Havde ellers forbudt min krop på det allerstrengeste at blive syg.
Syg er noget jeg kan være, når jeg kommer hjem. Jeg har sgu ikke tid til det her.
Jeg er blevet rigtigt forkølet og har også synderen på sigtekornet , amerikanernes allestedsnærværende aircondition!!
De er værst til det på Starbucks, hvor det på det nærmeste er mere koldt indenfor end ude. Men også busserne og rundt omkring i butikkerne er de slemme til at have den kørende på fuldt tryk.
Jeg HADER det!!
Ellers kan jeg berette at vi render rundt i lette efterårsgevanter og leger at der er lang tid til vinger/jul.
Det er usædvanligt varmt for årstiden her og jeg ved godt, at I er ved at være trætte af at høre om det, men wow altså :)
Ellers sker der ikke så meget.
Vi jobber, møder en masse skæve mennesker og bliver også truet med øretæver nogle gange af folk, der mener vi har snabelen for langt fremme - særligt i parken, som vi så heldigvis er ved at være færdige med.
På fredag skal vi på "midnight run" et arrangement der er på benene jævnligt hvor de hjemløse kan gå rundt hos forskellige organisationer og andre der deler ud af overflodet. Selv mangler jeg shanpoo snart, så det kan være keh får noget af det med hjem. Vi går nemlig incognito sammen med en flok fyre og har egne tasker fremme og fortsætter snuen kommer jeg endda til at ligne en rigtig hjemløs uden de store armbevægelser.
Vi har talt om, at arrangere noget tilsvarende derhjemme. I det hele taget har vi mange planer for, hvordn opholdet her kan komme til udtryk og gavn i egen by. More about that later folks, nu skal jeg pudse næse.
November 29, 2011
November 26, 2011
Note to self
Bestil aldrig nogensinde igen en caramel machiato ved en fejltagelse på Starbucks.
Det er amerikaner - hø af værste slags....
Det er amerikaner - hø af værste slags....
November 25, 2011
Så fik jeg taget mig sammen
Endelig fik jeg sat mig ned og brugt noget tid på, at finde vingerne hjemad.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
November 23, 2011
Over stok og sten...
Jamen det gik sgu tjept, da vi i formiddags omkring de 10 stykker satte af mod Bronx til det første møde på et kvindeherberg deroppe. Det herberg, som jeg i øvrigt havde store problemer med i starten og som egentligt skulle have dannet rammen om hele feltarbejdet.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
November 22, 2011
Tillid, en underlig fisk...
Feltarbejdet begynder så småt at tegne sin afslutning.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
November 19, 2011
Så skete det!!
Skulle egentlig bare kigge lidt. Havde hørt noget om lækre cremer til halv pris og sådan og synes det lød dejligt.
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
November 15, 2011
Arhhh
Er ked af, at jeg ikke får skrevet noget herinde i disse dage. Men vi har pisse travlt og nogle MAJET lange dage og er røv trætte, når vi endelig sætter fusserne på dørmåtten herhjemme med vores hjembragte take away som er, hvad vi p.t. lever af, idet køkkenkunster ligesom ikke ligger til højrebenet med vores program.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
November 10, 2011
Den første gang
I dag tog jeg hul på mit første livshistorie - interview.
Vi blev ikke færdige i dag og skal have anden halvdel næste onsdag, hvor informanten igen har fri fra sine pligter på herberget.
Det er en stor, sort og herligt hjertevarm fyr med en meget spændende baggrund, hvis man da kan sige sådan om mennesker, hvis historier ofte er for viderekommende.
Vi forlod interviewet rørte, glade og bekymrede på een og samme tid.
Det var en stor tillidserklæring af de store at stille op og villigt levere informationer af yderst privat og sårbar karakter. Vi kunne da heller ikke bare tage lige hjem, Annette og jeg, men fik os en øl et sted på vejen i solnedgangen her i byen, som simpelthen ikke kan beslutte sig for, om det skal være sommer eller efterår.
Jeg synes selv, at det gik rigtig godt det interview for en novice i lige dén metode. Men jeg kunne ikke lave mere end et af dem om dagen - eller et igen i morgen. Jeg fornemmer et stort behov for at lade det bundfælde sig og lægge sig lidt på plads, inden metoden kommer i anvendelse igen - det er helt anderledes end at lave de mere almindelige interview ting - og måske særligt i betændte felter.
I morgen står den på kvinderne oppe i huset. Der skal snakkes og vi har besluttet at Annette tager med for at tage notater, da det sikrer en mere flydende samtale.
Og så kommer Nathalie i morgen aften - gæt hvem der glæder sig :)
Vi blev ikke færdige i dag og skal have anden halvdel næste onsdag, hvor informanten igen har fri fra sine pligter på herberget.
Det er en stor, sort og herligt hjertevarm fyr med en meget spændende baggrund, hvis man da kan sige sådan om mennesker, hvis historier ofte er for viderekommende.
Vi forlod interviewet rørte, glade og bekymrede på een og samme tid.
