At arbejde med hjemløse og særligt dem på gaden er et lærestykke i, hvordan man håndterer det, når det offentlige rum bliver privat. Håndterer det sårbare og navigerer i et felt der bevæger sig rent fysisk og delvist udenfor ens kontrol.
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.
Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.
Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.
Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.
Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.
Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse - men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.
Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.
Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.
Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.
Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.
Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.
PS) Noget andet jeg har observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).
Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.
Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)
No comments:
Post a Comment