osv, før jeg kunne betale og blev sendt videre til udleveringsskranken, hvor endnu en jødedreng stod klar med varen og en mega lang kvittering.(købte kun den ene ting)

Tilbage til det nørdede en stund:

Jeg er all in for religionsfrihed. Folk må tro go gøre hvad de vil, så længe de ikke skader andre med det.
Men lige præcist hvor i Bibelen står der, at man skal se bøvet ud i alt for store bukser og grimme farfar skjorter for at tjene gud ret? og den der kalot ting - er det ikke bare i ren forfængelighed et forsøg på at skærme månen som de næsten alle uden undtagelse har groet sig med alderen?:)

I butikken kan de dog smile. Det kan de ikke på gaden - tro mig, jeg HAR prøvet, men det er ikke til at vriste så meget som antydningen af et smil ud af dem. Men det er der sikkert også regler for ....

en rigtig menneske-samtale :)

For første gang i 1½ uge fik jeg en rigtig samtale med et andet menneske og ikke bare korte sætninger som "What's this?" eller enstavelsesord som "Sorry";)

Min tolkeordning er trådt i kraft og Maria, som tolkede for mig i dag er den sødeste søde af slagsen og ret nem at forstå i øvrigt. Det havde jeg ellers været lidt nervøs for, da jeg ikke kan ASL (Amerikansk tegnsprog) særlig godt, men altså - det funkede og vi snakkede og snakkede det bedste vi havde lært i pauserne, samt da vi til frokost smuttede ned på hjørnet efter et eller andet og noget kaffe, som HUN insisterede på at betale som en velkomst til NYC.

Hun er gift med en døv og er en del sammen med en ret veluddannet gruppe døve her ovre som 2 gange om året holder en stor fest sammen hos hinanden. I oktober skal det foregå hos hende og jeg er inviteret, da hun synes det kunne være godt for mig, at møde andre.

Maria skal tolke en del for mig - det glæder jeg mig til. Hun blendede i øvrigt helt og aldeles ind i feltet og udviste stor forståelse for dets følsomme karakter og havde brugt tid om morgenen på, at overveje påklædning mv.

Jo - mor er glad nu og hverdagen ser ud til at være på skinner så småt nu.

Efter tjansen derude, som i dag udelukkende bestod af deltagerobservationer, vandrede jeg hele vejen op ad 5th avenue for at finde den Apple store som jeg var blevet anbefalet hjemmefra. Maria mente også, at det var bedst at købe direkte fra en aut. store, da jeg ville få vejledning og garanti for kvaliteten.

De fortalte dernede, at jeg kan få dyret set efter og det hele i en hvilken som helst apple store hjemme også, ligesom jeg blot behøver købe en dansk adapter, når stikket skal passes til danske forhold. Tastaturet i maskinen kan skiftes til et utal af typer, så den del er i vinkel, ligesom vejledning og interface kan indtilles til dansk og det trådløse tastatur venter jeg  så bare med til jeg er hjemme igen. - Jeg er glad. Jeg køber i øvrigt gerne nogle med hjem til jer andre, skulle der være nogen der er intr. Den jeg har - den største på 64 GB kostede mig 699 dollar = 3800,- (5999,- hjemme i DK)

 men de fåes også på 16GB og 32 GB til hhv. 499 = 2700 og 599 = 3300 - just tell:)

Maria fortalte i øvrigt at den nye Iphone 5 kommer til oktober. Måske et kig værd?

På hjemvejen passerede jeg den skønneste lædervarebutik med tasker.
Kunne altså godt fristes til at købe en eller to gode stykker, en allround rejse ting og en hverdagstaske. Men jeg er her jo længe, så det har intet hastværk. Har dog besluttet at de ting jeg køber af større omfang herovre skal være af en ordentlig kvali, som jeg har glæde af længe bagefter.

Maria var i øvrigt en sand kilde til informationer om byen. vaner, skikke, ture der kunne være gode, markeder  der er åbne hvor og hvornår og så fortalte hun også hvorfor så mange newyorkere er i så god form - simpelthen fordi vi vader en hel del. Og jeg tror hende. Jeg har sgu sjældent rendt så meget som her. hver dag og i flere timer spankulerer jeg rundt på pladerne gade op og ned. Det kan ikke betale sig andet, da trafikken er hæslig og taxa'er som sagt er hundesvære at praje. Savner dog cyklen, men ville aldrig turde cykle her alligevel.

Søndag i New York

Det har været en rigtig dejlig dag idag.