Det var en stor tillidserklæring af de store at stille op og villigt levere informationer af yderst privat og sårbar karakter. Vi kunne da heller ikke bare tage lige hjem, Annette og jeg, men fik os en øl et sted på vejen i solnedgangen her i byen, som simpelthen ikke kan beslutte sig for, om det skal være sommer eller efterår.
Jeg synes selv, at det gik rigtig godt det interview for en novice i lige dén metode. Men jeg kunne ikke lave mere end et af dem om dagen - eller et igen i morgen. Jeg fornemmer et stort behov for at lade det bundfælde sig og lægge sig lidt på plads, inden metoden kommer i anvendelse igen - det er helt anderledes end at lave de mere almindelige interview ting - og måske særligt i betændte felter.
I morgen står den på kvinderne oppe i huset. Der skal snakkes og vi har besluttet at Annette tager med for at tage notater, da det sikrer en mere flydende samtale.
Og så kommer Nathalie i morgen aften - gæt hvem der glæder sig :)
 |
| En af "køkkenets" egne brandbiler :) |
November 06, 2011
Følelsesmættet søndag
De sidste to og noget mdr. er der blevet knoklet nærmest pr. non-stop, kun afbrudt af efterårsferien, som der bare SKULLE være plads til, da sønnikke kom.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.
Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army - som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.
Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.
I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.
Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.
Hans øjne er søgene og undskyldende - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.
Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.
Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.
det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.
Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...
Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!
Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....
Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.
Her er jeg så nu.
Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.
Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.
Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army - som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.
Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.
I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.
Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.
Hans øjne er søgene og undskyldende - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.
Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.
Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.
det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.
Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...
Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!
Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....
Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.
Her er jeg så nu.
Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.
Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.
November 03, 2011
Jeg styrer ikke mit felt...
At arbejde med hjemløse og særligt dem på gaden er et lærestykke i, hvordan man håndterer det, når det offentlige rum bliver privat. Håndterer det sårbare og navigerer i et felt der bevæger sig rent fysisk og delvist udenfor ens kontrol.
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
November 02, 2011
Hvor jeg dog afskyr bolighajer
Ak ja - så fik vi vished for vores anelser.
I dag lå der en ikke lukket kuvert ved vores dør med lejligehedens nummer på., Vi tog et kig og fik på den måde oplyst, hvad vores udlejer reelt betaler for rottereden pr. md. og jeg kan afsløre, at vi betaler over det dobbelte.
Jeg ved, at det er meget normalt - og at det også sker i stor stil i DK. Men jeg bliver sgu lige foraget hver gang jeg konfronteres med denne form for grådighed.
Selv har jeg lejet min egen lejlighed ud til hvad jeg betaler i andelsafgift. Dertil kommer udgifterne til forbrug i perioden, men det er så også det. Jeg skulle blot fristilles rent udgiftsmæssigt, det er ikke meningen at mine lejere skal betale for mit banklån og andet.
Hvad gør man egentligt med den slags mennesker? udstiller dem i en gabestok på torvet?
Vi kunne selvfølgelig appellere til hans moral, eller melde ham til hans udlejer, så han mister boligen (han bor der ikke selv mere og det er ulovligt, hvilket det også er at fremleje uden tilladelse og til en højere leje) men i begge tilfælde risikerer vi at stå på gaden i morgen hvis...
Jeg hader altså bolighajer!
I dag lå der en ikke lukket kuvert ved vores dør med lejligehedens nummer på., Vi tog et kig og fik på den måde oplyst, hvad vores udlejer reelt betaler for rottereden pr. md. og jeg kan afsløre, at vi betaler over det dobbelte.
Jeg ved, at det er meget normalt - og at det også sker i stor stil i DK. Men jeg bliver sgu lige foraget hver gang jeg konfronteres med denne form for grådighed.
Selv har jeg lejet min egen lejlighed ud til hvad jeg betaler i andelsafgift. Dertil kommer udgifterne til forbrug i perioden, men det er så også det. Jeg skulle blot fristilles rent udgiftsmæssigt, det er ikke meningen at mine lejere skal betale for mit banklån og andet.
Hvad gør man egentligt med den slags mennesker? udstiller dem i en gabestok på torvet?
Vi kunne selvfølgelig appellere til hans moral, eller melde ham til hans udlejer, så han mister boligen (han bor der ikke selv mere og det er ulovligt, hvilket det også er at fremleje uden tilladelse og til en højere leje) men i begge tilfælde risikerer vi at stå på gaden i morgen hvis...
Jeg hader altså bolighajer!
November 01, 2011
Så blev det 1. november
Og jeg har været her i omkring 2 mdr.
De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.
Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.
Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.
Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.
I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.
kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det var lækker mad.
Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)
Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.
Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)
Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.
I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.
Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.
De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.
Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.
Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.
Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.
I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.
kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det var lækker mad.
Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)
Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.
Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)
Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.
I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.
Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.
 |
| Fra aftnens stort anlagte Halloween parade op ad 6th. ave. Der var SORT af mennesker!!! |
Subscribe to:
Posts (Atom)