Arhhh

Er ked af, at jeg ikke får skrevet noget herinde i disse dage. Men vi har pisse travlt og nogle MAJET lange dage og er røv trætte, når vi endelig sætter fusserne på dørmåtten herhjemme med vores hjembragte take away som er, hvad vi p.t. lever af, idet køkkenkunster ligesom ikke ligger til højrebenet med vores program.

Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.

Men det er stadig sjovt og spændende.

Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.

Den første gang

I dag tog jeg hul på mit første livshistorie - interview.
Vi blev ikke færdige i dag og skal have anden halvdel næste onsdag, hvor informanten igen har fri fra sine pligter på herberget.

Det er en stor, sort og herligt hjertevarm fyr med en meget spændende baggrund, hvis man da kan sige sådan om mennesker, hvis historier ofte er for viderekommende.

Vi forlod interviewet rørte, glade og bekymrede på een og samme tid.

Det var en stor tillidserklæring af de store at stille op og villigt levere informationer af yderst privat og sårbar karakter. Vi kunne da heller ikke bare tage lige hjem, Annette og jeg, men fik os en øl et sted på vejen i solnedgangen her i byen, som simpelthen ikke kan beslutte sig for, om det skal være sommer eller efterår.

Jeg synes selv, at det gik rigtig godt det interview for en novice i lige dén metode. Men jeg kunne ikke lave mere end et af dem om dagen - eller et igen i morgen. Jeg fornemmer et stort behov for at lade det bundfælde sig og lægge sig lidt på plads, inden metoden kommer i anvendelse igen - det er helt anderledes end at lave de mere almindelige interview ting - og måske særligt i betændte felter.

I morgen står den på kvinderne oppe i huset. Der skal snakkes og vi har besluttet at Annette tager med for at tage notater, da det sikrer en mere flydende samtale.

Og så kommer Nathalie i morgen aften - gæt hvem der glæder sig :)

En af "køkkenets" egne brandbiler :)

Følelsesmættet søndag

De sidste to og noget mdr. er der blevet knoklet nærmest pr. non-stop, kun afbrudt af efterårsferien, som der bare SKULLE være plads til, da sønnikke kom.
Jeg husker fra studiets tidligere dage, at vi fik at vide, det ville være en god ide, at holde en pause ind i mellem.

Det er bare satans svært, når man er bagud, grundet rodet med Salvation Army  -  som jeg i øvrigt er blevet inviteret til "forklarings-møde" med i den kommende uge.

Det er også svært, fordi mit felt er betændt og på mange måder flyder ind og ud af dagligdagen - også når vi har fri og ellers bevæger os rundt. De er jo derude i gadebilledet. Du kan ikke bare lukke øjnene og lade som om, det ikke er der, eller slå hjernen fra og ikke beskæftige dig med det.

I dag kom reaktionen på de konstante møder med elendigheden.

Vi var på vej i kirke på upper east side, sammen med Bowery pigerne. Vi havde været til fest i går aftes og fået alt for lidt søvn oveni. I subwayen sidder en hjemløs ældre herre, som bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning for øjnene af os. Hans fødder er viklet ind i en slags bind og tape, tæerne stikker ud og ser meget meget dårlige ud. Han har med sikkerhed tisset og skidt i bukserne mere end een gang og stanken fylder hele kupeen.

Hans øjne er søgene og undskyldende  - der sidder han. Nærmest ikke menneskelig længere i sin fremtoning og folk viger automatisk fra hans nærvær, so halvdelen af kupeen er tom omkring ham og vi andre sidder i den anden ende og holder os for næsen.

Da vi kommer ud, kan jeg mærke, at jeg næsten ikke kan rumme det. Tårene presser på og jeg er ved at kaste op oveni.

Siden sidder vi i babtist kirken sammen med alle de andre.
Det er en gudstjeneste jeg sent vil glemme. Et band spiller - trommer, sax og piano og 4 kormedlemmer synger mens sangen vises på storskærm.

det var vanvittigt smukt og medrivende og tårerne var der igen. Folk gav sig helt hen, hænderne røg i vejret og der blev også danset en smule.