Stod atter op tidligt. Sådan er det bare her. Måske det handler om, at jeg ikke sidder og glor en masse tossekasse og kommer i seng kl. lort. Var i hvert fald oppe kl. 8, fik noget morgenmad og satte mig for at læse i en af de bøger udlejer har efterladt - Michael Moore's "Stupid White Men". Den er ret skæg og også ganske rammende til tider.Den hygger jeg mig altså lidt med for tiden :)

Min lokale station

Kl 13 smuttede jeg så ud - fangede et tog der kørte omtrent to døren hos MOMA og kom selvfølgelig ind på discount fordi jeg er studerende. Man kan altså spare pænt mange penge med sådan et studiekort på lommen kan man :)

Det var 3½ vidunderlige timer.

Nok var der en del andre mennesker, men på ingen måde overfyldt og det var også ligemeget, for kunsten sugede en ind, så man helt glemte verden omkring sig. Jeg vandrede rundt fra den ene fantastiske sal efter den anden og bare gloede det bedste jeg havde lært og smækkede mig til slut ud i deres atrium gård, hvor der også er skulpturer og fik mig en bette chokolade gelato - uhm:)

Besluttede mig for at gå hjem de 30-40 min. det ville tage og da jeg ramte 9th besluttede jeg mig sørme også at tage et opgør med kyllingeriet fra i går, så jeg satte mig på en italiensk restaurant udenfor og bestilte et herligt glas rødvin - og så blev der ellers gloet mennesker, ligesom jeg fik opdateret min lommebog - og sørme om ikke jeg også fik den skønneste hvide rose af en tjener derinde, som ellers hastigt fortrak igen, genert måske ;)

Vi nåede tusmørket, inden jeg landede adressen og her sidder jeg og fordøjer dagens indtryk.

Jo jo, det har været en dejlig søndag

PS) på vej hjem passerede jeg 7th ave. Et pænt stykke af den var spærret af til et gigantisk marked. Her var tøj, mad, smykker og alt muligt ragelse i skøn forvirring.

Jeg tog et snapshot af en bod, der fik mig til at grine. Hvor mange versioner af KEBAB kender I?
Jeg kender mange - men denne her tar' kegler ;)

Shish KABOB :)

I'm only slightly tempted :)

Hils på en kylling :)

Jeg tog en tur ned af 9th her til aften igen og spiste på den hyggeligste lille restaurant med live jazz og den lækreste friske kyllingesalat der kan opdrives på denne side af Manhattan er jeg sikker på og så et godt glas vin til.

Havde besluttet mig for, at jeg efterfølgende ville prøve at hænge ud på en bar, bare  for at glo lidt mennesker, men jeg er for meget kylling ser det ud til, eller også var jeg simpelhen bare ikke i humør til at sidde og lege ensom single 42 år lige i aften ;)

Smuttede istedet i deli'en og hapsede en Hoegaarden med hjem. Den blev behørigt puttet i en papirspose af ekspedienten.

Hvad er det lige med amerikanerne og papirsposer? Er det fordi man ikke må gå med promiller offentligt eller er de blot for bornerte til at stå ved, at de drikker en bajer i ny og næ?

Måske det hænger sammen med noget andet jeg har observeret - at der hænger advarsler/henstillinger alle vegne.

På snart sagt hvert eneste spisested hænger et skilt med at byens helse guvernør (eller hvem fanden det så er) fraråder gravide at drikke alkohol, da det kan give fosterskader og på toiletterne hænger skilte ved vasken om, at medarbejdere skal vaske hænder inden de går tilbage på arbejde (vi andre behøver ikke :)

Og sådan fortsætter det i en lind strøm. Så...

Det kan være at posen er i nogenlunde samme kategori - at nu har du købt en øl, det er lidt småkriminelt og du kan tage skade, så gem den hellere væk så ingen ser, hvad du er ude i ....

Åh ja forresten - jeg passerede den herligste bette græske bager på vejen. Altså rigtig græsk med spanakopita og alt muligt kageværk fra moderlandet. Grækofil som jeg jo er, måtte jeg tage et billede.

Om jeg købte en kage? - hvad tror I selv?

NY på madsiden

Noget der har overasket mig lidt er, hvor relativt enkelt det faktisk er at leve sundt i NYC.

Vel har de underlige madvaner og kingsize alt muligt, som så mange andre steder i USA. Men det giver sig ikke ud for noget andet end det er, hvilket gør det let at styre udenom synes jeg.

Du skal heller ikke have maden helt op i snotten, for at kunne læse hvad den indeholder. På stort set samtlige cafeer/take away steder jeg har været, er deklarationen tydelig og indholdet af hhv. salt og fedt skrevet med stort i montren ud for den pågældende vare.

Det er heller ikke sådan, at du bliver nødt til at forvilde dig ind på et trashy burger sted for at fiske en sund sandwich op. Der er en relativ skarp opdeling, at her finder du det og der finder du det andet, så er ruten sat og en del nemmere.

