Som I måske kan fornemme af overskriften, så bliver dette ikke en af de sædvanligt halv-vittige indlæg.
Det er faktisk rigtig træls er det!
Før jeg tog afsted på feltarbejde søgte jeg kontakt med flere steder. Det endelige valg faldt på Salvation Army og deres kvindeherberg i Bronx.
Det virkede som en god ide, at være tilknyttet en organisation og de virkede faktisk også helt fornuftige i denne før-felten-kontakt.
De endte med at tilbyde mig et såkaldt internship - en praktik plads. Sådan at jeg kunne fungere som en del af staben , uden at skulle være gemt væk ude i en køkken eller bag en kost, uden kontakt med informanterne.
Jeg var glad og hende lederen - Lenise- virkede også som om hun var glad for aftalen.
Den første gang jeg kom, fik jeg sammen med Lenise lavet en aftale om, at jeg skulle komme 3 gange ugentlig i 5-6 timer ad gangen. Vi aftale specifikke dage og tider som vi så kunne rykke frem og tilbage hen ad vejen, så jeg kom omkring hele døgnet derude.
Det lød da godt synes jeg og jeg var stadig glad.
2,3 og nu 4 gang har været noget rod.
Alle gangene har det været yderst vanskeligt at komme forbi vagterne. De virker ikke som de skarpeste knive i skuffen. Det har været irriterende på denne måde at skulle sidde og vente halve og hele timer på at en eller anden fandt ud af at lukke mig ind. 2. og 3 gang anede de ikke hvad de skulle sætte mig til, så jeg endte med at lave deltagerobservationer i nogle timer og det har også givet gode data og i tirdags, hvor jeg igen måtte kæmpe mig forbi en rigid vagt, og ellers fik lov at passe mig selv igen spurgte jeg så, hvad der skulle ske med torsdagen, for Lenise var syg - jeg kunne godt maile og høre om morgenen hvis det var, men nej, de tjekkede ikke mail så tit, så jeg skulle bare komme og så fandt vi ud af det.
Her skal lige indskydes, at deltagerobservation bestemt kan bruges til meget. Det skal også indskydes, at jeg ikke er et eller andet uselvstændigt individ, der ikke kan finde ud af at etablere kontakt, eller spørge ind til og kommunikere. Men vi taler om en kæmpe hal, hvor der sidder en flok kvinder på stive stole på rad og række og venter, venter, venter på den ene underlige registrering efter den anden og det har alle medarbejderne på en eller anden måde rigtig meget travlt med, så det virker vanskeligt for dem at finde til til en slags introduktion eller bare en snak - og jeg vil gerne have afklaret, hvad vi egentligt skal bruge hinanden til i de her måneder og gerne inden der går for længe - for brugt tid kommer sjældent tilbage er min erfaring.
I dag - torsdag - blev det lidt for meget:
Det tager 2½ time alt i alt at komme frem og tilbage. Jeg er punktlig og har forberedt mig. Der skal sgu ikke sættes en finger på min indsats.
Blev stoppet som vanlig af en meget fåret vagt, det måtte hente en anden vagt, som var arrogancen selv, han kunne ikke se hvad jeg havde at gøre der. Tolken prøvede sammen med mig at forklare mit ærinde og min aftale med stedet og Lenise, men han blev bare ved med at sige at Lenise stadig var syg og da han så forhørte sig oppe på kontorerne, var der ingen der lige kunne genkende mit navn - der var heller ingen der lige gad komme ned og tjekke efter, se mig og genkende mig eller noget, så efter ½ times palaver valgte jeg at smutte igen med uforettet sag og jeg var S.U.R.
Tog ind til byen og har gået og tænkt - at nu jeg har tre dage til mandag, kan jeg passende bruge dem på at tænke over, hvad jeg gør ved det her, for det er uholdbart med en uge mere på det her sæt.
Vil skrive en mail til Lenise og forhøre mig om, hvad hun/de forestiller sig, for jeg gider ikke rende forgæves derude mere - der er så mange andre spændende cases i den her by, at de kan få lov at beholde deres, hvis de ikke gider gøre en seriøs indsats for en ordentlig kontakt.
På mine ture i byen ser jeg masser af hjemløse - også kvinder og jeg overvejer seriøst at skifte felten ud med flisen - altså gå direkte i marken og snuse historierne op der.
Så kunne jeg kombinere det med noget kontakt til et opsøgende team af en slags.
Det vil jeg så også bruge de næste 3 dage på at tænke over.
Det er faktisk rigtig træls er det!
Før jeg tog afsted på feltarbejde søgte jeg kontakt med flere steder. Det endelige valg faldt på Salvation Army og deres kvindeherberg i Bronx.
Det virkede som en god ide, at være tilknyttet en organisation og de virkede faktisk også helt fornuftige i denne før-felten-kontakt.
De endte med at tilbyde mig et såkaldt internship - en praktik plads. Sådan at jeg kunne fungere som en del af staben , uden at skulle være gemt væk ude i en køkken eller bag en kost, uden kontakt med informanterne.
