Husker et eller andet med at vores underviser på instituttet engang sagde, at man godt ind i mellem kan komme til at føle sig ganske ensom ude i felten.
Jeg tror måske det særligt knytter sig til opstarten, hvor man endnu ikke rigtigt har fået etableret noget der ligner et netværk, og nok får en ekstra tand, når man er helt alene ude - ikke som en del af et projekt, som dem der er ude med "Waterworld" eller i andre mere kollegialt sammensatte sammenhænge.
Man har ingen man sådan lige kan vende ting med fagligt, ligesom der heller ikke er nogen, der sådan lige holder lidt øje med en. Man er alene som i ALENE i en motherfucking enorm by, hvor der er mennesker alle vide vegne - men ingen man kender eller kan relatere til umiddelbart.
Jeg har tænkt lidt over det her i dag, hvor jeg nu har fri en 3 dages tid, inden den daglige rutine for alvor slår igennem.
Måske jeg bruger lidt mere energi end de fleste, på at gøre kassen her hygsom, fordi jeg netop er alene, og har et behov for at kunne søge tilbage til noget velkendt og trygt, når byens puls ved aftenstide har suget livet ud af mig. Måske jeg også gør det, fordi jeg ikke bor hos nogen, men residerer på min helt egen lille skramlede matrikel i midtown Hells Kitchen - måske det føles anderledes, hvis man logerer hos nogen i privat hjem - det må det vel gøre....?
Hvordan har I andre det egentligt derude?
I dag har jeg lavet (næsten) ingenting. Jeg har været hjemme, hængt badeforhæng op, korresponderet med mit tolkefirma, der er rigtig søde og da også har tilbudt allehånde former for assistance in case - så den med, at der ikke er nogen der holder øje, er ikke helt rigtig - kun næsten...
I Bronx i går, da jeg skulle ud på herberget for the first time, var de også rigtigt søde til at hjælpe mig af bussen i tide og en ældre dame tog mig i armen og på det nærmeste gelejdede mig hen til huset, da vi var stået af.
Det var ellers en spøjs oplevelse af være derude. Jeg var den absolut eneste hvide i miles omkreds og hvis Hells kitchen er lidt trashy, er det for intet at regne med, hvordan kvarteret omkring Franklin Ave. er.
Er i øvrigt blevet frarådet på det kraftigste af de lokale derude, at rode rundt i kvarteret efter mørkets frembrud. No need to push my luck I guess.
Men det er spændende - faldt også i snak med en kvinde ved bussen på vej hjem, der ikke kunne undslå sig for at kommentere mine rygevaner - jo jo, rygere har det "sjovere" - men har altså helt seriøst tænkt på at kvitte, da en pakke koster den svimlende sum af 65-70 kr. herovre og det er ligesom lige i overkanten :)
Men tilbage til ensomheden. Så er det ikke en knugende følelse som i " jeg er helt mutters alene og ingen kan lide mig" - man ved jo det går over - om ikke før, så når man får et ordentligt forhold til sit felt og sin by, eller som et absolut minimum når man kommer hjem. Så følelsen bliver på en måde interessant og genstand for granskning og forsøg på placering.
Der er derfor jeg godt ville vide, hvordan I andre der er ude har det. Ku' I ikke lige smide en kommentar?
PS) Er inviteret ud i weekenden af døv bekendt herovre, så noget socialt sker der da snart - og om en md. kommer sønnike og siden fotografinden:)
Jeg tror måske det særligt knytter sig til opstarten, hvor man endnu ikke rigtigt har fået etableret noget der ligner et netværk, og nok får en ekstra tand, når man er helt alene ude - ikke som en del af et projekt, som dem der er ude med "Waterworld" eller i andre mere kollegialt sammensatte sammenhænge.
Man har ingen man sådan lige kan vende ting med fagligt, ligesom der heller ikke er nogen, der sådan lige holder lidt øje med en. Man er alene som i ALENE i en motherfucking enorm by, hvor der er mennesker alle vide vegne - men ingen man kender eller kan relatere til umiddelbart.
Jeg har tænkt lidt over det her i dag, hvor jeg nu har fri en 3 dages tid, inden den daglige rutine for alvor slår igennem.
