Når tingene fungerer, når det kører og der samarbejdes over hele linjen.
Det begynder at lægge sig pænt til rette nu, men det har altså trukket tænder ud de sidste 2-3 uger det her amerikanske bureaukrati - efter bruddet med Salvation Army.
Det har trukket flere ud, end jeg umiddelbart har givet udtryk for her på bloggen, som jeg tilstræber en tilpas let tone og nu ser det ud til at min vedholdenhed, pågåenhed og og en lille smule frækhed har båret frugt og som sådan har jeg lært en hel masse brugbart, der også er en del af det samlede arbejde - for det er skide hamrende svært at skifte felt-location midt i det hele, skulle jeg hilse og sige og det kommer nok til at fylde de første 2-3 sider at min feltrapport ;)
Har har tidligere introduceret jer en bette smule for min vidunderlige tolk Maria. Hun er et nummer for sig. Professionel til fingerspidserne og meget indfølende og smidig og så er hun en sand guldgrube af viden om byen, steder, forskellige hjælpe ordninger ( fik forklaret den med madkort som de fattige kan bruge her i byen sådan mere indgående f,eks.)
Hun kan også berette om, hvordan byen har forandret sig. At dette og hint kvarter for 5-10 år siden var et andet og videre i den dur og så kan damen sgu tale i telefon som en anden sælger fra Jylland.
Telefonering har vi gjort det ret meget i. Så til den ene, der stiller om til den anden, der henviser til en helt 3. som ikke ved noget og så forfra, ind og ud af systemet. Så skulle der udfyldes skemaer, det ene mere vanvittigt end det andet og det virkede bare ikke rigtigt som om vi fik hul igennem. Jo de ville gerne alle sammen, men de skulle liiiige have tilladelse ovenfra og fanden og hans pumpestok - undskyld sproget!
I dag skete det så alt sammen på een gang
Vi fik hul igennem til Urban Pathway: "Oh by all means, you should be welcome.. bla bla. ". Kiggede på Maria og spurgte om det var DET der havde taget 2 uger??? og så grinede vi lidt af det. Men altså der er hul igennem der.
Tog til kirken der laver mad til en mindre hær hver dag og der var high five med præsten og "see ya tomorrow" - mor skal aktion der fra i morgen af og fremover 1-2 gange ugentlig.
Videre downtown til den park vi havde fået oplyst der ville være nogle mulige informanter i. På gaden mødte vi Ash, en 24 årig hjemløs pige der har rakket rundt on-off i det meste af USA siden hun var 15, kun afbrudt af et par år hvor hun fik to børn med sin mand der nu sidder 7 år i spjældet mens ungerne er hos svigermekanikken i Oregon. Ash er narkoman, men forbløffende velformuleret og klar da vi møder hende og vi snakkede i over halvanden der på fortovet hvor jeg gik over til diktafon i midten af samtalen, idet det blev for bøvlet med notering alene . Så Annette, der venter et mystisk interview på dig her nu.
Ash skal vi se igen torsdag hvor hun har fødselsdag - har lovet at den fejer vi med noget mad et sted. Om hun dukker op må vi se. Hun sagde selv hun meget gerne ville, men meldte også ærligt ud, at hun måske var for syg, hvad hun ofte bliver når hun fixer.
Her oplevede vi også hjælpsomheden. Der kom to midaldrende damer og spurgte om de måtte købe hende noget morgenmad og så fik hun ellers en adresse fra dem hvor hun kunne hente mere mad og noget tøj.
Der er noget ved Ash der der gør rigtigt ondt at være vidne til og høre på. Jeg er taknemlig for at hun delte og håber sådan hun kommer torsdag.
Gade arbejdet er spændende og det har holdt gryden kogende de sidste uger. Omvendt er gadens kontakter også flydende størrelser det er meget svært at lave nye aftaler med, med mindre du virkeligt er indstillet på at lede efter dem igen. De bevæger sig rundt i byen og har sjældent mobiltlf. Men jeg nyder det i den grad og føler mig hjemme derude, ligesom jeg får nogle meget fine data hjem på de møder, som jeg så må se hvordan jeg for placeret i det store billede hen ad vejen.
I parken møder vi i øvrigt Bowery Missions gadeteam der deler mad ud. Et hold på 3 friske mænd med smil og vid deler ud til alle der måtte trænge. Her snakkede vi længe med Keith der er tidligere hjemløs narkoman som nu har viet livet til at hjælpe hjemløse. Han var intet mindre end fantastisk og det var herligt at se hvordan de halvgamle kinesiske koner nærmest kiggede småforelsket på ham. Han havde et godt tag på folk. Ham har jeg aftalt flere møder med og glæder mig.
De står der 3 dage om ugen og jeg skal jo snakke med Bowery damen - der er lidt for gode venner med Jesus for min smag - her på næste fredag såååå.... Det er den sidste aftale der skal landes helt - den er 99% klar p.t.
Det har været en skøøøøn dag, intet mindre - og det var f.... osse på tide!!!
PS) Fik en anden frisør til at rette op på makværket på vej hjem her til aften og det endda til en billigere pris end filejsen i den anden biks. Så nu ligner jeg atter et menneske og ikke en pensioneret amerikansk husmor fra Brooklyn eller noget...;)
Det begynder at lægge sig pænt til rette nu, men det har altså trukket tænder ud de sidste 2-3 uger det her amerikanske bureaukrati - efter bruddet med Salvation Army.