Jeg var glad og hende lederen - Lenise- virkede også som om hun var glad for aftalen.
Den første gang jeg kom, fik jeg sammen med Lenise lavet en aftale om, at jeg skulle komme 3 gange ugentlig i 5-6 timer ad gangen. Vi aftale specifikke dage og tider som vi så kunne rykke frem og tilbage hen ad vejen, så jeg kom omkring hele døgnet derude.
Det lød da godt synes jeg og jeg var stadig glad.
2,3 og nu 4 gang har været noget rod.
Alle gangene har det været yderst vanskeligt at komme forbi vagterne. De virker ikke som de skarpeste knive i skuffen. Det har været irriterende på denne måde at skulle sidde og vente halve og hele timer på at en eller anden fandt ud af at lukke mig ind. 2. og 3 gang anede de ikke hvad de skulle sætte mig til, så jeg endte med at lave deltagerobservationer i nogle timer og det har også givet gode data og i tirdags, hvor jeg igen måtte kæmpe mig forbi en rigid vagt, og ellers fik lov at passe mig selv igen spurgte jeg så, hvad der skulle ske med torsdagen, for Lenise var syg - jeg kunne godt maile og høre om morgenen hvis det var, men nej, de tjekkede ikke mail så tit, så jeg skulle bare komme og så fandt vi ud af det.
Her skal lige indskydes, at deltagerobservation bestemt kan bruges til meget. Det skal også indskydes, at jeg ikke er et eller andet uselvstændigt individ, der ikke kan finde ud af at etablere kontakt, eller spørge ind til og kommunikere. Men vi taler om en kæmpe hal, hvor der sidder en flok kvinder på stive stole på rad og række og venter, venter, venter på den ene underlige registrering efter den anden og det har alle medarbejderne på en eller anden måde rigtig meget travlt med, så det virker vanskeligt for dem at finde til til en slags introduktion eller bare en snak - og jeg vil gerne have afklaret, hvad vi egentligt skal bruge hinanden til i de her måneder og gerne inden der går for længe - for brugt tid kommer sjældent tilbage er min erfaring.
I dag - torsdag - blev det lidt for meget:
Det tager 2½ time alt i alt at komme frem og tilbage. Jeg er punktlig og har forberedt mig. Der skal sgu ikke sættes en finger på min indsats.
Blev stoppet som vanlig af en meget fåret vagt, det måtte hente en anden vagt, som var arrogancen selv, han kunne ikke se hvad jeg havde at gøre der. Tolken prøvede sammen med mig at forklare mit ærinde og min aftale med stedet og Lenise, men han blev bare ved med at sige at Lenise stadig var syg og da han så forhørte sig oppe på kontorerne, var der ingen der lige kunne genkende mit navn - der var heller ingen der lige gad komme ned og tjekke efter, se mig og genkende mig eller noget, så efter ½ times palaver valgte jeg at smutte igen med uforettet sag og jeg var S.U.R.
Tog ind til byen og har gået og tænkt - at nu jeg har tre dage til mandag, kan jeg passende bruge dem på at tænke over, hvad jeg gør ved det her, for det er uholdbart med en uge mere på det her sæt.
Vil skrive en mail til Lenise og forhøre mig om, hvad hun/de forestiller sig, for jeg gider ikke rende forgæves derude mere - der er så mange andre spændende cases i den her by, at de kan få lov at beholde deres, hvis de ikke gider gøre en seriøs indsats for en ordentlig kontakt.
På mine ture i byen ser jeg masser af hjemløse - også kvinder og jeg overvejer seriøst at skifte felten ud med flisen - altså gå direkte i marken og snuse historierne op der.
Så kunne jeg kombinere det med noget kontakt til et opsøgende team af en slags.
Det vil jeg så også bruge de næste 3 dage på at tænke over.
Frustrerende at blive holdt tilbage, når man er der for at hjælpe. Håber at du får bedre hul til 'virkeligheden' snart.
ReplyDeleteNu er jeg der ikke for at hjælpe i egentlig forstand - nok mere overført i form af indsamling af viden om feltet, som kan kaste lys over de hjemløse kvinders verden - så på den måde hjælpes.
ReplyDeleteJeg har skrevet til lederen - en sober mail, der dog lader skinne igennem, at der skal nogle andre boller på suppen, hvis vores samarbejde skal udmønte sig i noget frugtbart for begge parter. Jeg har endda ladet en dør på klem, som hun kan smutte ud af, hvis hun af en eller anden grund ikke føler hun kan håndtere det.
Og så har jeg ellers brugt aftenen på, at støve andre sammenhænge op og er faldet over indtil flere organisationer, der kunne være spændende - helst nogle semi- eller helt private af slagsen, da det er min erfaring fra miljøet i Kbh. at de agere på en anderledes fleksibel vis.
Det kunne vi sgu godt bruge noget af her ;)