Jeg elsker mad, god mad og jeg elsker særligt god kvalitet og det er der rigelig med muligheder for at finde i diverse kvali-deli's og hang-out places. Der er sindsygt meget at vælge i mellem, så man bliver lettere ør ind i mellem, men navigationes mulighederne fejler som sagt intet.

Brødet holder jeg mig langt fra. Amerikansk brød i supermarkederne er bare hvad det er - de har ikke samme traditioner for godt brød som vi har herhjemme og selvom Amish deli'en har noget der til forveksling skulle minde om rugbrød, så ved jeg bedre . (I der kommer må meget gerne tage en rug-dreng med fra en god bager:)

Med mine mange gå ture og bjergbestigningen op ad de stejle trapper til 5. flere gange daglig tror jeg næsten jeg returnerer nogle kilo lettere. 

Kedeligt blog indlæg vil nogen måske mene - men jeg synes lige jeg ville slå et slag for at USA ikke udelukkende er et over-size sted med masser af ulækker fastfood. NYC er muligvis særlig for kontinentet, men her er der i hvert fald ingen undskyldninger for ikke at leve sundt - det er legende let:)

gade op og og gade ned

Bum - intet internet her i morges.
Undrede mig og besluttede mig kl 10 for at tage ned til udbyderen - T mobile - og høre dem ad, for mig bekendt havde jeg betalt i dyre domme for en ubegrænset adgang månedsvist.

De sagde så, at jeg på en uge havde brugt hvad der var for en md.
Den er god med jer, svarede jeg  - jeg blev lovet fri ubegrænset net.

Næh, sagde han så og den service havde de i øvrigt ikke (og før I tror det er MIG der har misforstået noget, så har jeg det ubegrænsede sort på hvidt fra den anden ekspedient i en anden butik)

Jeg gad ikke diskutere med klaphatten, der heller ikke virkede som en man diskuterede med, så jagten gik ind på en anden og mere reliable udbyder - endte på anbefaling hos Best Buy, der havde en "Virgin mobile broadband" ting, med ubegrænset net.

okay - den køber jeg så og flere gange spørger jeg på forskellige måder, om det nu også passer, at uanset hvad fanden jeg ser - om jeg så glor porno 24 timer i døgnet, så er det stadig ubegrænset 30 dage ad gangen, og hver gang var svaret ja.

Hjem med dyret - det nye stick og så begyndte problemerne.
Den ville ikke installere - blev ved med at spørge til en zip code på 6 tal - altså postnummer - men her i NY er de kun på 5 tal.

Sur og træt, møvede jeg mig igen en tur tværs over Manhattan til 44th st./5th ave. og der kunne de ikke forstå det, men bad mig tage min pc med. Så endnu engang måtte jeg hjem og hente maskinen (fik prøvet en taxi den ene vej) og endelig her kl. 16 amerikansk tid lykkedes det!:)

Spurgte liiige een gang til: unlimited acces, no matter WHAT I do ? yep! surf day and night if you wish so.

Nu er intet jo som belkendt så galt, at det ikke er godt for et eller andet:

• Jeg fik prøvet taxi . de er forresten pissesvære at praje på gaden.
• Jeg fik spottet et rigtigt lækkert frokoststed og hentet noget med hjem - uhmmmm
• Jeg passerede på 3.gangen en hel gade (ja, HEL GADE) med bare stof butikker!!!!! Ahhhhhhhh.
• Jeg fik min cortado på den lokale og overværede at min yndlings servitrice fik blomster fra to af hendes stamkunder - og hun vinkede til moi:)
• Jeg fik forceret trapperne til 5. sal op og ned 4 gange sammenlagt og vandret pænt mange mil (no more fitness needed)

OG - jeg er meget glad for mine pædagogsko:)

Frokosten - fra mega tag selv buffet bar  til helt rimelige priser. Svampene er med marinerede og ristede mandler  - mums!

De er mørkere end billedet viser - der er ingen forskel på striberne og kanten og så selve skoen

En aften-slentretur

Efter at have været hjemme og vende med al mit grej, regnen stilnet af og jeg havde fået banket gardinet op, samt selvfølgelig fulgt lidt med i valget, så meget det nu lader sig gøre på afstand, besluttede jeg mig for en aftentur på 9th. (my hood)

Endelig ser det ud til, at sommeren så småt slipper sit tag i NY. vinden ruskede, og jeg havde for første gang min trenchcoat på herovre - hvilket alt sammen var dejligt, for der er nu ikke noget så ulideligt, som storbyer der er for varme. Alting stinker lidt mere, og særligt undergrundlivet i metroer og subways er ulideligt. Så jo, jeg hilser sgu efteråret velkomment - vil jeg ha' sol, ved jeg godt hvor jeg skal tage hen :)

Nå, back on track - det var den der aftentur. Havde besluttet at opsøge Amish deli'en igen. På vejen faldt jeg over en herlig kaffebutik. duften alene gjorde mig salig og jeg har nu besluttet at investere i en bette chambord til at lave ordentlig kaffe herhjemme på friskmalede bønner. Investeringen kan sagtens tjene sig selv hjem igen, hvis jeg så samtidig skrotter mine Cortado's hos Starbucks og køber et termokrus som dem fra Bodum. Lyder det ikke rimeligt nok?