Måske jeg bruger lidt mere energi end de fleste, på at gøre kassen her hygsom, fordi jeg netop er alene, og har et behov for at kunne søge tilbage til noget velkendt og trygt, når byens puls ved aftenstide har suget livet ud af mig. Måske jeg også gør det, fordi jeg ikke bor hos nogen, men residerer på min helt egen lille skramlede matrikel i midtown Hells Kitchen - måske det føles anderledes, hvis man logerer hos nogen i privat hjem - det må det vel gøre....?
Hvordan har I andre det egentligt derude?
I dag har jeg lavet (næsten) ingenting. Jeg har været hjemme, hængt badeforhæng op, korresponderet med mit tolkefirma, der er rigtig søde og da også har tilbudt allehånde former for assistance in case - så den med, at der ikke er nogen der holder øje, er ikke helt rigtig - kun næsten...
I Bronx i går, da jeg skulle ud på herberget for the first time, var de også rigtigt søde til at hjælpe mig af bussen i tide og en ældre dame tog mig i armen og på det nærmeste gelejdede mig hen til huset, da vi var stået af.
Det var ellers en spøjs oplevelse af være derude. Jeg var den absolut eneste hvide i miles omkreds og hvis Hells kitchen er lidt trashy, er det for intet at regne med, hvordan kvarteret omkring Franklin Ave. er.
Er i øvrigt blevet frarådet på det kraftigste af de lokale derude, at rode rundt i kvarteret efter mørkets frembrud. No need to push my luck I guess.
Men det er spændende - faldt også i snak med en kvinde ved bussen på vej hjem, der ikke kunne undslå sig for at kommentere mine rygevaner - jo jo, rygere har det "sjovere" - men har altså helt seriøst tænkt på at kvitte, da en pakke koster den svimlende sum af 65-70 kr. herovre og det er ligesom lige i overkanten :)
Men tilbage til ensomheden. Så er det ikke en knugende følelse som i " jeg er helt mutters alene og ingen kan lide mig" - man ved jo det går over - om ikke før, så når man får et ordentligt forhold til sit felt og sin by, eller som et absolut minimum når man kommer hjem. Så følelsen bliver på en måde interessant og genstand for granskning og forsøg på placering.
Der er derfor jeg godt ville vide, hvordan I andre der er ude har det. Ku' I ikke lige smide en kommentar?
PS) Er inviteret ud i weekenden af døv bekendt herovre, så noget socialt sker der da snart - og om en md. kommer sønnike og siden fotografinden:)
Vi andre har det godt.. Kan godt lide at læse dine indlæg, så spændende og spøjst. Og det lyder da d.r.a.m.a.t.i.s.k og lidt udenfordanmarkagtigt med at være den eneste hvide i miles omkreds. Sådan er det jo for døve flest, den eneste døve men man kan i det mindste ikke se forskel.
ReplyDeleteEfteråret er flyttet ind og det er også ok, nu gider jeg ikke rigtig at være irriteret over at vejret ikke er godt osv. lidt ligesom man er gået i "i-got-it-mode" HAR forstået at sommeren er skredet.. og følger med i et blog jeg får grinet lidt af: http://superheltemor.blogspot.com/
Så har jeg fundet dearphotograph.com og postsecret.com - begge inspirerende hjemmesider. Mjaah, intet nyt under solen!
Godt nok? Skriv endelig mere!!
Hej
ReplyDeleteRigtig fin, tankevækkende og morsom blog, du har fået op at køre der, så som Vivien skriver; bliv endelig ved.
På een måde må der være noget lidt befriende ved at være selvvalgt "Palle-alene-i-verden". Masser af tid til at tænke, ikke bruge tid på at stresse over aftaler, og være en del af det daglige "nu-skal-vi-også-lige-nå at ses". Få NYC helt ind under huden. Men OK, indrømmet, der er lang tid til du får massivt selskab i efterårsferien, og måske lidt for god tid til at være alene.
Herhjemme står den på valgkamp i lange baner - der har lige været partilederrunde igen igen igen; Thorning og Løkke kappes om at lyve mest.
Efterår, nej dahhhh, tag en løbtur op og ned af bakkerne i Rude skov, og du får det ligeså varmt som i Hells Kitchen lige nu, men inhalerer lidt renere luft.
Anne