Havde ellers forbudt min krop på det allerstrengeste at blive syg.
Syg er noget jeg kan være, når jeg kommer hjem. Jeg har sgu ikke tid til det her.
Jeg er blevet rigtigt forkølet og har også synderen på sigtekornet , amerikanernes allestedsnærværende aircondition!!
De er værst til det på Starbucks, hvor det på det nærmeste er mere koldt indenfor end ude. Men også busserne og rundt omkring i butikkerne er de slemme til at have den kørende på fuldt tryk.
Jeg HADER det!!
Ellers kan jeg berette at vi render rundt i lette efterårsgevanter og leger at der er lang tid til vinger/jul.
Det er usædvanligt varmt for årstiden her og jeg ved godt, at I er ved at være trætte af at høre om det, men wow altså :)
Ellers sker der ikke så meget.
Vi jobber, møder en masse skæve mennesker og bliver også truet med øretæver nogle gange af folk, der mener vi har snabelen for langt fremme - særligt i parken, som vi så heldigvis er ved at være færdige med.
På fredag skal vi på "midnight run" et arrangement der er på benene jævnligt hvor de hjemløse kan gå rundt hos forskellige organisationer og andre der deler ud af overflodet. Selv mangler jeg shanpoo snart, så det kan være keh får noget af det med hjem. Vi går nemlig incognito sammen med en flok fyre og har egne tasker fremme og fortsætter snuen kommer jeg endda til at ligne en rigtig hjemløs uden de store armbevægelser.
Vi har talt om, at arrangere noget tilsvarende derhjemme. I det hele taget har vi mange planer for, hvordn opholdet her kan komme til udtryk og gavn i egen by. More about that later folks, nu skal jeg pudse næse.
November 29, 2011
November 26, 2011
Note to self
Bestil aldrig nogensinde igen en caramel machiato ved en fejltagelse på Starbucks.
Det er amerikaner - hø af værste slags....
Det er amerikaner - hø af værste slags....
November 25, 2011
Så fik jeg taget mig sammen
Endelig fik jeg sat mig ned og brugt noget tid på, at finde vingerne hjemad.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
Det har holdt hårdt, fordi jeg jo gerne ville blive så længe som muligt og også lige skulle finde ud af, hvor jeg egentligt skal bo den sidste uge.
Det er der styr på nu - begge dele.
Jeg ankommer i Kastrup d. 16. December kl. 12.10. Bare hvis der er nogen der skulle være interesserede.
Jeg kunne ellers sagtens blive her et halvt år mere og skal helt bestemt tilbage inden læNge. Så afskeden er dobbeltladet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at komme hjem igen - og så alligevel ikke....
Tjah... Sådan er det vel bare, lidt ambivalent som oftest når man har det godt et sted.
November 23, 2011
Over stok og sten...
Jamen det gik sgu tjept, da vi i formiddags omkring de 10 stykker satte af mod Bronx til det første møde på et kvindeherberg deroppe. Det herberg, som jeg i øvrigt havde store problemer med i starten og som egentligt skulle have dannet rammen om hele feltarbejdet.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
Jeg var jo stædig var jeg, da jeg udbad mig en forklaring på svigtet fra deres side dengang og blev så hentet ind til møde med bossen i hovedsædet på 14th st. som så der fluks fik arrangeret at vi kunne komme ud på de steder vi ville. Så da tolken havde bil med i dag gik den op ad highwayen langs Hudson River til en velkomst komite bestående af to nydeligt klædte og særdeles informative herrer, der bød på friske donuts og kaffe.
Og så blev der snakket i 2 timer, hvor jeg fik lov at spørge om alt mellem himmel og jord af relevans og fik en frygtelig masse data med hjem.
Jeg blev da også udspurgt lidt og berettede om tilstandende i lille danevang for hjemløse og fik endda lokket dem til at måtte tage nogle billeder indenfor, selvom de ellers havde sagt nej til at starte med - man har vel charme ;)
Siden blev vi hentet af en af deres chauffører og kørt til Brooklyn. Turen var spændende, hele vejen gennem det øvre Bronx med chaufførens guidene stemme der fortalte alt muligt om kvarterenes udvikling mens vi langsomt summede ned langs East River for i et mageligt tempo at trille over Brooklyn Bridge til et familieherberg derovre.
Det var det ikke lykkes at skaffe tolk til, men det gik også, da informanten der, var yderst let at mundaflæse og ellers har jeg begge sessioner på bånd, som skal transskriberes.
En dejlig dag med opfordringer til endelig at kontakte dem, hvis der kom flere spørgsmål eller jeg ville komme der igen og være, hvilket jeg dog ikke har tid til så sent i arbejdet.
Men vi fik set noget af byen må jeg sige og jeg fik gode data med mig hjem...
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke valgte at bo i Bronx som oprindeligt tænkt.
November 22, 2011
Tillid, en underlig fisk...
Feltarbejdet begynder så småt at tegne sin afslutning.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
Ikke at det er lige om hjørnet, jeg har trods alt endnu lige under en md. tilbage inden jeg drager hjemad igen.
Men der er afslutning i luften og det er en meget underlig følelse, når man det seneste lange stykke tid har brugt uendelige mængder af samme på at etablere kontakter, gøde jorden og pleje dem for at se, hvordan tilliden mellem mig og feltet langsomt er blevet mere og mere tydelig og til stede.
Det har taget lang tid, da jeg arbejder med meget sårbare mennesker med flere svigt og tunge oplevelser i bagagen end de fleste.Så kommer jeg der. Trænger mig på med min tilstedeværelse, alle mine spørgsmål, min nysgerrighed og et projekt, som for rigtigt mange kan virke en smule diffust.