9th ave. er ret livlig om aftenen. Masser af trafik og propper i stort set hvert eneste kryds, med seriøst potentielt farlige episoder til følge. Bilisterne er røv ligeglade med om det er rødt, så man skal ikke være for pæn, men bisse en smule for at sætte sig i respekt som blød trafikant.

Efter at have været her en uge, begynder jeg at føle mig lidt hjemme. Købmanden hilser, Starbucks damen kunne huske hvad jeg skulle have inden jeg havde afgivet ordren og sådan. Det er dejligt med nogle referencepunkter der gør, at man ikke føler sig helt så fremmed og jeg satser på at opbygge nogle flere af dem.

Nu kan jeg se mig selv her de næste 4 mdr.  og i morgen tager jeg på MOMA (Museum Of Modern Art) for lidt kunstneriske input - og så vil jeg ellers huske at få kameraet med ud noget tiere. I skal ha' billeder skal I!

Her er aftenens shot - efter at jeg har fået gardinet på ved sengen, så vinduet er skjult  og "puttelampen" er tændt.

(Har jeg forresten fortalt jer, at her er sindsygt mange lækre fyre;)

Bemærk sovedyret på sengen - man er vel en puttegøj:)

Daglig dosis

Jeg kom ikke så langt i dag - det pisser nemlig ned og jeg havde selvfølgelig ikke paraply med - paraplyer er for bøsser og svagpissere og jeg er ingen af delene *G*

Skulle i K-Mart efter diverse effekter - pære til natlampe, tegnstifter, så jeg kan pløkke gardinerne op, gulvskrubbe og lidt løst.

K- mart har der hele og lidt til  - til jer der kommer rendende for at forstyrre mig i min ensomhed herovre: De har også luftmadrasser:)

Var også i H&M og glane og mødte søreme ham der hjalp mig med shuttle i lufthaven. Ret utroligt, når man tænker på, hvor stor byen er.

På hjemvejen, belæsset med svaber og alt det der, hentede jeg så også lige mit vasketøj - nicely folded and vacuumed:)

Har i øvrigt fundet min absolutte fav. lemonade blandt de tusinder der findes:

Og her får I også dagens "storby-shot". 

Mine damer og herrer - må jeg præsentere Empire State Building!!!!

Så har I vist fået billedmateriale nok for i dag - ikke Mette??!:)

Hullet i Hells Kitchen;)

Da der er flere som har efterlyst billedmateriale fra mit helt private rottelhul her i Hells Kitchen kommer de hermed - mangler stadig billeder af alkoven, garderoben og dasset - de kommer når jeg har fået muget ud derinde. Pt. holder jeg mig til dette ene rum. Jeg er jo alene, så bruger ikke alkoven p.t.

Ja kønt er det ikke - men man bliver ren og forhænget forebygget naturkatastofer

Sovepladsen -  her kommer et let gardin op til at skærme for det ufatteligt grimme vindue:)

Mors egen (lukkede) kamin med reol på

Kunstneriske udfoldelser ved kogepladsen:)

Den anden arbejdsplads- bemærk den lille nattelampe:)

Hovedarbejdspladsen:)

Her børstes tænder og vaskes op - pladen på badet kan tages af.

Og der blev vandret og vandret og vandret...

Jo mere jeg tænker over det, jo gladere bliver jeg for de der über pedagogishe futteraler.
Jeg ser ikke smart ud, det ville sgu være lyv at påstå, og med den nærmest tropiske hede vi holder os her i byen (jeg overdriver altså ikke, her er stinkende varmt) og mit manglende sommer outfit, er det med at være kreativ, når beklædningen skal vælges.

På den anden side ser hver 2. newyorker bøvet ud efter min mening - så måske jeg egentlig falder meget godt ind i billedet.