Det var ekstremt livgivende, intenst, sørgeligt og opløftende på en og samme tid og jeg kunne igen mærke, at følelserne pressede på som sagt - det kunne Annette også...

Da vi kommer ned til kaffe under kirken bagefter, kommer en af pigerne hen til Annette og  det vælter ud af hende at hun har problemer med missionen og deres måde at hjælpe pigerne på. Det er et vandfald - intet mindre - der strømmer ud af hende og jeg trækker stikket ud for jeg kan IKKE rumme mere!

Vi må ud - væk. Så selvom vi egentligt er inviteret til frokost i huset, takker vi nej og smutter....

Resten af eftermiddagen går med at gå ned gennem Manhattan. Først ser vi Marathon i Central Park og går videre ned ad 7th avenue til Bryant Park, hvor vi får kaffe og jeg må gå lidt for mig selv for at få ro i hovedet. Hyler lidt igen og vi går hjemad, handler mælk og morgenmad på vejen.

Her er jeg så nu.

Sidder og tænker på, at om mindre end 2 mdr er jeg hjemme igen.
Jeg skal slippe dette felt - jeg ved endnu ikke hvordan - der er så mange billeder og tanker, der har ætset sig ind i mig og som jeg må foreholde mig til. Jeg fornemmer, at dette ophold forandrer mig og ændrer nogle ting indeni.

Lige nu er jeg træt og trænger til at sidde og glo - læse en bog, tage fodbad - whatever. Bare det ikke har mere med hjemløshed at gøre for i dag.

Jeg styrer ikke mit felt...

At arbejde med hjemløse og særligt dem på gaden er et lærestykke i, hvordan man håndterer det, når det offentlige rum bliver privat. Håndterer det sårbare og navigerer i et felt der bevæger sig rent fysisk og delvist udenfor ens kontrol.

Alle tre områder er interessante på hver deres sæt.

Det første handler paradoksalt nok om ubevægelighed - at de hjemløse på gaden ikke har andre steder at gå hen udover herbergerne, som de, for de flestes vedkommende, kun frekventerer i yderste nødsfald. Når jeg møder dem på gaden, som principielt er et offentligt rum med adgang for alle, bevæger jeg mig derfor på sæt og vis ind i deres "stuer" og er gæst. Og som gæst er der visse ting jeg er nødt til at iagttage, hvis kommunikationen skal lykkes.

Man vækker f.eks. ikke en gade-hjemløs der sover. Heller ikke selvom det kribler i en for at få en snak og vedkommende sover 8 ud af 10 gange man er der. Man går heller ikke ind i folks hjem og vækker dem fordi man gerne vil snakke. Man banker pænt på døren og venter på at der bliver lukket op. Det samme gælder for kvinden, der tit ses i fuld gang med at gennemse/gennemlæse stakke af håndskrevne ark (noget de fleste kvinder på gaden beskæftiger sig med - altså at skrive en masse). Hun har "lukket i butikken", mens handlingen står på - man afbryder ikke bare, fordi nu har man selv lige tid, men venter, til hun på et tidspunkt er færdig og åbner for kommunikation.

Der samme gælder for aftaler og bevægelighed.

Jeg må acceptere, at jeg har med sårbare og hurtigt skiftende mennesker at gøre. Jeg kan ikke forvente, at de sidder de samme steder hver gang, selvom der er et vist mønster i forhold til døgn rytmen.

Det er MIG, der må finde ud af mønstret og ellers belave mig på nogle vandreture. Der er ingen fast adresse -  men de forskellige bydele/byrum er "adresse" for forskellige mennesker. Der er også derfor vi er rigtigt glade for at have fået kontakt til Vance fra Thomkins Sq. Park, da han vil kunne guide os rundt. Han har også nogle ret spændende tanker omkring termen "hjemløs", som han gerne ser revideret, da den er på ham virker nedsættende.

