The mourning streets of New York

I dag startede jeg på min nye strategi med at tage ud i gaderne for at finde mine informanter og se hvad jeg kunne få ud af det.

Vi lagde ud med at tage bussen Crosstown fra 9th til 5th - blæregaden, hvor alle de dyreste shops ligger og jeg også havde set indtil flere hjemløse i de forgangne uger.

Så gik vi en tur halvvejs op og ned omtrent. En ung pige der er gravid, forladt af kæresten, med to små hunde sad og sov da vi passerede og da jeg har set hende flere gange, regner jeg med hun også er der i morgen og dagen efter, så vi undlod at vække hende og begav os videre.

Vi mødte Susan. Susan er 55 og hjemløs på 9. år. Fra New Jersy og gift såmænd. Hendes mand? Jo han er også hjemløs og tigger et andet sted i byen.

Om aftenen mødes de så og sover på trappen ved kirken overfor, med mindre der regner og når det er koldt om vinteren og de er nødt til at tage ind på et herberg - meget mod deres vilje.

Susan står op om morgenen og drikker noget kaffe, så sætter hun sig på sin faste plads, der hvor vi fandt hende og der bliver hun siddende hele dagen, snakker lidt med dem der forbarmer sig over hende, men mest med sig selv.

Susan har tre børn, men dem har hun ingen kontakt med mere, resten af famiien har hende og hendes mand heller ingen kontakt med.
Hun har heller ingen uddannelse udover folkeskolen og så hoster Susan noget så nederdrægtigt ind i mellem, at meget kunne tyde på at det hårde gadeliv er i fuld gang med at få has på hende.

Susan virkede som et varmt og snakkesaligt menneske, der villigt svarede på, hvad jeg spurgte hende om. Hun fortalte i øvrigt, at hendes oldeforældre kom fra Danmark - så der var hurtigt skabt bånd.

Hvad drømmer Susan om?

Så sted at bo og et arbejde så hende og manden kunne leve uden at tigge sig frem.

Jeg glæder mig til at snakke mere med Susan.


Videre gennem byen - op mod Penn Station.
Der havde vi . tolken og jeg en ide om, at der måtte være nogen. Der var der for nogle år siden, en hel masse ind på stationen, men de var forsvundet som dug for solen. I det hele taget synes min tolk der var væsentligt færre gadehjemløse end der havde været, hvilket må undersøges.

Så mødte vi Maureen. 59 og hjemløs på 2. år efter at en omgang kræft næsten havde fået has på hende og behandlingen drænet hende økonomisk i et land, hvor alting koster.

Maureen var først lidt vrangvillig. Hun ville da gerne svare på spørgsmål, men altså....
Jeg gav dog ikke op og vi endte med at have en ganske dejlig lang snak.
Jeg fik et stort smil til afsked og lovning på flere samtaler senere hen - jeg vidste jo hvor jeg kunne finde hende.

ting tager tid - og sådan skal det også være. Tillid tager tid at bygge op og det er, hvad jeg har tænkt mig at bruge mine kræfter på i ugerne frem.

I morgen skal jeg ud igen. Denne gang med en anden end min faste tolk. En forholdsvist ung fyr. Jeg er spændt på, om det at han er mand gør en forskel på møderne med de hjemløse. Men ellers er det Maria det er med mig ude og samarbejdet fungerer intet mindre end perfekt.

På onsdag er det så tre besøg hos nogle nye organisationer - den ene - Coalation of the Homeless in NYC -  har et projekt der hedder "Grand Central food project", som skulle handle om madudlevering til gadens hjemløse og det andet har "professionals in action", hvor man kan bruge sin faglige viden til at bidrage med f.eks. film, fotografi eller andet. Regner også med, at de ligger inde med viden om, hvor de forskellige hjemløse opholder sig, så jeg ved mere konkret, hvor jeg skal bevæge mig hen.

Så  jo - det går fremad og jeg kan rigtigt godt lide min nye strategi.