Havde besluttet mig for at tage Central Park lidt i øjesyn og hoppede på subway'en i myldretiden derop ad.
Syntes  nu ellers ikke den var såååå fantastisk som jeg havde forestillet mig. Det mest spektakulære var nok legepladsen, der var enorm.  Men nu har jeg heller ikke set hele parken, så jeg kan måske ikke yde den fuld retfærdighed endnu - forvildede mig nemlig ud på 5th avenue med alle dens mærkeshops og myldretid og måtte hastigt fortrække til sidegaderne og havvejs tværs over Manhattan hjem til 9th ave, hvor jeg simpelthen ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg skulle spise, da der er SÅ mange spisesteder, så endte på det lokale thaisted som jeg kendte og maden var sehr gut:)

Åh ja - så har jeg fået indleveret vasketøjet nede om hjørnet. for 9.50 dollar ordner de det hele og jeg kan hente det igen i morgen rent og pænt sammenfoldet  Det er sgu okay til prisen tænker jeg og vist meget almindeligt her omkring....

(Spottet ved 6th ave. En butik der eller intet havde med antropolgi at gøre, men synes det var sjovt med navnet)

Jeg har observeret følgende...

• I samtlige de Starbucks jeg nu har været i eller passeret, er alt personalet sort.

Troede det var et tilfælde, men :

• I alle de butikker/kiosker, snackbarer og div lignende på Penn Station, der er ENORM er personalet enten sort eller af latinamerikansk herkomst.
• Det er de også hos Macy's - her er alle ekspedienter fra samme to kategorier, med en overvægt af sorte.
• I supermarkederne/deli's tegner samme mønster sig såvidt jeg kan se og har været inde i flere i forskellige kvarterer nu.
• Alle "sighseeing advertisors - altså dem, der forsøger at få folk på busserne, som der er rigtig mange af rundt omkring på gader og stræder - de har alle været flest sorte og enkelte latinoer.

MEN:

• Hos Macy's var bestyreren og hans assistenter i senge afdelingen hvide - Så et optrin hvor en ekpdient blev irettesat, så gætter på at de havde en højere stilling.
• Al poilti på stationen  - ihvertfald Penn st. er hvide, med nogle få undtagelser - det er billetsælgerne også bag skranken til de udgående tog.
• Militærpersonalet der er opstillet sammen med politiet dernede (og der er vildt mange af dem) var også alle hvide, både i forgårs, i går og dagene før.

Ikea's personale var også - næsten uden undtagelse - sorte, med enkelte latinoer i mellem. No white man in sight.

Der er i øvrigt forbløffende få hvide lokale i midtown. Dem der er, er enten turister eller nogle der klart virker som om de er på gennemtræk. Manden på gaden er sort eller af anden blandet afstamning.

Det er ikke fordi der slet ikke er nogen hvide lokale. De er der helt sikkert og jeg har også set dem, men der er et overvældende flertal af de andre.

Måske de allesammen er enten mere syd for, eller oppe mod nord, Central Park og upper east side. Noget kunne tyde på det. Altså bortset fra dem, der bestrider mere ledende poster rundt omkring herinde ad.

4 dage i felten er selvfølgelig ikke belæg for en skid - det ville kræve noget grundigere research at konkludere noget som helst, men mit umiddelbare indtryk er, at NY temmelig skæv t sat sammen. 

Det var ellers noget af en tur!

I dag besluttede jeg mig for at tage ud i Ikea i Brooklyn.

Her er tripplanner helt genial og fungerer stort set som rejseplanen.dk gør det derhjemme.

Har i øvrigt købt en bette lyseblå Moleskine notesbog, som jeg udelukkende bruger til logistik. Så slipper jeg for at rende rundt med A4 sider flagrende om ørene og kan samtidig lynhurtigt finde ruten igen - ikke fordi jeg påtænker flere ture til Ikea, men nu ved jeg da, hvordan jeg kommer til Brooklyn ikk´:)

Brooklyn ligner og ER også New York, og så alligevel ikke. 

Det er som om, der trods alt er lidt højere til loftet derude, lidt mere easy-going, lidt luftigere og helt derude hvor Ikea ligger, kan vel nærmest kaldes landligt efter lokale forhold.

Ikea var dejlig. For en stund var jeg i Gentofte og kunne relatere til tingene omkring mig. 

Det holdt lige til jeg satte mig i kantinen. For ganske vist serverer de også kötbullar med hele svineriet og lidt til -  men de putter skinke i de moste kartofler og udsigten var ikke heeelt som den i Gentofte

(Ja, det er Manhattan's skyline i baggrunden)

Fik handlet lidt ekstra køkkengrej, lysestager, et sæt lette, billige gardiner, der kan skule de mega grimme vinduer og en bette billig lampe, jeg kan bruge som sengelampe når jeg skal læse der, samt en af de der knager man kan smække på døren.

Og nøj, hvor det hjalp. Det er intet som en smule grej fra Ikea, der kan gøre et hul til et hjem vel;)

En ekstra bonus var, at Ikea i Brooklyn har sin egen shuttle bus, der fragter kunderne til stationen, når de har handlet - service må man sige og ganske tiltrængt, for jeg var udmattet efter turen rundt derude og det var dejligt at vide at subway'en kørte helt hjem.

