September 18, 2011

Hils på en kylling :)

Jeg tog en tur ned af 9th her til aften igen og spiste på den hyggeligste lille restaurant med live jazz og den lækreste friske kyllingesalat der kan opdrives på denne side af Manhattan er jeg sikker på og så et godt glas vin til.

Havde besluttet mig for, at jeg efterfølgende ville prøve at hænge ud på en bar, bare  for at glo lidt mennesker, men jeg er for meget kylling ser det ud til, eller også var jeg simpelhen bare ikke i humør til at sidde og lege ensom single 42 år lige i aften ;)

Smuttede istedet i deli'en og hapsede en Hoegaarden med hjem. Den blev behørigt puttet i en papirspose af ekspedienten.

Hvad er det lige med amerikanerne og papirsposer? Er det fordi man ikke må gå med promiller offentligt eller er de blot for bornerte til at stå ved, at de drikker en bajer i ny og næ?

Måske det hænger sammen med noget andet jeg har observeret - at der hænger advarsler/henstillinger alle vegne.

På snart sagt hvert eneste spisested hænger et skilt med at byens helse guvernør (eller hvem fanden det så er) fraråder gravide at drikke alkohol, da det kan give fosterskader og på toiletterne hænger skilte ved vasken om, at medarbejdere skal vaske hænder inden de går tilbage på arbejde (vi andre behøver ikke :)

Og sådan fortsætter det i en lind strøm. Så...

Det kan være at posen er i nogenlunde samme kategori - at nu har du købt en øl, det er lidt småkriminelt og du kan tage skade, så gem den hellere væk så ingen ser, hvad du er ude i ....

Åh ja forresten - jeg passerede den herligste bette græske bager på vejen. Altså rigtig græsk med spanakopita og alt muligt kageværk fra moderlandet. Grækofil som jeg jo er, måtte jeg tage et billede.

Om jeg købte en kage? - hvad tror I selv?


2 comments:

  1. Jeg tror Bette-Jette købte kagen :-)

    Anne

    ReplyDelete
  2. Tror du virkelig?:)

    Det gjorde jeg nu faktisk IKKE.

    Af en eller anden grund kan jeg godt holde mig fra dem herovre - og det er bestemt ikke fordi jeg ikke bliver fristet, men mange af kagerne er så overdådige eller voldsomme på anden måde at... ja, hvad ved jeg, jeg holder mig lidt fra dem:)

    MEN - når du kommer skal vi altså i Chelsea market. Er du vimmer et kvali mad sted og området omkring er meget hygsomt.

    ReplyDelete