Det har trukket flere ud, end jeg umiddelbart har givet udtryk for her på bloggen, som jeg tilstræber en tilpas let tone og nu ser det ud til at min vedholdenhed, pågåenhed og og en lille smule frækhed har båret frugt og som sådan har jeg lært en hel masse brugbart, der også er en del af det samlede arbejde - for det er skide hamrende svært at skifte felt-location midt i det hele, skulle jeg hilse og sige og det kommer nok til at fylde de første 2-3 sider at min feltrapport ;)
Har har tidligere introduceret jer en bette smule for min vidunderlige tolk Maria. Hun er et nummer for sig. Professionel til fingerspidserne og meget indfølende og smidig og så er hun en sand guldgrube af viden om byen, steder, forskellige hjælpe ordninger ( fik forklaret den med madkort som de fattige kan bruge her i byen sådan mere indgående f,eks.)
Hun kan også berette om, hvordan byen har forandret sig. At dette og hint kvarter for 5-10 år siden var et andet og videre i den dur og så kan damen sgu tale i telefon som en anden sælger fra Jylland.
Telefonering har vi gjort det ret meget i. Så til den ene, der stiller om til den anden, der henviser til en helt 3. som ikke ved noget og så forfra, ind og ud af systemet. Så skulle der udfyldes skemaer, det ene mere vanvittigt end det andet og det virkede bare ikke rigtigt som om vi fik hul igennem. Jo de ville gerne alle sammen, men de skulle liiiige have tilladelse ovenfra og fanden og hans pumpestok - undskyld sproget!
I dag skete det så alt sammen på een gang
Vi fik hul igennem til Urban Pathway: "Oh by all means, you should be welcome.. bla bla. ". Kiggede på Maria og spurgte om det var DET der havde taget 2 uger??? og så grinede vi lidt af det. Men altså der er hul igennem der.
Tog til kirken der laver mad til en mindre hær hver dag og der var high five med præsten og "see ya tomorrow" - mor skal aktion der fra i morgen af og fremover 1-2 gange ugentlig.
Videre downtown til den park vi havde fået oplyst der ville være nogle mulige informanter i. På gaden mødte vi Ash, en 24 årig hjemløs pige der har rakket rundt on-off i det meste af USA siden hun var 15, kun afbrudt af et par år hvor hun fik to børn med sin mand der nu sidder 7 år i spjældet mens ungerne er hos svigermekanikken i Oregon. Ash er narkoman, men forbløffende velformuleret og klar da vi møder hende og vi snakkede i over halvanden der på fortovet hvor jeg gik over til diktafon i midten af samtalen, idet det blev for bøvlet med notering alene . Så Annette, der venter et mystisk interview på dig her nu.
Ash skal vi se igen torsdag hvor hun har fødselsdag - har lovet at den fejer vi med noget mad et sted. Om hun dukker op må vi se. Hun sagde selv hun meget gerne ville, men meldte også ærligt ud, at hun måske var for syg, hvad hun ofte bliver når hun fixer.
Her oplevede vi også hjælpsomheden. Der kom to midaldrende damer og spurgte om de måtte købe hende noget morgenmad og så fik hun ellers en adresse fra dem hvor hun kunne hente mere mad og noget tøj.
Der er noget ved Ash der der gør rigtigt ondt at være vidne til og høre på. Jeg er taknemlig for at hun delte og håber sådan hun kommer torsdag.
Gade arbejdet er spændende og det har holdt gryden kogende de sidste uger. Omvendt er gadens kontakter også flydende størrelser det er meget svært at lave nye aftaler med, med mindre du virkeligt er indstillet på at lede efter dem igen. De bevæger sig rundt i byen og har sjældent mobiltlf. Men jeg nyder det i den grad og føler mig hjemme derude, ligesom jeg får nogle meget fine data hjem på de møder, som jeg så må se hvordan jeg for placeret i det store billede hen ad vejen.
I parken møder vi i øvrigt Bowery Missions gadeteam der deler mad ud. Et hold på 3 friske mænd med smil og vid deler ud til alle der måtte trænge. Her snakkede vi længe med Keith der er tidligere hjemløs narkoman som nu har viet livet til at hjælpe hjemløse. Han var intet mindre end fantastisk og det var herligt at se hvordan de halvgamle kinesiske koner nærmest kiggede småforelsket på ham. Han havde et godt tag på folk. Ham har jeg aftalt flere møder med og glæder mig.
De står der 3 dage om ugen og jeg skal jo snakke med Bowery damen - der er lidt for gode venner med Jesus for min smag - her på næste fredag såååå.... Det er den sidste aftale der skal landes helt - den er 99% klar p.t.
Det har været en skøøøøn dag, intet mindre - og det var f.... osse på tide!!!
PS) Fik en anden frisør til at rette op på makværket på vej hjem her til aften og det endda til en billigere pris end filejsen i den anden biks. Så nu ligner jeg atter et menneske og ikke en pensioneret amerikansk husmor fra Brooklyn eller noget...;)
 |
| Lyskryds med gang i |
 |
| The Bowery boys in action :) |
No comments:
Post a Comment