Jeg elsker i øvrigt den subway. Man oplevet altid et eller andet spøjst dernede under jorden.

I dag sad jeg overfor en rigtig gangsta type, som var i fuld gang med at nette sig. Hive op i bukserne, få dilleren lagt rigtigt til rette med et par skub og sådan for derefter at hive en lille pose frem og gå i gang med en halv grill kylling, bare sådan, ind med dyret og tørre sig om munden bagefter, alt i mens han vuggede til tonerne fra sine ørebøffer. 

Damen ved siden af mig smilte indigneret til mig og tilbød mig en tic-tac og så gik døren ellers op igen ved næste station og et ældre ægtepar marcherede ind. Hende med en stok, som hun arrigt bankede i gulvet flere gange for ligesom at markere, at nu skulle folk rubbe sig, for her kom hun - og satte sig lige ved siden af moi.

Må i øvrigt lige tilføje, at ligeså utilnærmelige folk på gaden kan virke, ligeså hjælpsomme har de vist sig at være, hvis man ser det mindste søgende ud.

Udenfor Ikea kom en mand og tilbød sin hjælp, da jeg stod og granskede subwaykortet, for at hitte ud at hvilken shuttle bus jeg skulle tage og på Penn Station ved ankomst, kom der også og kvinde og spugte hvad jeg ledte efter, da jeg prøvede at hitte den rette udgang af de mange der er på stedet.

Det er som i går i Bronx - man hjælper sgu hinanden. Dejligt.

(Sådan kan parkeringsproblemer OGSÅ løses - spottet i Brooklyn i dag)

Åh ja....

Husker et eller andet med at vores underviser på instituttet engang sagde, at man godt ind i mellem kan komme til at føle sig ganske ensom ude i felten.

Jeg tror måske det særligt knytter sig til opstarten, hvor man endnu ikke rigtigt har fået etableret noget der ligner et netværk, og nok får en ekstra tand, når man er helt alene ude - ikke som en del af et projekt, som dem der er ude med "Waterworld" eller i andre mere kollegialt sammensatte sammenhænge.

Man har ingen man sådan lige kan vende ting med fagligt, ligesom der heller ikke er nogen, der sådan lige holder lidt øje med en. Man er alene som i ALENE i en motherfucking enorm by, hvor der er mennesker alle vide vegne - men ingen man kender eller kan relatere til umiddelbart.

Jeg har tænkt lidt over det her i dag, hvor jeg nu har fri en 3 dages tid, inden den daglige rutine for alvor slår igennem.

Måske jeg bruger lidt mere energi end de fleste, på at gøre kassen her hygsom, fordi jeg netop er alene, og har et behov for at kunne søge tilbage til noget velkendt og trygt, når byens puls ved aftenstide har suget livet ud af mig. Måske jeg også gør det, fordi jeg ikke bor hos nogen, men residerer  på min helt egen lille skramlede matrikel i midtown Hells Kitchen - måske det føles anderledes, hvis man logerer hos nogen i privat hjem - det må det vel gøre....?

Hvordan har I andre det egentligt derude?

I dag har jeg lavet (næsten) ingenting. Jeg har været hjemme, hængt badeforhæng op, korresponderet med mit tolkefirma, der er rigtig søde og da også har tilbudt allehånde former for assistance in case - så den med, at der ikke er nogen der holder øje, er ikke helt rigtig - kun næsten...

I Bronx i går, da jeg skulle ud på herberget  for the first time, var de også rigtigt søde til at hjælpe mig af bussen i tide og en ældre dame tog mig i armen og på det nærmeste gelejdede mig hen til huset, da vi var stået af.

Det var ellers en spøjs oplevelse af være derude. Jeg var den absolut eneste hvide i miles omkreds og hvis Hells kitchen er lidt trashy, er det for intet at regne med, hvordan kvarteret omkring Franklin Ave. er.

Er i øvrigt blevet frarådet på det kraftigste af de lokale derude, at rode rundt i kvarteret efter mørkets frembrud. No need to push my luck I guess.

Men det er spændende - faldt også i snak med en kvinde ved bussen på vej hjem, der ikke kunne undslå sig for at kommentere mine rygevaner - jo jo, rygere har det "sjovere" - men har altså helt seriøst tænkt på at kvitte, da en pakke koster den svimlende sum af 65-70 kr. herovre og det er ligesom lige i overkanten :)

Men tilbage til ensomheden. Så er det ikke en knugende følelse som i " jeg er helt mutters alene og ingen kan lide mig" - man ved jo det går over - om ikke før, så når man får et ordentligt forhold til sit felt og sin by, eller som et absolut minimum når man kommer hjem. Så følelsen bliver på en måde interessant og genstand for granskning og forsøg på placering.