Ihukommende forskellige danske forsøg på at definere hjemløshed i en mere snæver og administrativt brugbar form, er det interessant og noget vi med sikkerhed skal have en snak om, Vance og jeg.

Det sårbare er en yderligere dimension - som egentlig gælder for både de hjemløse på gaden og dem i mere etablerede programmer som hos Bowery-kvinderne.

Vi havde en aftale med Liz fra Florida i går. Men da vi kom om morgenen, havde hun det skidt og så må vi aflyse uden at vide om/hvornår vi kan "komme til" igen.
Hun sagde dog at eftermiddagene måske var bedre, så det prøver vi.

Sarah fra kvindehuset er et andet eksempel. Med sin post-traumatiske stress og lethed til tårer, skal hun håndteres meget forsigtigt, så vi ikke risikerer at gøre skade.
Sarah vil dog meget gerne snakke og er i det hele taget velformuleret og en god fortæller.
Her skal strikkes en guide sammen, som tager højde for Sarahs særlige sårbarhed, samtidigt med at vi får nogle brugbare data.

Det er alt sammen etiske overvejelser der påvirker og bevæger vores navigationsstrategier og det er satans spændende og afføder mange diskussioner mellem mig og min assistent/fotograf både før og efter endt dags gerning.

PS) Noget andet jeg har  observeret er den absolutte mangel på lyst til at shoppe noget som helst efter en dag ude blandt de hjemløse.
Har vi en fridag, kommer lysten igen, men på hverdage er det meget ud og hjem, med et forløsende stop på den lokale cafe på hjemvejen, hvor der geares ned over en livgivende kop mokka eller andet, surfes på "Helle" (Ipad'en) og snakkes med manden derhjemme (Annette).

Men man har altså ikke lyst at shoppe, når man dagen igennem har været vidne til den ene elendighed efter den anden - man kan ikke rigtigt rumme byens muligheder på de dage.

Kig i øvrigt ind på Annettes blog "New York - Home sweet home" - hvor hun har lagt et nyt billede op i headeren. Det forestiller Bowery-drengene der deler mad ud og jeg sidder og får en klump i halsen ved synet :)

Okay da...

Så sætter jeg mig ned og snakker videre med væggen og mig selv... ;)

Hvor jeg dog afskyr bolighajer

Ak ja - så fik vi vished for vores anelser.

I dag lå der en ikke lukket kuvert ved vores dør med lejligehedens nummer på., Vi tog et kig og fik på den måde oplyst, hvad vores udlejer reelt betaler for rottereden pr. md. og jeg kan afsløre, at vi betaler over det dobbelte.

Jeg ved, at det er meget normalt - og at det også sker i stor stil i DK. Men jeg bliver sgu lige foraget hver gang jeg konfronteres med denne form for grådighed.

Selv har jeg lejet min egen lejlighed ud til hvad jeg betaler i andelsafgift. Dertil kommer udgifterne til forbrug i perioden, men det er så også det. Jeg skulle blot fristilles rent udgiftsmæssigt, det er ikke meningen at mine lejere skal betale for mit banklån og andet.

Hvad gør man egentligt med den slags mennesker? udstiller dem i en gabestok på torvet?

Vi kunne selvfølgelig appellere til hans moral, eller melde ham til hans udlejer, så han mister boligen (han bor der ikke selv mere og det er ulovligt, hvilket det også er at fremleje uden tilladelse og til en højere leje) men i begge tilfælde risikerer vi at stå på gaden i morgen hvis...

Jeg hader altså bolighajer!

Så blev det 1. november

Og jeg har været her i omkring 2 mdr.

De er gået lynene stærkt og uendeligt langsomt på een og samme tid. Stærkt, fordi tiden jo som regel løber, når man har meget at se til og langsomt, fordi den første måned virkeligt var en prøvelse hvad feltet angår, med brud og opsøgningen af nye kontakter og fokusområder.