Jeg har valgt ikke på forhånd at stille en masse regler op for, hvordan jeg ville gribe tingene an. jeg ville gerne have at feltet formede mig og projektet. Det var ikke mig, der skulle forme feltet og du kan ikke trække en skabelon ned over det - sådan har jeg tænkt og dag for dag mødt problemerne, fundet løsningerne og løbende, både alene og sammen med Annette reflekteret over forløbet.
De eneste regler jeg har haft med mig har været at jeg ville være så autentisk som mulig.
Jeg har mødt feltet med mig selv og samtidig også forsøgt at give noget igen af det, som er mig. Jeg har fortalt mine egne historier i samtalerne, når de passede ind. Når vi har talt om børn f.eks. har jeg også berettet om min egen søn, når vi har talt hjertesorg, har jeg berettet om min egen - ikke meget, ikke i detaljer eller på en måde der stjal fokus fra deres historie, men som en tilkendegivelse af, at vi også er mennesker der mødes og taler sammen, ikke bare antropolog og informant.
I dag i parken gik det op for mig at den måde Annette og jeg er gået til tingene på er ved at bære frugt.
Vi er på hej og smil med folk derude efterhånden. De ved hvem vi er, eller har i det mindste set os før. De kommer efter os på gaden efter kirkegangen om søndagen, fordi de lige må hilse på osv.
Jeg kan også mærke det, når vi ser til Erica på 5th. At hun bliver glad fordi vi kommer - så er der nogen der rigtigt gider snakke med hende, ikke blot medlidende eller ligegyldige blikke der defilerer forbi i strømmen af mennesker der fylder hendes dag på "flisen".
I dag fik jeg også endelig Liz' historie.
Hun har holdt den lidt tilbage. Skulle se os an. Det har jeg ventet og håbet på og det var en dejlig stund trods emnets alvor.
Vi fik også "delt øl ud".
Det kom sig af, at vi lige måtte have et break til noteskrivning, mens tolken tog til et mindre møde midt i dagens program. Vi sagde til Liz og de andre at vi ville komme tilbage og om vi skulle tage kaffe med. "kaffe?" spurgte den ene af fyrene... "en øl ville være bedre". Det blev sagt med et smil og da jeg lettere drillende spurgte om det virkeligt var øl han ville have kom der et " årh, come on ;"
Og hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal da ikke bestemme hvad de må drikke. Hvis det er en øl og ikke kaffe der trækker når nu jeg er igang med at tilbyde drikkevarer, jamen så køber jeg da en bajer til manden og håber på, at rygtet ikke spredes ;)
I morgen står den på to herberg besøg med Salvation Army, der har lagt i kakkelovnen til en forsoning efter miseren i starten af feltarbejdet. Vi glæder os, ligesom vi glæder os til alle de andre ting der er på programmet og som vi halser afsted for at nå alt sammen - hver dag føder behovet for en ekstra uge og 4 mdr. er virkelig ikke meget kan jeg mærke nu.
Der er dage, hvor det frustrerer mig. Men for det meste er jeg mest taknemmelig for, at det går fremad og at tilliden er så meget på plads at der er lagt an til en gevaldig slutspurt.
Det bliver svært at slippe det hele igen, men det skal vi IKKE tænke på lige nu. Nu skal vi bare nyde det mens det er. Mismodet kan tidsnok få sin plads.
November 19, 2011
Så skete det!!
Skulle egentlig bare kigge lidt. Havde hørt noget om lækre cremer til halv pris og sådan og synes det lød dejligt.
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
Stedet er Sephora, en rigtig lækker beauty kæde i NYC.
Mens Janne og jeg hver især gik rundt og råhyggede mellem hylderne, fik jeg den ide at spørge en medarbejder derinde om ikke vedkommende kunne give mig et råd vedr. læbestifter, da jeg efterhånden er ved at være træt af brun i diverse nuancer, men savner modet til at springe ud i andre. Og inden jeg så mig om var jeg i trygge hænder hos stedets über bøsse makeup counselor - en gudeskøn mulatunge på nogen og 20.
Han kunne noget helt særligt og fik mig på ingen tid til at ligne en halv million til hverdagsbrug :)
Ikke flere mørke rande (concealer)
Ikke mere brun læbestift!
Herlig lilla eyeliner
Fantastisk øjenbryns fremhævning
Delikat øjenskygge
Fræk glimmer liner til festlige lejligheder
2 ekstra linere i flotte farver
og en lipgloss til at runde af med.
Jamen altså - regningen taler vi ikke om - og jeg skal ikke handle makeup de næste 2-3 år for sure!!! :)
Det var en skøn oplevelse og Janne kom også i hænderne på ham bagefter.
Cremerne? Det må blive en anden god gang :)
November 15, 2011
Arhhh
Er ked af, at jeg ikke får skrevet noget herinde i disse dage. Men vi har pisse travlt og nogle MAJET lange dage og er røv trætte, når vi endelig sætter fusserne på dørmåtten herhjemme med vores hjembragte take away som er, hvad vi p.t. lever af, idet køkkenkunster ligesom ikke ligger til højrebenet med vores program.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
Alene idag har vi været ude fra 9-20 og når så noterne er lavet og de obligate 2 afsnit af sexhamstrene er set, så er det sporenstregs afgang til drømmeland.
Men det er stadig sjovt og spændende.
Her til aften deltog vi i en graduering af 7 mænd i kapellet hos Bowery. en helt særegen oplevelse som jeg sætter stor pris på og som blev tolket formidabelt flot.
Subscribe to:
Posts (Atom)