Der er derfor jeg godt ville vide, hvordan I andre der er ude har det. Ku' I ikke lige smide en kommentar?

PS) Er inviteret ud i weekenden af døv bekendt herovre, så noget socialt sker der da snart - og om en md. kommer sønnike og siden fotografinden:)

Noget om at føle sig som en meget fremmed fugl og om paradokser

Vågnede kl. løgn i morges.

Kan ikke rigtigt sove længe her, så står op, laver kaffe og prøver at spise lidt morgenmad, som jeg aldrig har været god til, men skulle være åh så sundt. Så det prøver vi:)

Efter at have tjekket mails og besvaret de relevante, fået et bad og noget tøj på kroppen, begav jeg mig på min førte subway tur mod Bronx i nord og nu ved jeg, hvad politidrengene laver, når de ikke står og glor på stationen eller tjekker folks bagage (for det gør de også). De assisterer da hjælpeløse danske antropologi studerende, der ikke kan hitte ud af at købe månedskort!

Med det i hånden gik turen upward og allerede da jeg kom op fra stationen deroppe og skulle skifte til bus kunne jeg godt mærke, at jeg var på fremmed grund.

Jeg var den absolut eneste hvide i miles omkreds. Der er rigtig, rigtig trashy, på en måde der gør Hells Kitchen nærmest hipt og der kører heller ingen gule taxa'er deroppe. Troede først det var fordi de ikke ture, til jeg så at der  er et system med privatbiler der har licens til taxakørsel. Så var jeg atter tryg igen...:)

Vel ankommet til herberget blev jeg mødt af en hærdebred vagt i foyeren til det, der tidligere har været en maskinhal (skal nok beskrive stedet senere) og så var der elles check in - skrive sig i en bog og have tasken gennem røntgen som i lufthavnen. Her kunne man i øvrigt kun komme ind som bruger i øvrigt, hvis man var registreret og havde madkort og der er meget skarpe skel mellem personale og brugere ser det umiddelbart ud til.

Så blev jeg bænket og måtte vente en rum tid på at kunne komme til at snakke med bestyreren af stedet, hvilket gav mig rig mulighed for at tage stedet lidt i øjesyn, tjekke reglerne der var slået op samt lure på vagtens håndtering af brugerene når de kom osv.

Reglerne er ret normale - bortset fra een, som jeg studsede lidt over: Clients have to bath once a day
At bade er en god ting kan vi godt blive enige om, men at kalde dem klienter og pålægge dem baderutiner er interessant og noget jeg må se nærmere på tror jeg.

Nå men, bestyreren, en glad sort kvinde midt i 50'erne tog i mod mig og vi fik aftalerne på plads.
Jeg er der tre dage ugentlig . Mandag, tirsdag og torsdag. Tirsdag er jeg også med til husmødet, hvor forskellige ting omkring "klienterne" diskuteres. Dejligt at de automatisk tager mig med der.

Resten af tiden kommer til at gå med foreberedelser, interviews, transkribering, notekatalogisering osv osv.
så jeg tror vi nemt ender oppe på en normal arbejdsuge.

Den første md. er jeg der kun om dagen, da kvarteret ikke er for svagpissere og fruentimmere  ved nattetide. Når min kollega/fotograf så ankommer kan vi måske tage nogle aftenvagter, så vi kan komme lidt rundt i døgnrytmen på stedet.

Siden tog jeg linie 1 soutbound mod Manhattan igen og ned til Christoffer St. hvor jeg fik noget frokost og så hjemad, handle lemonade og den slags og op for at blive resten af dagen - er træææææt nu kl 17 og tror ikke jeg skal ud mere idag.

åh ja - paradokset?

Jo  alstå - på vej hjem ville jeg tjekke en lokal dvd butik ud for noget film der kunne underholde lidt.
Stedet er ejet af en hardcore jøde med krøller og hele piveriet og sådan lidt henslængt mellem filmene solgtes også makeup, lidt pornogejl og minsanten om ikke manden havde et mindre arsenal af SM udstyr til salg og ikke i den billige ende kunne jeg se (for selvfølgelig går gik jeg antro-grundigt til værks;)

Der måtte jeg lige kvæle et fnis - film fandt jeg forøvrigt ikke nogen af jeg gad se.
Hvis nogen vil begave mig med noget herovre så send en DVD med lidt god drama/action. I må også gerne sende et ugeblad ;)

Adressen er: Jette Zehntner - c/o Gatlin - 486 9th ave. - 10018 NY, NY.

Det kunne jo være ;)

Det sygeste job ever...

