Tillid, en underlig fisk...

Feltarbejdet begynder så småt at tegne sin afslutning.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.

Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.

Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.

Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.

De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.

I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.

Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".

I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.

Vi fik også "delt øl ud".

Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"

Og hvorfor egentlig ikke?

Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)

I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.

Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.

Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.