Selve mine problemfelter består for så vidt. Jeg er stadig meget optaget af navigation og liminalitet som de to begreber jeg har til at "snakke" med mit felt. Og der er masser af data derude. Men hvor jeg før afgang var fokuseret på eet sted - nemlig Salvation Armys kvindecenter - har jeg fået øjnene op for gadearbejdets muligheder som både sparringspart og noget ganske centralt i forståelsen af, hvad der bevæger sig i kvindernes liv, strategier og muligheder.

Så det er endt med at blive multisited. Det var bestemt ikke meningen. Men vi er landet på Bowery Mission som centralt udgangspunkt med deres kvindecenter og outreachprogram (maduddeling) i Thomkins Square Park og så enkelte "uafhængige" informanter fundet i "den flyvske periode", som jeg ikke vil skippe, men stadig ser med jævne mellemrum og får rigtigt meget godt fra.

Men så har jeg skippet alle andre ting. Ikke mere suppekøkken og andre herberger. At tiden ikke er til det er en ting, men feltet skal jo afgrænses et sted og det er det så også blevet indenfor den seneste md.

I Thomkins sq.park i går havde vi en rigtig god dag.
Vi startede fra morgenstunden med at hænge ud og se, hvordan køen blev større og større af folk der ventede på madens ankomst. Vi blev også klogere på, hvordan parken, der er relativt afgrænset, fungerer som park for alle andre sideløbende med de forskellige madprojekter der er derinde (der er stor velbesøgt legeplads, hundeluftepark som bare MÅ ses, boldspilsområder osv.) - for Bowery Mission er ikke de eneste, der har øjne for parken som stedet hvor de hjemløse holder til.

kl 10 blev vi hyret til at dele kage ud for en anden organisation "Interfaith mission" der serverer vegetarisk mad til de hjemløse ud fra devisen, at så kan alle spise den, uanset religiøst eller andre forhold. Vi fik vel delt kage ud til et par hundrede menensker, inklusive den obligatoriske hær af små aggressive kineserdamer og fik skam også selv smagt på hovedretten efter endt dont - det  var lækker mad.

Siden ventede vi på at Bowery drengene kom igang - tog nogle ture rundt i parken og fik snakket med en god del af de fremmødte. Vi fik hilst på Vance og Mr. Wonderful (kaldte han sig selv) - sidstnævnte er gammel radiostjerne, der efter et spring fra 8 sal brækkede ryggen og nu sidder i kørestol. Vance har tilbudt os hjælp i form af at guide os rundt i miljøet i byen  og Mr. Wonderful havde et snakketøj som få :)

Vi fik også hilst på en ældre herre med stort gråt skæg, som lige fandt nissehuen frem og det obligatorisk tilhørende "hohoho" da der skulle fotograferes og jeg fik lavet en aftale om interview med Liz, der er hjemløs fra Florida.

Da vi smuttede derfra efter et par timers arbejde stoppede vi lige ved indgangen og sludrede med en af drengene fra Bowery der står for uddeling af frugt og brød (der er to boder, en med varm mad og en med ting man kan tage med sig). Det blev en lang snak og også lidt flere informationer om det forestående Thanksgiving arrangement i missionen, der vist brødføder hele 6000 mennesker denne ene dag.
Det vil vi ikke gå glip af :)

Vi er i øvrigt helt vilde med East Village hvor Thomkins sq.park ligger. Tidligere slum og i 70'erne helt ødelagt af narkoreder og vold. Nu en smuk hybrid mellem Berlin og NYC - på Friederichain måden.

I dag arbejdes der hjemme, idet tolken for første gang har måttet lægge sig syg. I morgen er der to længere indterviews og torsdag samt fredag og søndag står på hhv. kvindecentret, Thomkins og kirkegang med pigerne.

Og så skal Susan have sine tusser. Jeg har købt et godt sæt til hende, så hun kan opdatere sig skilt. Det eneste hun sådan set ønsker sig p.t.

Fra aftnens  stort anlagte Halloween parade op ad 6th. ave. Der var SORT af mennesker!!!