Det må det sgu være! for nede i krydset har den samme politibil nu holdt med blink de sidste 26 timer.
Den rykker sig slet ikke.
Jeg kan ikke på afstand afgøre om det så også er den samme politiknægt der står opmarcheret ved siden af, men jeg håber det sgu ikke, for så må det altså være det sygeste job i byen :)

Fik ellers vandret og vandret i går og er ret glad for mine nye  über pedagogishe shuhe. De er ret fodformede og tilmed brun nubuck, men kæft man vader nogle gode mil i dem og det er netop, hvad de er handlet til.
Jeg kunne ikke finde nogle kondisko jeg gad vise frem - jeg mener, jeg ligner jo ikke ligefrem en glad konditype vel, så det ville have set lidt spøjst ud.:)

Vaderiet bragte mig omtrent hele turen op og ned ad 9th ave. hvor jeg residerer og Hells Kitchen ER et fedt kvarter.

Vi vælter rundt i spisesteder, sjove shops og forunderlige deli's - NY's svar på et supermarked, hvor du kan få ALT - også ting du bestemt ikke havde troet eksisterede.
Har været inde i hele tre deli's i går og brugt i omegnen af 1 time i hver. En af dem hed "Amish store" og hvor meget den så har med Amish at gøre ved jeg ikke lige, bortset fra at alt derinde vist var øko naturligt - og der var MEGET af det.

Min egen lille lokale hernede på hjørnet minder om den vi har i Kamares på Sifnos. Føtex klemt ind på 25 m2.
Den er god, veludstyret og med kærlig betjening.

Der er også et vaskeri lige nedenfor, hvor man kan indlevere sit snavstøj eller selv håndtere det. Tror jeg prøver begge dele, bare sådan for eventyrets skyld

Og så har jeg ellers fået lokket udlejer til at komme med en støvsuger ( ved sgu ikke hvad manden ellers havde tænkt sig) et badeforhæng, så vi slipper for naturkatastrofer i køkkenet, hvor badekarret står og en spand til rengøring.

Så i aften, når jeg har været oppe på herberget et første kig, skal den stabsauger im aktion og vi ender måske i noget der er nogenlunde beboeligt.

Hold jer mundtre :)

Holy shit!

Er altså nødt til at slå over i dansk (og overvejer at blive ved).
Må bruge mit eget sprog, for at beskrive det, jeg er ude i nu.

Som den opmærksomme læser måske har gættet, så er jeg ankommet til NYC

Turen over var okay. Så godt som ingen ventetid nogen steder. Showet startede først i lufthavnen ved ankomst, hvor man for alvor fik fornemmelse for, at de virkeligt ikke lukker hvem som helst ind. Køen var alenlang og spørgsmålene mange. Alt sammen i øvrigt spm. man allerede HAVDE svaret på indtil flere gange ifm. visum ansøgningen og deslige.

Igen og igen ville de vide, hvad man skulle, hvor længe man bliver - og de kunne ikke rigtigt lide, at jeg ikke kunne fortælle dem nogen eksakt returdato - men det KAN jeg ikke, for det afhænger af 117 ting, som f.eks. hvornår jeg er færdig med mit felt og om julen her er en mulighed eller ej.

Nå - jeg havde forudseende nok bestilt shuttle hjemmefra. Så der ventede en bette bus på mig og mine kørevenner i lufthavnen og jeg spillede mig døvhedskort, for klokken var røv og jeg gad ikke rode mere rundt. Jeg ville ledes ned til bussen, og det bliver man altså, når man spiller handicappet. Smart :)

Så her er jeg - i en bette lille hybel på 9th ave. 37th st. en møgbeskidt lejlighed, med et underligt badekar i køkkenet, halvdøde planter i vinduet og en ret uhyggelig barnestor dukke, der indtil for en time siden hang ned fra loftet. Den har jeg fjernet og smidt ind på det, som jeg har døbt "lageret".

Udlejer er vist meget glad for det småmakabre. Der er billeder af edderkopper og slanger på komfuret og alt muligt. Lejligheden skal opleves, den kan ikke beskrives. Men lad mig sige så meget, at den vist passer en antro-spire ganske fint. Det er jo ikke en luksustur jeg er på og kvarteret passer i grunden også udmærket, da det ikke er et af de mere mondæne, men Hells Kitchen/Garment district i al sin vælde.

Vi har alt her i gaden. 2 slagtere, et hav af små restauranter, nogle diminuitive, men veludstyrede "supermarkeder", vinhandler lige nedenfor og et underskønt marked nede på hjørnet, som har åbent hver fre/lør og meget meget mere. 5 min herfra kører subway'en fra Penn Station så rent logistisk er det også velplaceret.

I morgen tager jeg tørnen med rengøringen og finder ud af, hvor herberget ligger, så mandag morgen går turen mod Bronx og jeg får startet op på det hele.

Men jeg er i feltet nu omtrent og herfra går det så kun en vej  - fremad.